En journalistisk læresætning lyder, at vi medier ikke skriver om de flyvemaskiner, der lander og letter som planlagt. Vi skriver om dem, der styrter ned, for det burde de ikke gøre. Ifølge forfatteren til den nye bog ”Integration – her går det godt”, Hjarn von Zernichow Borberg, er netop denne doktrin medvirkende til, at langt de fleste danskere har en helt forkert opfattelse af det liv, mellemøstlige indvandrere og efterkommere lever her i landet.
Debatten om integrationen har ligefrem ”slået fejl”, hævder han i bogen, der lover at ”aflive myterne om mislykket integration i Danmark ved hjælp af nøgletal og omfattende statistisk materiale.” Hvorfor er vores opfattelse af integrationen helt gal?
”Debatten er i alt for høj grad præget af cherry picking (selektiv udvælgelse, red.), hvor folk hiver fat i statistikker, der bekræfter deres fordomme. Det gælder både i medierne og på de sociale medier. Tallene er sjældent forkerte, men rigtig ofte er de ikke retvisende. Mit mål er bidrage med proportionerne og fortælle, at det ofte er få mennesker, det handler om, når vi diskuterer dårlig integration,” siger Hjarn von Zernichow Borberg.
I bogen forsøger han ved hjælp af data fra primært Danmarks Statistik at vise, at integrationen går godt. Cirka 62 procent af de 20-24-årige efterkommere har en ungdomsuddannelse. 97 procent har ikke været i fængsel. Flere og flere føler sig danske, beskæftigelsen er opadgående – og man kunne blive ved.
”Vi kan altid pege nogle dårlige imamer eller indvandrerbander ud, som vi alle ønsker derhen, hvor peberet gror. Men det er bare så unfair at påstå, at de eksempler er repræsentative.”
Det er her, at Kristeligt Dagblads interviewer minder Hjarn von Zernichow Borberg om den førnævnte journalistiske læresætning. For ja, de fleste indvandrere og efterkommere fra muslimske lande har ikke været i fængsel, og ja, flertallet er i arbejde. Men vejet op mod gruppen af etniske danskere er nydanskerne ofte stærkt overrepræsenterede. Han konstaterer eksempelvis selv, at op mod 8 ud af 10 midaldrende kvinder fra lande som Libanon, Afghanistan og Somalia er på offentlig forsørgelse. Er det ikke ok at sætte fokus på sådanne tal?
”Det er fair nok at gøre. Men når vi taler om alt det negative, har det en betydning. For nylig viste en skræmmende undersøgelse, at 17 procent vil sende vores muslimske medborgere ud af landet. Tidligere har en undersøgelse vist, at 60 procent er bekymrede for integrationen. Der er ikke nogen grund til bekymring.”
Måske er grunden til, at integrationen går bedre, at vi i Danmark faktisk taler om problemerne, så de kan løses?
”Måske. Jeg efterlyser ikke en politisk korrekthed som i Sverige, hvor de lægger totalt låg på det hele. Men vi skylder de mange indvandrere og efterkommere at anerkende dem for, at integrationen går godt,” siger Hjarn von Zernichow Borberg.
Vi snakker videre om hans udsagn om, at ”det går godt”, og at der ”ikke er nogen grund til bekymring”. Har han ret?
Hjarn von Zernichow Borberg har to måder, han forsøger at aflive myter på. Han konkluderer for det første, at integrationen går fremad. Altså, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere godt nok ikke er på et niveau svarende til det øvrige danske befolkning, men på vej derhen. For det andet påpeger han, at gammeldanskere uanset hvordan vi vender og drejer det, stadig udgør langt hovedparten af eksempelvis kontanthjælpsmodtagere eller kriminelle.
Et eksempel: Omkring tre procent af nydanskerne med ophav i traditionelt muslimske lande (kategori som Zernichow Borberg etablerer i bogen) har i de seneste 10 år været i fængsel. Det samme gælder 0,8 procent af gammeldanskerne. Men omregnet til personer har 35.200 gammeldanskere været frihedsberøvet, mens det kun er 6.400 nydanske fra muslimske lande. Se ind ad, gammeldansker, lader logikken til at være. Men er det i virkeligheden udenomssnak og blot en anden form for cherry picking, spørger jeg.
”Jeg har intet problem med at erkende, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikker. Det skriver jeg også i bogen. Men uanset, hvordan du vender og drejer det, er det ganske få, der er kriminelle.”
Men faktisk skriver du også i bogen, at antallet af kriminelle indvandrere og efterkommere er stigende?
”Ja, det gør jeg. Men det er kun fordi, at gruppen af indvandrere og ikke-vestlige efterkommere vokser. Det betyder, at antallet af kriminelle stiger. Det vigtige er at kigge på andelen – altså hvor mange procent, der er kriminelle – og den falder,” siger han.
Foruden hårde tal om øget beskæftigelse og et stigende uddannelsesniveau griber Hjarn von Zernichow Borberg også fat i det bløde: værdierne. De færreste vil jo hævde, at det at arbejde alene gør dig velintegreret. Man skal også føle sig dansk. Det gjorde 83 procent af efterkommerne i 2016, påpeger forfatteren i sin bog på baggrund af Udlændinge- og Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse (tallet var faldet til 79 procent året efter). Den nyeste medborgerskabsundersøgelse viser også, at flere ikke-vestlige indvandrere mener, at piger kun bør gifte sig med en mand, som familien accepterer. Og at mere end hver tredje indvandrer mener, at manden er familiens naturlige overhoved.
”Jeg kender statistikken. Den viser, at cirka en halv million i Danmark mener, at manden er familiens naturlige overhoved. 8 ud af 10 af dem er etniske danskere. Hvis og når nydanskerne kommer på niveau med danskerne, er der stadig cirka 450.000 personer, der mener, at manden er familiens overhoved. Man bør også tale om det.”
Kan man være dansk, uanset hvilket værdisæt, man har?
”Ja. Vi har grupperinger som Jehovas Vidner, hvor folk ikke vil give deres livstruede børn blod, og som ikke stemmer til folketingsvalg. Men dem kalder vi jo også danskere, for det er de.”
Hvis ikke kultur og forskellige værdisæt gør ham bekymret, kan økonomi måske gøre det. Hjarn von Zernichow Borberg er trods alt økonomiuddannet. Han afviser dog, at de 33 milliarder kroner, som ikke-vestlig indvandring hvert år koster statskassen ifølge Finansministeriet, truer velfærdsstaten økonomisk.
”Tallet lyder måske voldsomt, men bruttonationalproduktet er på cirka 2.000 milliarder kroner, og vi bruger over 1.100 milliarder kroner om året på offentlige udgifter. Økonomisk er velfærdssamfundet ikke ved at blive lagt ned af indvandring.”
Faktisk mener han ikke, at de 33 milliarder kroner altid giver mening at regne som en decideret udgift, hvilket et kapitel i bogen også påpeger. Størstedelen af de ikke-vestlige efterkommere er nemlig under 25 år og går i børnehave, skole, gymnasiet eller på en videregående uddannelse. De spytter selvsagt ikke skattekroner i statskassen, før de er arbejdsdygtige. Indtil da er de en investering.
”Regnestykket ville på papiret se langt bedre ud, hvis alle efterkommerne droppede ud af studierne i morgen. Men det vil vi ikke have, vel? Vi taler om dem som en udgift, men vi bør se dem som en generation, der føler sig som danskere, som uddanner sig big time og er formet af danske vuggestuer, folkeskoler og værdier.”