"Jeg ved jo godt, at man kan hvad man vil. Men jeg ved bare ikke, hvad jeg vil", siger Emma. Hun er 20 år og er begyndt at gå rundt og besvime. Pludselig dejser hun om, og lægerne kan ikke forklare hvorfor. Hun siger ulykkeligt:
"Jeg ville ønske, der bare kom én og valgte for mig. BOM!". Og så tilføjer hun: "For så kunne jeg ikke vælge forkert".
Det er de tusinde mulige fremtiders tidsalder, og de unges blikke flakker. Man kan næsten se på dem, hvor travlt de i det ene øjeblik har med at tænke ”Hvad vil jeg med mit liv?” for så øjeblikket efter at resignere ved telefonerne og lade musikken og underholdningen dulme presset.
Hvorfor er det så svært? Al den svaghed må komme indefra, tænker den 20-årige. For man kan, hvad man vil. Og verden er jo bedre end nogensinde at leve i. Aldrig har der været mere fokus på ligestilling og ligeværd og lige-alt-muligt. Aldrig er retfærdigheden sket så højlydt fyldest for så mange, og aldrig har så mange tilsyneladende kunnet og villet så meget.
Kan og vil er tidens to superkræfter, som vi skal opvise til overflod. Kan og vil er drømme-makkerparret, der åbner alle fremtidens døre og knuser alle forhindringer undervejs. Kan og vil er kronen på mennesket og adgangen til det sunde, stærke, vellykkede liv. Kan og vil har 100.000 følgere på YouTube, kan og vil bor i de store huse på Strandvejen, kan og vil er ligeglad med normer og køn og sociale skel. Kan og vil sprænger alle rammer, for størst af alt i mennesket er dybest set kan og vil.
Og så er der lige Emma og dem, der besvimer. Dem, der dropper ud og måske på et tidspunkt får tilbudt psykologhjælp og angstdæmpende piller. Dem, som trækker knæene op til hagen i sengen, når de andre fester, og som et hav af velmenende behandlere igen og igen vil forsøge at give adgang til deres forbistrede indre kan og vil. For man skal ikke tage fejl: Også terapeuterne er i dag en slags ufrivillige kan-og-vil-disciple. De har sjældent noget større evangelium, end at besvimerne i lykkeligste fald kan tales så meget op, at de lige netop kan overleve på verdens betingelser.
Det skriger til en alt for fjern himmel, at vi efterhånden har opgejlet hinanden til at tro så ekstremt meget på os selv. Det kan godt være, at friheden og de mange valgmuligheder er kommet for at blive. Det kan godt være, at det bare er sådan, det er. Men at gøre kan-og-vil-evangeliet til selve løsenet for det forpinte menneske er kun at gøre ondt værre.
Hvorfor besvimer Emma? Ikke fordi hun lever i en valgverden. Ikke fordi hun ikke tror nok på sig selv (selvom de fleste vil mene, at netop dét er hendes problem). Men snarere fordi hun er blevet talt alt, alt, alt for meget op og nu vakler svimmel rundt som sin egen kæmpeillusion.
Hun har lært at se sig selv som gudinde, men vel at mærke en fuldstændig mislykket én af slagsen. I stedet for at være et vellykket menneske, er hun en mislykket gud. Og jeg tror ikke, hun får det et hak bedre, før hun bliver talt ned i sin rigtige størrelse igen. Før hun får lov at se op fra sit eget opsvulmede vil og ud mod et større skal i horisonten. Og før nogen med vægt fortæller hende dette dybt nedslående budskab:
"Kære Emma, du kan ikke, hvad du vil. Du kan ikke engang det, du skal."
Så vidt jeg ved, er der i dag kun ét sted, hvor denne befriende dagsorden for alvor bliver forkyndt. Og det er i kirkerne. Hvis der er noget, vi er sammen om der, så er det, at kan og vil kun er en meget lille del af livet. Og at der er en hverdagsagenda, der er sandere og ubegribeligt mere nådig end den, tiden forkynder. Den lyder som et helt umuligt morgenkrav til hver eneste af os:
”Godmorgen! Heller ikke i dag kan du det, du skal. Gør det alligevel.”
Det krav er mere løfterigt end alle verdens forløjne løfter tilsammen. For det gør os små nok til kun at være mennesker, og store nok til at vide, at vi kan gøre den berømte forskel.
Alligevel ender Emma næsten altid hos terapeuten. Det må selv den folkekirke, der ser sig selv som en kirke i sin bedste alder, tænke alvorligt over.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.