Menneskeheden har med sin formidable kreative intelligens – sammenlignet med alle andre kendte arter – indfriet mange af sine drømme. En stor drøm blev realiseret i 1968 med "Apollo 11": månelanding og to menneskers vandring i månelandskabet.
Fra månerejsen sendte astronauterne billeder tilbage til Jorden af den jordklode, de havde forladt. Planeten Jorden viste sig at stå frem i universet med en hallucinerende smuk farvepragt præget af farven blå, og de ikoniske billeder af ”den blå planet” blev hilst med fryd og begejstring af mennesker overalt på jordkloden.
I dag 55 år efter rapporterer flere astronauter, at et gråt slør af forurening er ved at lægge sig over jordkloden. Dette grå slør i biosfæren fremkaldt af giftgasser og CO2 i en ophedet atmosfære er et håndfast synligt billede og symbol på den store udfordring, menneskeheden nu står over for: at forhindre udviklingen af klimakatastrofer og den allerede katastrofale masseudryddelse af mangfoldigheden af arter og genskabe et bæredygtigt klima og en artsdiversitet, der genfremkalder farvespektret på den blå planet og sikrer både arternes og planetens overlevelse.
Længe, alt for længe, har civilisationer på jordkloden bygget sig op på – i en arrogance over for de såkaldt oprindelige folk, der lever i pagt med naturen – at stå over naturen, ligesom at selve mennesket af videnskaben blev set i en dualitet af sjæl og krop og ikke en organisk enhed.
Naturen blev og bliver stadig opfattet som en død materie, som man til egne formål og uden de større konsekvenser kunne og kan gribe ind i. Et tilsyneladende uudtømmeligt forrådskammer. Imponeret over egen kreative intelligens – som kronen på skaberværket – mente og mener homo sapiens stadig at stå hævet over alle andre arter og undervurderer den afgørende betydning, artsdiversiteten har for det fortsatte liv på Jorden.
Alle disse fortolkninger, skabt ikke mindst som en retfærdiggørelse af en rasende industrialisering med økosystemdominans og en moderne digitalisering, der har fjernet mennesket mere og mere fra naturgrundlaget og skabt en stivnet tankekontrast imellem kultur og natur, bliver der nu sat afgørende spørgsmålstegn ved i lyset af den pågående og stadig mere synlige nedbrydelse af biosfæren, økosystemerne og artsdiversiteten.
Der er ved at opstå en helt nødvendig erkendelse af, at der på trods af megen økonomisk succes og mange teknologiske, videnskabelige og forrådsmæssige landvindinger har været og stadig er noget grundlæggende galt i den måde, civilisationen og de menneskelige samfund især i den såkaldt vestlige verden som en slags modeleksempel har bygget sig og sin velstand op på.
Affaldsprodukterne i bred forstand og de fortrængte eller uforudsete negative følgevirkninger for klimaet og livet på jordkloden er nu blevet så talrige og destruktive, at vi nu står over for en ny realitet, som ikke kan benægtes, og som af os kræver en ny fortælling, om hvem vi er, og hvad der skal gøres for sikre et bæredygtigt og farverigt, mangfoldigt liv på jordkloden.
Det er en realitet, at vi med Adriana de Palma og Andy Purvis' ord ”i dag bruger fossil energi som brændsel i næsten alle sektorer i vores økonomi, og vi producerer CO2 langt hurtigere, end økosystemerne kan absorbere den".
Klimaændringer forårsaget af temperaturstigninger med enten ekstreme vejrhændelser som tørke og/eller kraftig regn med påfølgende vandstandsstigninger, oversvømmelser eller storme er en realitet i mange regioner på kloden.
En accelererende optøning af isformationer på polerne er en realitet. At en fjerdedel af alle dyre-og plantearter er truet af udryddelse er også en realitet, ligesom to tredjedele af 20.000 undersøgte dyrearter er forsvundet.
Samtidig er det en realitet, at klimaforandringerne og tabet af biodiversitet påvirker hinanden i en ond cirkel. Tabet af mangfoldighed af dyre- og plantearter gør det vanskeligt at finde rent drikkevand, sygdomme springer lettere til mennesker, og generelt påvirkes det globale kulstof til vækst med en reduktion af plantearter – det kulstof, der forårsager klimakrisen. Økosystemer, der har mistet biodiversitet, lagrer mindre kulstof og er dårligere til at modstå ekstreme vejrhændelser og andre klimaændringer.
I den nye fortælling, om hvem vi er, og hvad vi kan stille op over for både klimakrisen og den katastrofale tilbagegang i biodiversiteten, må ordet samhørighed spille en afgørende rolle. Vi må tanke- og værdimæssigt skyndsomt forlade vores forældede og destruktive position som naturens herremennesker samt en neoliberal ideologi, der placerer os i en stadig individualiseret konkurrenceposition over for hinanden.
På en måde trækker begge positioner på den samme distanceskabende og fremmedgørende drivkraft, både i forhold til naturen og vores artsfæller. Essensen er, at vi mere eller mindre bevidst forholder os til både naturen og medmennesket som en genstand eller – for at henvise til filosoffen Martin Buber – som et ”det”. Det vil sige som noget, vi grundlæggende ikke er forbundet med, noget, vi ikke føler ansvar for. Vi har ikke behov for at sætte os ned med ”det” og tage ind, hvad vi står over for og lade os begejstre eller påvirke i forhold til de mål, vi allerede har sat os. Hverken naturen eller medmennesket bliver en levende realitet.
Den danske naturtænker H.C. Ørsted med hans opdagelse af elektromagnetismen talte om ”ånden i naturen”, og uden at vi som romantikerne dengang behøver at idealisere naturen – både den store natur og naturen i den enkelte – så kan vi ved at gå ad omvejen med disse naturromantikere, der samtidig var praktiske udforskere af naturen, lade os inspirere til at begribe, at vi også, hver og én, er en del af naturen og dens økosystemer.
Det vil være et samfundsmæssigt og politisk og kulturelt kvantespring, hvis samfundet i lovgivningen og i dets praksis i forhold til naturen placerer mennesket som en del af naturen og befrier sig selv for den ensidige pragmatiske økonomi- og utilitarismetænkning i forhold til naturen.
Med Paris-aftalen fra 2019 og dens bestræbelse på at begrænse den globale opvarmning til under to grader celsius og helst til halvanden grad celsius for at undgå klimaforandringernes katastrofale virkninger og med Montreal-aftalen 2022 om at sikre biodiversiteten ved, at 30 procent af havene såvel som landjorden i 2030 skal være beskyttet areal, er vi allerede på vej – når det gælder internationalt vedtagne erklæringer, der spejler en forståelse af vores samhørighed med både naturen og hinanden på tværs af grænser og nationaliteter.
Det, der nu ligger foran os, er med det stærke ønske om at genetablere samhørigheden med naturen og hinanden i det skæbnefællesskab, vi i den sammenhæng under alle omstændigheder befinder os i; at handle og medvirke til – hvor vi end befinder os – at realisere disse målsætninger samt i vores eget liv at finde frem til en bæredygtig måde at leve på.
Hvis værdiorienteringen i forhold til klima og ikke mindst artsdiversitetsproblematikken virkelig skal ændres herhjemme, og Danmark ikke længere stå til en bundkarakter i hele diversitetsspørgsmålet – som vi de facto gør med kun at have udlagt 2-3 procent af Danmark til såkaldte naturparker i forhold til Montreal-erklæringens 30 procent – så kalder det naturligvis ikke alene på en holdningsændring. Politikerne må opgive tendensen til blot at føre signalpolitik og igangsætte afgørende tiltag her og nu.