FedFront vil afstigmatisere overvægt. Feminister vil gøre op med den ”mandlige” måde at se verden på, mens LGBTQ-miljøet kæmper for rettigheder til seksuelle minoriteter.
Identitetspolitik er er samlebetegnelsen for den politiske strømning, som i disse år på talrige fronter er gået til kamp for sociale gruppers særinteresser. På universiteterne, hvor identitetstænkningen står stærkt, skrives den ene afhandling efter den anden om, hvordan køn og rationalitet er kulturelt, socialt og ”racemæssigt” betinget, hvordan vi i Vesten historisk har været præget af en ”eurocentrisk” at se verden på.
Identitetspolitikken kværner ufortrødent, og det kan få farlige konsekvenser, mener forfatter og debattør Jens-Martin Eriksen. Da han for nylig skulle aflevere en artikel til et amerikansk tidsskrift blev han spurgt, hvilken race, seksualitet og religion, han tilhørte.
Hvorfor er det for dig at se et problem at spørge om den slags?
Først og fremmest fordi det er udtryk for en vulgær venstrefløjskultur, der er indiskret, anmassende, uappetitlig og kort sagt mangler dekorum og almindelig respekt for helt fremmedes privatliv. For mig at se er den slags spørgsmål et udtryk for den identitetspolitiske kultur, der har præget venstrefløjen i de senere år. Traditionelt har venstrefløjen, som jeg selv har betragtet og betragter mig som en del af, været inspireret af oplysningsfilosofiens fremhævelse af individet og individuelle rettigheder. Tankefrihed, religionsfrihed og så videre er principper, der knytter sig til individet.
I de senere år er mange på venstrefløjen imidlertid begyndt at sætte gruppekultur og gruppeidentitet over universelle værdier, og det rummer en række farlige konsekvenser, som den identitetspolitiske del af venstrefløjen tilsyneladende ikke selv er klar over. De radikaliserer uafvidende sig selv.
Hvad er forklaringen på, at mennesker, der opfatter sig selv som progressive, er begyndt at sætte kollektivet og kulturen højere end individet og dets rettigheder?
Den identitetspolitiske venstrefløj er et uhyre paradoks. Venstrefløjen er født som et opgør med det, man kan kalde kulturalismen: forestillingen om, at kulturen kommer før individet, og at individer aldrig kan frigøre sig fra den kultur, de er født ind i. Men i de senere år, måske kan man tidsfæste det til perioden efter 1989, er venstrefløjen blevet reaktionær. Det ses blandt andet i den manglende kritik af de politiske sider af islams religiøse dogmer. Det er en klassisk venstrefløjsposition at kæmpe for individets rettigheder over for den religiøse kulturalisme.
Der er en kerne af politisk libralisme hos venstrefløjen, når det kommer til individets frihed fra kulturel og social tvang. Men på venstrefløjen er mange bange for at blive kaldt racist, og derfor er der to principper, der er begyndt at kollidere, siden muslimske kulturer er kommet til at spille en rolle: antiracismen og kritikken af det reaktionære. Men man bliver nødt til at håndtere dette dilemma seriøst og ikke bare underkaste sig et hvilket som helst undertrykkende dogme, fordi det kommer fra en fremmed kultur. Man må seriøst kritisere reaktionære dogmer i muslimske kulturer – religionstvang, censur og racisme mod andre kulturer. Her kan der ikke gælde nogen forbehold. Og det er naturligvis ikke racisme, ellers svigter man sine egne idealer. Og det har den identitetspolitiske venstrefløj gjort.
Nutidens identitetspolitik hævder at have sine rødder i 1960’ernes og 1970’ernes amerikanske borgerrettighedskampe, hvor man ønskede at bekæmpe diskrimination af eksempelvis sorte amerikanere. Man mente, at man stod stærkere som gruppe end som enkeltindivider. Mener du, at den identitetspolitiske kamp historisk ikke har nogen som helst berettigelse?
Jeg anerkender simpelthen ikke den historieskrivning. Der kan ikke være to meninger om, at folk ikke skal udsættes for for eksempel politivold, lige meget hvad. Men forskellen på den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og den nuværende identitetspolitiske venstrefløj er, at førstnævnte kæmpede for universelle værdier. Man kæmpede for ophævelsen af, at der knyttede sig forskellige privilegier til forskellige kulturer. Det betyder, at man i modsætning til den identitetspolitiske venstrefløj faktisk kæmpede for at hæve skellet mellem for eksempel ”hvid” og ”sort” kultur. I øjeblikket kæmper mange på venstrefløjen for forskellige gruppers kulturelle særinteresser, så det påståede slægtskab med den amerikanske borgerrettighedsbevægelse beror på en falsk selvopfattelse.
En af de forestillinger, som identitetspolitikken bygger på, er, at der findes erfaringer, som kun bestemte grupper, eksempelvis sorte eller homoseksuelle, har lov til at udtale sig om. Du er romanfatter. Hvad betyder den identitetspolitiske tænkemåde for opfattelsen af litteratur?
At der findes menneskelige erfaringer, som man kun må have lov at beskæftige sig kunstnerisk med, hvis man tilhører en eller anden gruppe, er det rene nonsens. Litteraturen har ikke til opgave at understøtte diverse idéer om, hvordan verden bør være indrettet. Det, der gør litteraturen interessant, er netop, at den finder sprækkerne i vores selvforståelse. Litteraturen skal kort sagt ikke være politikkens håndlanger.
En af mine yndlingsforfattere er Flannery O’Connor (1925-1964). Hun kom fra de amerikanske sydstater og var katolik. Hendes roman ”Wise Blood” handler om en mand, der i antireligiøsitetens navn grundlægger den såkaldte Holy Church of Christ Without Christ, som fejrer besynderlige lavkirkelige ceremonier. Flannery O’ Connor var hverken antireligiøs eller lavkirkelig. Ifølge det identitetspolitiske ræsonnement burde hun ikke skrive en sådan roman. Det er jo meningsløst, og folk, der siger sådan viser, at de intet – intet – ved om litteratur.
Hvis identitetstænkningen, sådan som du hævder i dit Facebook-opslag, tiltager i udbredelse og radikalitet, hvad er så konsekvensen i sidste ende?
Den identitetspolitiske venstrefløj sætter som sagt kultur over universelle værdier. Det har højrefløjen nu taget ved lære af, hvilket kommer til udtryk i den såkaldt Identitære Bevægelse. I virkeligheden ønsker de to fløje det samme: at mennesker skal leve inden for hver deres kultur, som ikke må blandes, og som udefrakommende ikke må kritisere. Begge fløje ønsker således, at vi skal leve i en slags åndelig apartheid, og det gør vi på en måde allerede.