Mine to granmostre, som i Klitmøller ernærede sig ved at agne kroge, supplerede deres indtægter med en halv snes får og en flok høns. En dag råbte min ene moster til den anden: ”Severine, vi skal i en fart ha’ vores vasketøj og høns og får ind. Sigøjnerne er kommet!”. Dengang var sigøjnere nemlig betegnelsen for de romaer, som aktuelt bliver beskrevet i DR-dokumentarserien ”Romaerne kommer”.
Indlemmelsen af de tidligere østeuropæiske lande i EU har nemlig betydet, at man i dag ser mange flere romaer i gadebilledet. Også i Danmark, især i København og Aarhus. Men de opholder sig også i mindre byer.
Den nyeste forskning tyder på, at der er tale om et nomadefolk, der stammer fra egne af Indien, hvor de menes at være flygtet fra til det byzantinske rige, som kollapsede omkring 1400-tallet. Herefter rejste de videre til Europa. De rejser stadig fra sted til sted, og efter Anden Verdenskrig deporterede myndighederne dem – som regel til nabolandene på Balkan. Det afstedkom ofte stridigheder de europæiske lande imellem. Ingen ville modtage romafolket.
Vendte de alligevel tilbage til deres hjemland, skete det ofte, at man klippede dem skaldede eller torturerede dem. I mange tilfælde blev de henrettet.
I slutningen af Anden Verdenskrig beordrede Adolf Hitler i forbindelse med sit racehygiejneprogram romaerne udryddet. Det antages, at mellem 200.000 og 1.500.000 romaer blev henrettet. Tallene er af gode grunde usikre, da mange romaer ikke var registrerede nogen steder, men under alle omstændigheder anses henrettelserne af historikere for at være en af historiens største massedrab. I en tid, hvor romaerne igen er blevet en del af gadebilledet og samfundsdebatten, bør vi ikke glemme denne historie.
De norske kriminologer og samfundskritikere Ketil Bruhn og Nils Christie lancerede i 1985 begreberne den indre og den ydre fjende.
Det var i forbindelse med deres analyse af befolkningers og i særdeleshed politikeres holdninger til kriminalitet og narkomani, at de pegede på den indre fjendes positive funktion som styrkelse af sammenhængskraften og sammenholdsfølelsen.
Mennesket har brug for hjælp af en indre fjende for at kunne føle sig god og normal og på den rigtige side af loven. Romaerne er blevet denne indre fjende.
Mange romaere sover i udstrakt grad på gaden, under broer og i garager – af angst for at blive pågrebet. Det har medført, at kun få af børnene går i skole, og at de voksne ikke har arbejde. De tjener til dagen og vejen ved for eksempel at sælge Hus Forbi og tigge. Nogle ernærer sig ved lidt plattenslageri.
Retorikken i debatten og omtalen er stærkt bekymrende. Det er næsten kun negative og fordømmende kommentarer, man hører: ”Det er også alle de romaer, der stjæler og tigger og ikke gider arbejde”. ”Det burde forbydes, at de samler flasker”, og ”de sover på gaden med deres små børn”.
Romaerne er langsomt ved at blive syndebukke. I min optik påtager politikerne og medierne sig ikke i særlig grad ansvaret for den kritiske udvikling på det seneste. Og kirkens folk sidder tilsyneladende på hænderne.
Den nye lov, der giver politiet bemyndigelse til uden videre at smide tiggere i fængsel i to uger, begrundes med, at tiggeriet er ”utryghedsskabende”. Som De Radikales politiske ordfører Sofie Carsten Nielsen har udtalt, er det svært at forstå, at en 63 år gammel kvinde, der rækker hånden ud, kan være til fare for nationens sikkerhed. Hun bliver nu udvist af Danmark i seks år. Vi lader billedet stå.
Er der mon evidens for, at den almindelige dansker er utryg i denne her kontekst? I så fald kunne man ønske sig at se dokumentation for det. Loven rammer i høj grad hjemløse – heriblandt romaerne, som bliver diskrimineret på grund af deres race og minoritet.
For nylig sad min kone og jeg på fortovet uden for en café i Paris og drak en lækker kop café au lait og spiste et stykke chokoladekage. Få meter fra os ved rendestenen sad en romapige på 10-12 år med et lille bæger foran sig. Hendes sorte øjne var udslukte. Jeg rejste mig og gik hen og gav hende nogle mønter og tog intuitivt hendes hånd mellem mine hænder. Hun tog øjenkontakt, og det var, som solen steg op og oplyste hendes øjne. Hun kunne ikke skjule et lille smil. Det var, som om noget i mig smeltede.
Jeg har haft det sådan, at tiggere burde gøre sig fortjent til penge ved at gøre et eller andet. Synge, jonglere eller lignende eller som i Danmark at sælge Hus Forbi. Men hvorfra skulle en lille pige eller voksen mand få kræfter til at stille sig op og optræde.
Personligt er jeg ligeglad med, om en og anden ville kalde mig selvgod eller hævde, at jeg har et grænseløst forhold til begrebet næstekærlighed og solidaritet. Det har jeg faktisk. Jeg er dybt uenig, når præster i folkekirken mener, at kærlighedsbuddet kun omfatter de allernærmeste familiemedlemmer og venner.
På Louisiana udstiller for tiden kunstneren Tal R. I et af hans billeder kan man læse teksten: ”Den fremmede åbner vores kultur. Han besudler den ikke”. Dette statement opfatter jeg som en opfordring til at påskønne de fremmede, som ikke kun er et problem, men også beriger vores liv ved at sætte vore egne vestlige kulturværdier i relief. På godt og på ondt.
Danmark er jo som bekendt et af Europas rigeste folkeslag, og som sådan har vi en etisk begrundet pligt til at vise vores overskud ved at være langt mere imødekommende over for et af EU’s allerfattigste folkeslag, som lever i ekstrem fattigdom.
Romaerne er i et hastigt tempo ved at blive vores nye indre fjende, som kan flytte fokus fra langt alvorligere og grundlæggende problemer i landet.
Det ville klæde politikere i Folketinget og i Europa-Parlamentet at lægge et langt større pres på vore østlige venner i EU og kræve, at de stopper hetz og forfølgelse af de omkring 12 millioner romaere, der formentlig opholder sig Europa.
Jan Morell er kunstner og forfatter.