SKYGGETANTE, UGIFT, enlig, pebermø. Det er ikke ligefrem positive associationer, man får til disse ord, og det vil den svenske forfatter Malin Lindroth lave om på. I sin bog ”Pebermø” dissekerer hun begrebet og prøver at tage det tilbage, give det en ny betydning.
Og hun ved, hvad hun taler om, for hun er selv pebermø, ufrivilligt ugift, og hun har ikke været i et forhold i næsten 30 år. Men kan man være en lykkelig pebermø, når samfundsnormen så entydigt er at finde en partner og etablere sig i tosomheden? Og hvordan kan pebermøen arbejde sig op i hierarkiet?
Malin Lindroth, hvorfor har du skrevet bogen ”Pebermø”?
”Jeg syntes, at jeg savnede fortællingen om pebermøen, både i mit eget liv og i kulturen. Jeg savnede historien om det ufrivilligt ensomme liv, som er legitimt at snakke om. Og når jeg selv befinder mig i den situation, følte jeg mig forpligtet til at berette om det. Jeg har i løbet af lang tid indset, at fortællingen om pebermøen ikke er foreneligt med den kultur, vi har og har haft i århundreder. Og dog har hun fandtes alle disse år. Den ufrivilligt enlige kvinde.”
Hvad betyder det at tage ordet pebermø tilbage, at ”reclaime” det, som du kalder det i bogen med en engelsk betegnelse?
”Der ligger præcis det samme i det, som der har gjort med de andre skamfulde ord, man har taget tilbage og givet ny mening, det være sig ’lesbisk’, ’bøsse’ eller ’evnesvag’. At tage det tilbage og give det en ny, mere positivt ladet betydning er at gøre op med betydningen. Det er lidt som at tage et angreb og vende det til et selvforsvar. Det, der er vigtigt, er at definere ordet på ny og fylde det med nyt indhold.”
Hvorfor er det så slemt at være pebermø?
”Vi lever i en kultur, hvor den højeste form for kærlighed er den romantiske tosomhed. Det er det altoverskyggende ideal, i hvert fald i Vesten. Som jeg ser det, lever vi i et patriarkat, hvor den bortvalgte kvinde – hende, det ikke er lykkedes for at gøre sig begærlig for det mandlige blik – er mislykket. Så er man overflødig.
Det er utroligt hårdt at falde uden for den norm. Og så er vi som mennesker generelt dårlige til at håndtere ensomhed, og ensomhed følger unægteligt med, når man ikke har en partner. Man er faldet uden for normen, og det har folk svært ved at håndtere, for hvem er du så? Hvordan skal folk relatere til dig?
Du gennemgår i bogen flere betegnelser, man kunne kalde det at være ugift kvinde: single, enlig og det svenske begreb ”selvbo”. Hvorfor er det netop ordet pebermø – eller ”nucka”, som det hedder på svensk – du identificerer dig med?
”Jeg ser det ikke som en identitet, jeg har taget på mig, for det er jo en ufrivillig tilstand. Jeg har ikke ønsket at blive pebermø. Det er bare en af de mange erfaringer, jeg har som menneske. Men at det netop er det ord, jeg vælger at bruge, er nok netop, fordi det er så negativt ladet.
Jeg vil lade det med noget andet, noget mere positivt. Single er et bredt begreb, og ligesom begrebet enlig siger det ikke så meget om tilstanden.
Man er single mellem to perioder med forhold, eksempelvis, hvor man som pebermø har været uden for den romantiske relation i lang tid. Så det er et smallere, mere præcist begreb.”
Hvordan bliver man så en glad pebermø, en positivt ladet pebermø, hvis man kan sige det sådan?
”Jeg tror, at det handler om at insistere på, at man har en anden erfaring end normen. At man ikke er så hemmelig med det, at man ikke skammer sig. Undertitlen på min bog er ‘Et opgør med skammen’, og det er netop, hvad det handler om.
Det, der er nedbrydende ved at være pebermø, er ikke, at man har erfaringen, men at man holder den hemmelig. Man må hele tiden udfordre normen aktivt og stå ved den, man er. Insistere på ens eget perspektiv og eje det. Jeg forestiller mig, at pebermøen på den måde kan blive en civilisationskritiker og udfordre de normer og sager, vi tager for givet om magt og relationer. Fordi man står udenfor.”
Men kræver det ikke, at man har lyst til det? Det er vel ikke alle, der har lyst til at stå frem og proklamere, at man er pebermø?
”Nej, men det er jo netop, fordi det er noget, samfundet ser som skamfuldt. Jeg tror også, at man skal have lyst til at stå frem, men det er en mulighed. For mig er det at være pebermø noget, jeg er vokset ind i i løbet af ganske lang tid. Det er blevet lettere at være pebermø med alderen, fordi jeg nu har passeret de 50 år og ikke længere kan få børn.
Der er en styrke for mig at se i at forlige sig med det, at jeg er pebermø. Alle er ensomme på forskellige måder, men når man er pebermø, bliver man mere bevidst om sin ensomhed, og det tror jeg er godt.”
Men hvorfor skal noget så privat i det hele taget blive politisk?
”Det personlige er jo også politisk. I forlængelse af det, jeg sagde før, tror jeg, at pebermøen i disse MeToo-tider kan være vigtig, fordi hun kan pege ting ud. Vi skal snakke om det internaliserede patriarkat, at normen institutionaliserer og begrænser. Det kan pebermøen synliggøre.”
Du siger, at det bliver lettere at være pebermø med alderen. Hvorfor?
”Man vokser jo sammen med det. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og problematiserer det for mig selv hele tiden, men ved alting findes der gevinster. Som jeg skriver i bogen, har pebermøen reddet mig fra at få et konventionelt liv.
Måske havde jeg haft et anderledes, mere almindeligt liv, hvis jeg havde fået alle ønsker opfyldt. Der var nogen, der sagde til mig, at det handler om, at livet kan være o.k., selvom det ikke blev o.k., og det synes jeg er en fin beskrivelse. Der findes ting, man ikke kan flygte fra, og jeg tror, det er en styrke at kunne se og leve med, at tingene er, som de er.”
Holder man op med at håbe?
”For mig bliver det mindre og mindre vigtigt, og jeg tænker ikke så meget på det. Det er klart, at hvis jeg ender med at leve hele livet som pebermø, er der en anden erfaring, jeg ikke får, og det kan være ærgerligt. Men det er ikke så vigtigt længere. Følelsen af meningsfuldhed ligger et andet sted for mig end i tosomheden.
Når man passerer de 50 år, er der flere og flere i ens omkreds, der lever som jeg, for mange bliver skilt, og børnene flytter hjemmefra. Så jeg er ikke så socialt udenfor, som jeg var, da jeg var yngre. Jeg har jo været pebermø ganske længe, og alt bliver bedre med tiden. Det er helt fint.”
Tror du, det kommer til at blive mere accepteret at være pebermø?
”Det håber jeg. Jeg tror, at det tager lang tid, for tosomhedsnormen er ekstremt stærk. Men jeg kan se en ny generation spire frem, som virker mere interesseret i at udfordre normen, og det er godt. Men det er svært, for det er så indgroet en norm.”