Asger Baunsbak-Jensen: Mishandling af flygtninge gør mig fortvivlet

Hvad er det danske bidrag til afhjælpning af denne menneskelige tragedie? Hvor slår kristen næstekærlighed igennem – eller humanismen, skriver tidligere medlem af Folketinget for Radikale Venstre, Asger Baunsbak-Jensen

I Europa lukker landene sig om sig selv. De politiske idéer synes tømt for inspiration, lederne er kørt fast. Kun Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lyser op på den mørke himmel, skriver tidligere medlem af Folketinget for Radikale Venstre, Asger Baunsbak-Jensen
I Europa lukker landene sig om sig selv. De politiske idéer synes tømt for inspiration, lederne er kørt fast. Kun Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lyser op på den mørke himmel, skriver tidligere medlem af Folketinget for Radikale Venstre, Asger Baunsbak-Jensen. Foto: Leif Tuxen.

DE 10 FØRSTE DAGE i 2018 druknede 200 mennesker på Middelhavet. Flygtninge og emigranter, og en million mennesker i Libyen lever i et helvede. Grækenland og Italien magter ikke mere.

Hvad er det danske bidrag til afhjælpning af denne menneskelige tragedie? Hvor slår kristen næstekærlighed igennem – eller humanismen?

Jeg tror, mange med mig er fortvivlede. Regeringen er kørt fast med skattelettelser og stramning af indvandring.

Jeg taler om visioner.

Globaliseringen folder sig ud. Ny teknologi forbinder os med hele kloden: Vi rejser overalt, handler som aldrig før. Den åbne verden har nogle store konsekvenser. De har mobiltelefon alle steder. Afrikas fattige stirrer ind i det forjættede Europa, Syrien har ikke fået fred, Afghanistan heller ikke.

I Europa lukker landene sig om sig selv. De politiske idéer synes tømt for inspiration, lederne er kørt fast. Kun Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lyser op på den mørke himmel. Han har studeret historie og filosofi. Angela Merkel er i vanskeligheder, Storbritannien vender Europa ryggen, og hvad med Polen og Ungarn?

Jeg har en forestilling om, at de nordiske lande indeholder en ubrugt kraft til at tackle de internationale problemer. Hvad sker der i Nordisk Råd? Hvad hører vi til Foreningen Norden?

Er der ikke et fundament at bygge på i Norge, Sverige og Danmark?

Jeg leder efter kristendommen som inspirationskilde. Vi har fejret 500-året for Luther. Og hvad så?

Kristendemokraterne bør løfte debatten om flygtninge. Hvorfor er dette parti tømt for et perspektiv her? Og hvad sker der med Alternativet?

Det frygtelige er, at Socialdemokratiet lægger sig mere og mere på linje med Dansk Folkeparti. Hvad sker der efter næste valg? Jeg tror på en regering af socialdemokrater og radikale. Radikale Venstre skal sætte hælene i, når flertallet skifter.

Ved partierne og deres ledere, hvor folket befinder sig? Tør politikerne vise mod til at være ledere og appellere til vælgerne med løfter om en ny politik? Eller er lederne blevet bange for deres folk?

Tør de tænke stort?

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter, tidligere medlem af Folketinget for Radikale Venstre.