Prøv avisen
Debatinterview

Forfatter: Venstrefløjen opfører sig mere og mere sekterisk

Jorden står både midt i en klimakrise og debatklimakrise, mener forfatteren Theis Ørntoft, hvis debutroman ”Solar” udkommer i dag. – Foto: Leif Tuxen

Det er helt elementært en fascistoid tendens alene at gøre ondskaben til noget uden for en selv. I bedste fald er det naivt, mener den prisvindende digter Theis Ørntoft, der i dag debuterer som romanforfatter med undergangsfortællingen ”Solar”

”MENINGEN MED LIVET er hver dag at afstå fra at brænde verden ned,” siger en af hovedpersonerne i Theis Ørntoft debutroman ”Solar”.

Titlen kom sent til Theis Ørntoft, men pludselig begyndte ordet ”orange” at dukke op overalt, og så kom hans debutroman altså til at hedde ”Solar”. Omslaget lyser også orange som en solopgang. Men i ”Solar” er Solen mere en dræbermaskine end et genopstandelsessymbol, for uden at afsløre for meget ender handlingen med at brænde op i Solen, som han siger.

For romanen kan også læses som en undergangsfortælling i en tid, hvor planeten pludselig udsteder store regninger for menneskets grådighed i form af klimakatastrofer, der rammer både retfærdige og uretfærdige. Og sådan er romanen i hvert fald skrevet på en angst, der er større end ”Solen er så rød, mor”. For ligesom hovedpersonen også hedder Theis i bogen, har Theis Ørntoft også skrevet på sit eget komplicerede følelsesliv:

”Jeg har lidt af angst, siden jeg var 10 år, hvor tanken om min egen død og den uendelighed, der ville følge efter, begyndte at eksplodere i hovedet på mig. Jeg levede sådan set i en ydre idyl i en landsby med tryg skolegang og to gode forældre. Men inde i mig arbejdede mørket. Jeg tror, at jeg er sat sammen af noget meget opbyggeligt og noget meget destruktivt, og de kræfter er begge meget aktive i mig. De hiver og flår i mig. Det skaber en rastløs energi, som jeg er nødt til at bruge til noget, ellers vender den sig mod mig. Men nu har jeg tæmmet den uro ved at dyrke fitness og at skrive, men jeg må hele tiden gøre noget med min uro for at føre rastløsheden væk for mig selv,” siger Theis Ørntoft, der alligevel beskriver sin roman som en rumrejse ind i sit eget mørke sind:

”Jeg læste på et tidspunkt om det private rumprojektet Mars 1, der vil flyve folk til Mars uden at få dem tilbage igen. Og jeg kan huske, jeg tænkte, at det ville en offentlig institution som Nasa aldrig kunne gøre, for der er noget i det her med, at heltene ikke vender hjem til Jorden, der bryder med en meget grundlæggende menneskelig forståelse af livet. Vi er jo vant til det jungianske eventyr, hvor helten begynder hjemme i en idyl og bliver ført ud i mørket og eventyret, inden han finder hjem med fornyet dybde. Men jeg vil ville hellere føre handlingen mod destruktionen end tilbage til idyllen, måske for at prøve at undersøge en anden model for det menneskelige eventyr. Den følelse af, at ting går i stykker, ligger meget stærkt i mig,” siger Theis Ørntoft og tilføjer:

”Jeg er på mange måder ret selvdestruktiv. Så snart noget i mit liv fungerer, får jeg en trang til at begynde at destabilisere det. Og jeg har også en primitiv trang til at ville afdække andre menneskers illusion af idyl, selvom der selvfølgelig ligger noget opbyggeligt i at prøve at opretholde en orden i en verden, der hele tiden går i stykker. Men vi består jo alle sammen af en mærkelig blanding af lys og mørke. Og jeg har også mørket i mig. Det tror jeg er vigtigt at erkende. For det bliver først rigtig farligt, hvis man ikke vil anerkende mørket i sig selv. Og det er måske det, som er ved at blive venstrefløjens problem,” siger Theis Ørntoft, som værdimæssigt identificerer sig med mange af venstrefløjens værdier, men ikke med dens dæmonisering af folk med andre holdninger:

”Jeg oplever meget af det, der sker på den politiske venstrefløj, som jeg ellers tror, at jeg har tilhørt, som mere og mere sekterisk. Helt grundlæggende er ondskaben noget, man projicerer over på højrefløjen. Det er Donald Trump og den nye højrefløj, som er onde, men man ser ikke skyggen i sig selv. Og det er jo helt elementært en fascistoid tendens at eksternalisere ondskaben. Det er i bedste fald naivt.”

Men mens venstrefløjen har stemplet højrefløjen som racister, har højrefløjen jo stemplet venstrefløjen som naivister

”Ja, de sociale medier er frygtlige på den måde. Jeg bliver mere og mere kulturkonservativ, når det kommer til de sociale medier. For jeg har en klar fornemmelse af, at de spreder gift mellem mennesker. Computersprog er jo 1’ere og 0’ere, og det er, som om der også kun er to positioner i den polariserede debat på de sociale medier. På nettet har holdningerne intet ansigt og ingen krop. Sådan bliver sproget faktisk uorganisk på de sociale medier, fordi man enten er der eller her.”

Kunstens rolle kan dog være at nuancere det menneskelige mørke, mener han: ”Hvis politikerne er samfundets overjeg, så er kunsten måske samfundets underbevidsthed. Og måske er det slet ikke kunstens opgave at være politisk, for den har travlt med at give form og udtryk til det kollektive mørke. Og hvis man forestiller sig et samfund uden kunst, så bliver det samfund ret hurtigt sygt. For hvis man ikke giver et rum til at udforske mørket, uden at det går ud over nogen, så går det galt. Det rum må ikke lukkes. Men det er det, som politisk korrekthed risikerer at gøre.”

Ved at ville begrænse ytringsfriheden?

”Det er, som om ytringsfriheden er blevet noget højrefløjsagtigt. Man er efterhånden nærmest pr. definition lidt højreorienteret, hvis man taler godt om ytringsfriheden. Og jeg kan godt forstå, at ytringsfriheden er kommet i miskredit, hvis man ser den som noget, der bare tjener individets ret til uhæmmet frihed. Den variation har jeg det selv meget anstrengt med. Men hvis ikke man kan sige, hvad man tænker på, blandt andet via kunsten, så kommer der på et tidspunkt krig. Selv PH ville ikke forbyde nazismen, og det var af samme grund. For hvis man forsøger at forbyde en ond kraft i verden, så finder den bare andre mystiske tunnelveje ind til virkeligheden.”

SELVOM THEIS ØRNTOFT mener, at vi både lever midt i en klimakrise og en debatklimakrise, ser han alligevel et håb for fremtiden:

”Jeg vil mene, at vi som art har begået en slags hybris på planetarisk plan. Vi kan ikke blive ved med bruge klodens ressourcer uden at tro, at det koster noget. Det er vi ved at indse, og man kan håbe på, at vi som art er ved at glide fra et uansvarligt teenagestadie til et mere ansvarligt voksenstadie. For de fleste er ved at indse, at vi er på vej til at save den gren over, som vi sidder på. Selv McDonald’s begynder at lave grønne logoer, fordi de godt har luret tidsånden. Og det kan da godt give en sortseer som mig lidt håb.”

Helt grundlæggende er ondskaben noget, man projicerer over på højrefløjen. Det er Donald Trump og den nye højrefløj, som er onde, men man ser ikke skyggen i sig selv. Og det er jo helt elementært en fascistoid tendens at eksternalisere ondskaben

Theis Ørntoft, forfatter