Lars Olsen, for nylig kom det frem, at fagforeningen Ase nu tilbyder grupper af folk med længere uddannelser og lav risiko for ledighed en økonomisk fordelagtig lønsikring. Hvad er det udtryk for?
”Det er virkelig et skred i forhold til den model, vi kender. Det har jo længe været muligt for folk at tegne tillægsforsikringer ud over deres dagpenge. Men det her tiltag adskiller sig på to væsentlige områder: Dels kører det fuldstændig uden om det almindelige dagpengesystem og den solidaritet, der ligger i, at alle uanset indkomst og ledighedsrisiko bidrager. Dels slipper de for de krav, som stilles på jobcentrene – som ressourceforløb, aktivering, afklaring, og jeg skal komme efter dig – som er en kæmpe utryghedsskabende faktor for rigtig mange mennesker. Det er måske rart for dem, men gælder så kun for A-holdet.”
Er den danske flexicurity-model under opbrud?
”Den bredtfavnende tryghed har jo været en meget vigtig kvalitet ved den skandinaviske samfundsmodel. Hele idéen har jo været, at man forholdsvis nemt kan fyre danske lønmodtagere, fordi folk har nydt en social sikkerhed i at modtage dagpenge og efteruddannelse under jobsøgning, hvis de pludselig står uden job. Men der er kommet en bredt anlagt bekymring for, hvorvidt den her flexicurity-model kan holde på lang sigt. Det er en bekymring, der præger fagbevægelsen, arbejdsmarkedsforskere og dele af erhvervslivet, som mener, at hvis man svækker på security-delen af flexicurity, så risikerer man, at de stærke grupper på arbejdsmarkedet vil forlange en større tryghed i ansættelsen, og så vil arbejdsmarkedet blive mindre fleksibelt.”
Hvad sker der, når den tryghed ryger?
”Jamen, trygheden er helt grundlæggende for at have et godt liv. Hvert andet år siden 2004 har TrygFonden lavet en stor undersøgelse af danskernes tryghed. Da de startede, lå andelen af danskere, der følte sig utrygge i deres hverdag, på under 3 procent, i dag er det 17 procent. Samtidig er der langt flere, der er utrygge ved vilkårene på arbejdsmarkedet. Hvis man ser på den seneste tryghedsmåling fra 2017 – hvilket var et tidspunkt, hvor der var godt gang i beskæftigelsen, og erhvervslivet klagede over mangel på arbejdskraft – så var der stadigvæk rigtig mange mennesker, der var bange for at miste deres arbejde. Særligt blandt ufaglærte og folk med dårligt helbred. Hvis de velbjergede kan forsikre sig selv og slippe for hele den utryghed, der ligger i job-hamsterhjulet, så vil det forstærke et skel i samfundet. For det vil samtidig betyde, at de bedre stillede grupper kommer længere væk fra den virkelighed, som nogle af de svagere grupper lever i.”
Vi risikerer altså at miste en forståelse for hinandens liv?
”Ja, det mener jeg godt, man kan frygte. Hvis de veluddannede grupper med gode lønninger og lav risiko for ledighed også på dette område kan etablere deres egen virkelighed, så mister man ikke bare systemets materielle solidaritet, men også solidaritet i form af sammenhængskraft og gensidig forståelse. Ases tiltag står derfor som endnu et eksempel på, at man langsomt er ved at inddele Danmark i et A- og et B-hold.”
Hvem er på henholdsvis A- og B-holdet?
”A-holdet har en god økonomi og lav ledighedsrisiko. Når de bliver seniorer, har de gode pensionsordninger, formentlig noget friværdi i huset, og så har de mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet, hvis de får skavanker, bliver fyret eller mister lysten til at arbejde. B-holdet, derimod, har lavere lønninger og høj ledighedsrisiko. Som ledige bliver de kastet rundt i det job-hamsterhjul, som Claus Hjort Frederiksen (V) i sin tid skabte som beskæftigelsesminister. Og så er de særligt bange for ikke bare at miste jobbet, men hvorvidt de har fysisk og psykisk styrke til at gennemføre de sidste år på arbejdsmarkedet.”
Så der er altså tale om et politisk ansvar, mener du? Men kunne man ikke argumentere for, at det bare er udtryk for, at vores samfund har ændret sig?
”Nogle af de reformer, som er gennemført både under Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S), bærer hovedansvaret – afvikling af efterlønnen, udhuling af dagpengesystemet, førtidspensionsreform og forhøjelse af pensionsalderen. Så er der selvfølgelig også en markedsudvikling. Ase er jo ikke et politisk tiltag. Og når samfundet ændrer sig, opstår der i en markedsøkonomi nogle nye tilbud, som kan forstærke nogle af de her skel. Men hovedansvaret er i min optik politisk.
Og så har medierne et stort ansvar. De har været gode til at skrive om syge og arbejdsløse, som er kommet i klemme. Men generelt spiller arbejdslivet en alt for lille rolle i mediedækningen. Vi er meget mere optagede af at diskutere kønsroller, klima og uddannelse end de otte timer, vi alle tilbringer dagligt på vores job. Uden en nuanceret indsigt mister vi grebet om hinandens virkelighed.”