Siden 1960’erne har det for mange været drømmen, at folk fra alle afkroge af verden skulle kunne leve i fredelig sameksistens med forskellene som en definerende fælles styrke for det svenske samfund. Og den fælles tro på mangfoldighed skulle overvinde eventuelle konflikter og gøre brudfladerne mellem de sammensmeltede kulturer mindre, men sådan er det langtfra gået. For i stedet for multikultur, hvor kulturer fredeligt lever side om side, er Sverige blevet et samfund, hvor kulturerne og religionerne er kollideret.
Det mener den svenske forfatter Eli Göndör, der er doktor i religionsvidenskab og senior fellow ved den liberale tænketank Timbro. Han er aktuel med debatbogen ”Religionskollision: Majoritet, minoritet og tolerancens grænser”, der beskriver mødet mellem Europas sekulære kristne befolkninger og arabiske sunni-muslimer fra Mellemøsten.
”Multikulturalismen har slået fejl, for der er ingen ordning mellem kulturerne, men en kamp mellem to majoritetskulturer om, hvem der skal tilpasse sig,” siger Eli Göndör.
I løbet af 1970’erne var den socialdemokratiske statsminister Olof Palme frontfigur i bevægelsen for mangfoldighed og multikultur. Indvandringen blev i vid udstrækning set som en positiv gevinst, og man håbede på, at Sverige kunne blive et eksempel til efterfølgelse i andre vesteuropæiske lande. Men i takt med, at indvandrerstrømmen ændrede sammensætning, og antallet steg, begyndte problemerne at vise sig, mener den 59-årige religionsforsker Eli Göndör. Særligt fra slutningen af 1980’erne til 1994 og igen fra 1996 har antallet af indvandrere været opadgående med 163.000 i 2016 som rekord.
”I de første årtier var det mest arbejdskraftindvandring, og det var ikke noget problem, fordi det var minoritetskulturer, der kom. Men Sverige blev det land, der målt i forhold til sin størrelse, tog imod flest, og de kom fra sunni-muslimske lande, hvilket ændrede billedet. Man fik en stor befolkningsgruppe, der aldrig har været vant til at tilpasse sig, men som har levet som dominerende majoritet, og det har skabt store udfordringer, fordi det svenske samfund ikke stiller krav om tilpasning. Man opfordrer ligefrem indvandrerne til ikke at tilpasse sig,” siger han.
Samtidig med, at sunni-muslimerne fra Mellemøsten ikke har tradition for at leve som minoritet, har det svenske samfund altså ifølge forfatteren medvirket til at skabe problemerne, fordi man aldrig har stillet krav til, at de skulle lære sig sprog eller kultur. I stedet har man støttet religiøse foreninger økonomisk, og idéen om multikultur har betydet, at det har været de oprindelige svenskere, der har skullet tilpasse sig.
”For svenskere i femte generation har mantraet været, at man skulle udvise tolerance og åbenhed, mens markering af, hvad der er svenske værdier og kultur, har været set som undergravende for det multikulturelle projekt, og det har givet bagslag for integrationen,” siger han.
Problemet er ifølge Eli Göndör ikke, at den indvandrede gruppe er muslimer, men at det er en majoritetskultur, eftersom sunni-muslimerne i vid udstrækning kommer fra Mellemøsten. Minoritetskulturer som kurdere, kristne og shia-muslimer har ifølge ham langt lettere ved at finde en plads i samfundet, fordi det ligger i deres tradition, at de ikke ønsker at manifestere sig, men vil leve fredeligt eller ”under radaren”.
”Kurdere udfordrer ikke den svenske majoritetsbefolkning, selvom de heller ikke assimilerer sig, men de lever i fred og ro med egne normer. Majoritetskulturer ved derimod ikke, hvordan man lever som minoritet. Kommer der en lille gruppe, er det ikke noget problem, men kommer der så mange, som der er kommet til Sverige og andre steder i Europa, så ser vi sammenstødet,” fortæller han.
Et andet eksempel er, at kvinder fra sunni-muslimske lande klarer sig langt bedre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, end mændene gør, fordi deres rolle er at skulle tilpasse sig. Mændene er omvendt vant til, at deres tankesæt og kultur definerer samfundet. Når de ikke bliver udfordret, vil de fortsætte som altid og opføre sig som majoritetskultur, mener Eli Göndör.
Årsagen til, at bogen bærer titlen ”Religionskollision”, er, at svenskerne i religionsforskerens øjne i stigende grad søger tilbage til den kristne tradition som definerende for landet som konsekvens af udviklingen, og det har så skabt en religions- og kulturkollision, hvor to tankesæt udfordrer rollen som definerende. Forklaringen findes ifølge forfatteren i integrationspolitikken.
”Konsekvenserne af indvandring bliver det, man gør det til. Og det svenske samfund er meget dårligt til at fortælle mennesker, hvad det er for et land, de er kommet til. Der er ingen medborgerskabskrav, og så har vi en politik, der økonomisk og socialt finansierer og opfordrer til, at man opretholder sin kultur og ikke tilpasser sig. Det er svært at sige præcist, om det er det, der leder hele vejen til radikalisering, men der er ingen tvivl om, at man har skabt store skillelinjer mellem mennesker, og at Sverige har en stor gruppe, der ikke føler sig hjemme nogen steder,” siger han.
Selvom der de seneste år er sket store skred i den svenske debat om indvandring, lever tanken fra 1960’erne og idealet om mangfoldighed stadig videre, til trods for, at problemerne bliver mere og mere synlige, mener Eli Göndör.
”Her er det væsentligt at huske, at den svenske kultur i moderne tid ikke er blevet udfordret, som den danske eksempelvis blev det under Anden Verdenskrig, så vi har ikke den samme erfaring og historik. Man er begyndt at diskutere svenske værdier og normer, men multikulturen ligger stadig så dybt i selvopfattelsen og billedet af nationen, at man ikke kan acceptere, at den har slået fejl,” siger han.
Så hvis der er et problem med integrationen, mener mange, at det skyldes, at de oprindelige svenskere ikke har tilpasset sig de nytilkomne nok, fortæller han.
”Det bliver på den måde selvforstærkende, fordi nogle mener, at den oprindelige befolkning skal tilpasse sig endnu mere. Der er ingen tvivl om, at viljen bag er god, fordi man oprigtigt har et ønske om at forbedre integrationen, men det skaber problemer. Både for det oprindelige samfund og for indvandrerne, der får svært ved at blive integreret, hvis de hele tiden får at vide, at de ikke skal,” siger Eli Göndör.