Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Forfatter: Tid til opgør med mediernes myter om islam

At islam har noget at gøre med terror, kan vel næppe diskuteres. Men spørgsmålet er hvad? For eksempel kan man ikke sige, at fordi islam vitterligt bruges til at legitimere terror, så er islam årsag til terror, skriver Preben Brock Jacobsen. Foto: Leif Tuxen

Islam har mange ansigter, og mange ’sandheder’ findes i islam, men ingen er islams ’sande’ ansigt. For det findes ikke, skriver forfatter Preben Brock Jacobsen.

ISLAM ER en forbenet lovreligion, sharia et stivnet retssystem, troen en lammer af fornuft og fremskridt, muslimen en potentiel terrorist. Der er mange sådanne ”sandheder” om islam, men de holder ikke. De er myter.

Islam har mange ansigter, og mange ”sandheder” findes i islam, men ingen er islams ”sande” ansigt. For det findes ikke. Det skulle man imidlertid tro ud fra tre års udgaver af fire store aviser, jeg har undersøgt i min bog ”Islam i medierne”, som udkommer i denne måned, og hvorfra dokumentation for det følgende kan hentes.

DEN FØRSTE MYTE: Islam er formørket, middelalderlig og stivnet. Det er en religion for folk med hang til færdige facitlister, til at slippe for ansvaret for at tænke selv og bruge deres fornuft og være kritiske. Islam vil, at man skal følge regler, imitere (ikke kun efterfølge) Muhammed som forbillede og parkere al afgørelse hos imamen eller i et forstokket shariaråd.

Men det er ikke islam, som er sådan; det er bestemte varianter af islam, specielt salafismen. Det er let nok at finde muslimer i nutiden, der tænker moderne. Som for eksempel den fransk-iranske filosof Daryush Shayegan, som ganske vist ”elsker de afrundede og klare idéer, som tydeligt forklarer mig, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg skal hen … Men samtidig udæskes denne efterstræbte vished af en anden vished, nemlig visheden om, at milliarder af mennesker har andre visheder, og alt er op til den enkelte”. Modernitetens tanke om, at den enkelte er overladt til at tænke selv, ses altså tydeligt. Og den moderne tanke findes helt ind i nutidens iranske shiitiske præsteskab.

En mullah sagde til mig i en samtale i Emammoskéen i Shiraz i Iran: ”Der er et absolut fundament i islam. Det er Koranen og hadith (beretningerne om Muhammeds liv, red.). Hvad der står i Koranen, og hvad der bliver fortalt om vores profet, må vi ikke lave om på, og det skal vi i et og alt rette os efter. Men det er med vores fornuft, (sagde han og pegede på sin pande,) at vi skal tænke, hvad det betyder.

Og det, vi selv tænker, kan vi aldrig kalde for ufejlbarligt. Det står hele tiden til debat og kan forandres. (Også ayatollahens fatwaer?) Ja, også ayatollahens fatwaer. (Også den, der indebar en dødsdom over Salman Rushdie?) Ja, også den fatwa.” Og jeg kunne have spurgt til sharia og måske fået at vide, at også sharia skal fortolkes. Men sådan er det ikke i myten om sharia.

DEN ANDEN MYTE: Sharia er ét fuldt færdigt, nedskrevet, guddommeligt lovkompleks, sharialoven, lige til at implementere i en stats lovgivning.

Men heller ikke ”sharia”, altså Guds vilje, har én bestemt betydning. Når det drejer sig om sharia, skal man altid spørge: Hvilken sharia? Sharia er til enhver tid en fortolkning af Koranen og hadith og findes ikke omtalt i Koranen, men opstod langt senere end Koranen som en refleksion over Koranen og profetens sædvane (sunna). Man kan sige, at for muslimen findes sharia ganske vist i fuldkommenhed i Guds ”tanke”. Der er imidlertid uenighed mellem de forskellige retninger af islam, om man kan gengive denne fuldkomne guddommelige sharia, eller om den kun er tilgængelig i form af en menneskelig rekonstruktion.

I sunni-islam er der fire retsskoler, som er internt uenige om shariaens indhold, og de er samtidig enige om at være uenige. Det vil sige, at der er en gensidig anerkendelse af, at man vitterlig ikke kan vide det. Og i nutiden fortolker mange muslimer selv kilderne, hvilket gør det yderst vanskeligt at identificere én sharia.

DEN TREDJE MYTE indeholder formuleringer om ”islams kvindesyn” som præget af undertrykkelse: æresdrab, tvangsægteskaber, fætter og kusine-ægteskaber, hustruvold, omskæring af små piger, overdreven tildækning af muslimske kvinder og så videre.

Det findes alt sammen i islam, men igen: Det er meningsløst at tale om ét specifikt syn. For islam er så meget. Og lige så vel, som man kan finde eksempler på kvindeundertrykkelse i islam, kan man finde eksempler på kvindefrigørelse i islam. For eksempel når kvinder og mænd under pilgrimsrejsen går sammen rundt om kabaen.

Det udlægger den første kvindelige imam i Danmark, Sherin Khankan, som ”det ultimative symbol på lighed, hvor alle skel – kønslige, økonomiske og racemæssige – ophæves”. ”Hvorfor ikke implementere det i hverdagen?”, spørger hun.

DEN FJERDE MYTE fremstiller islam som ”lovreligion” uden sans for kærlighed: Gud er ”ubarmhjertig, umenneskelig og kærlighedsløs”.

Det umenneskelige ligger i, at Gud i sin retfærdighed nidkært vogter over hver eneste fejl, noterer den i sin bog og ved dommedag dømmer mennesket efter fortjeneste. Det enkelte menneske må derfor leve sit liv i frygt for straffen. Deraf trangen til at opsøge og følge faste regler for dog at minimere risikoen for straf. Islams gudsbillede begrænses til nærmest kun at indeholde denne ene retfærdigt-dømmende side, og det udelukkes, at der skulle være en anden side, nemlig en nådig Gud.

Men også fraværet af Guds kærlighed og barmhjertighed, der reducerer islam til ”sværdets religion” (til forskel fra kristendom som ”fredens religion”), overser islams diversitet. Som illustration kan for eksempel nævnes udsmykningen i mausoleum-moskéen i Shiraz i Iran. Moskéens indre er på alle vægge og kupler smykket med mosaikker af knust glas. Det er ikke muligt at spejle sig selv noget sted i glasset. Og det er netop meningen. Det knuste glas skal minde de troende om, at de skal opgive selvspejlingen. De skal lade selvet gå i opløsning for på den måde at komme ud over sig selv og forenes med Gud og medmennesket i den kærlighed, der ikke vil opnå noget, heller ikke opnå fortjeneste hos Gud. Og man må vel heller ikke glemme, at alle suraer i Koranen indledes med ”I den nådige og barmhjertige Guds navn”.

Begrebet ”lovreligion” bruges i betydningen, at Gud har opstillet en ”lov” i form af pligter, som den troende skal opfylde for at gøre sig fortjent til frelse. Og begrebet bruges i betydning islam som politisk ideologi, altså islamisme, der indeholder en færdig lovgivning (sharia), som kan og skal overføres til samfundsbrug. Endelig som en religion, der indeholder en færdig moral (sharia) med afsæt i islams tekster (Koranen og hadith). Tolkning af islam som lovreligion findes i islam i alle tre betydninger. Men der er også modsigelser af alle tre tolkninger i islam, som vi har set.

DEN FEMTE MYTE er den hårdnakkede om, at ”islam er årsag til terror”.

At islam har noget at gøre med terror, kan vel næppe diskuteres. Men spørgsmålet er hvad? For eksempel kan man ikke sige, at fordi islam vitterligt bruges til at legitimere terror, så er islam årsag til terror. En af teorierne om den islamiske terror er, at det er alle mulige andre radikale følelser end religiøse, der driver det unge menneske ud i terror, og religionen kommer først ind bagefter for at give disse følelser legitimitet som Guds vilje.

Mange terrorister er først sent kommet ind i det religiøse miljø. Inden har de muligvis opsøgt kriminelle grupper for der at finde en mening i et liv, de ellers ikke kan finde mening i. Islam er så meget forskelligt. Og det er derfor betænkeligt at ophøje noget af det til islams sande væsen. Man må altid spørge om hvilken islam. Et godt udgangspunkt kan være at sige til sig selv, at islam findes ikke. Der findes kun varianter af islam.

Preben Brock Jacobsen er cand.mag., pensioneret gymnasielærer, forfatter og foredragsholder.