Det syntes nærmest paradoksalt, da den gamle og nye minister udvekslede de traditionelle gaver med hinanden den 15. december sidste år, og den nytiltrådte beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), gav en bog til Peter Hummelgaard Thomsen (S), hendes forgænger på den ministerpost, hun var ved at få overdraget.
Hun udtrykte, at den her bog er god at læse og blive klog af, og overrakte ham forfatteren Glenn Bechs indignerede, langdigtede manifest "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet", der udkom sidste år. En bog dedikeret "til klassekampen", som der står allerførst i bogen, der skælder ud på storbyelitens autoritet og politikere som netop Hummelgaard og Halsboe-Jørgensen.
I ugevis har historien om at vokse op som homoseksuel under jævne kår i et fordomsfuldt Horsens ligget højt på boghandlernes salgslister, og bogen har placeret sig i centrum for en nyåbnet klassediskussion i Danmark.
Både Glenn Bech og den franske forfatter Edouard Louis bragede gennem skærmen, da de besøgte DR 2's Deadline i starten af januar, og siden da har klassedebatten været genåbnet med nye analyser af, hvordan eliterne dominerer de underkuede klasser. Men den moderne klassekamp ser væsentligt anderledes ud end i 1970'erne, og spørgsmålet er, hvad den fornyede debat kan føre til.
Taberens kamp for magt
Når forfattere vinder frem med deres beretninger fra klassesamfundet, er det et udtryk for, at der ikke er blevet talt særligt meget om klasseforskelle i de seneste år, forklarer Mathies G. Aarhus, postdoc i litteraturvidenskab ved Gøteborgs Universitet:
"Forskellige sociologer har argumenteret for, at folk mærker deres klassetilhørsforhold mere intenst end nogensinde før. Det er bare ikke særligt udtalt i den offentlige debat. Derfor tror jeg, at folk synes, det er interessant at læse de her romaner. De beskriver nogle oplevelser, som mange folk kan genkende."
I årtier har klassekampen ellers været erklæret død i Danmark, efter velfærdssamfundet berigede den gamle arbejderklasse og løftede langt størstedelen af befolkningen ind i middelklasselaget. "Det er længe siden, Socialdemokraterne har talt om klasser og klassesamfund. Hvis vi i Danmark skal fremad, så skal vi arbejde i fællesskab. Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstridende klasser," sagde Socialdemokratiets daværende formand, Helle Thorning-Schmidt, eksempelvis i 2010 under en debat med SF's formand Villy Søvndal.
Hvis man endelig skulle snakke om klasse i den 21. århundrede, var det om den frembrusende kreative klasse. Klassekampen har været yt. Indtil nu.
Men selvom litteraturen nu interesserer sig for samfundet fra bunden, er klassebeskrivelsen mere dynamisk end den gamle klasseanalyse, der var baseret på en marxistisk idé om økonomisk ulighed og en deraf følgende konflikt mellem klasserne. Den nye litteratur handler typisk om folks oplevelser med at vokse op i socialt belastede dele af samfundet, hvor man har en oplevelse af at stå uden for det gode selskab.
Glenn Bech skriver om at være "provinssvans" i Horsens, og om hvordan traumet efter eksempelvis homofobiske tilråb stadigvæk sidder i ham i dag, når han befinder sig blandt storbyeliterne. Edouard Louis skriver om at bevæge sig fra et liv i Frankrigs fattigste egne til Paris' eliteuniversiteter, og den franske nobelprisvinder Annie Ernaux har i snart 50 år skrevet om kvindeliv og hendes bevægelse væk fra arbejderklassen til middelklassekulturen.
Fortællingerne om at bryde klassemønsteret og bevæge sig opad i det sociale hierarki indikerer, at klasse handler om mere end økonomi i dag. Det handler om magt. Den franske sociolog Pierre Bourdieu, der selv voksede op under beskedne kår, fremførte i 1986, at de afgørende ressourcer for at opnå magt lige så meget handler om at tillære sig den nødvendige dannelse, så man kan begå sig i samfundets højere kulturelle lag, ligesom at adgang til de rette netværk også er en social kapital, der let kan omsættes til magt. Den nye litteratur synes båret af en indsigt om, at hvis du vil have adgang til magten, skal du enten købe dig adgang, lære magtens sprog og kulturelle koder eller kende de andre magthavere.
Et besøg i sociologisk have
Egentlig har klassedebatten ulmet, siden skellet mellem globaliseringens vindere og tabere begyndte at blive tydeligt. Efter valget i 2015 stod det i hvert fald klart for rådvilde politikere, at noget var ved at knække, da provinsvælgere i stor stil flyttede deres kryds fra Socialdemokratiet og Venstre til Dansk Folkeparti.
Blandt storbyens eliter spurgte man forfærdet, hvorfor folk i provinsen stemte på, hvad de anså for at være et fremmedfjendsk parti. Fordi I har været med til at skubbe til globalisering og arbejdsudbudsreformer, der har suget ressourcerne ud af landområderne, lød et svar i Information fra Réne Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot, der opsummerede debatten om det nyopståede, såkaldte gule Danmark med et citat fra en af sine bekendte: "Først pisser de på os, bagefter siger de, at vi lugter."
Dengang handlede opråbet om overhovedet at gøre opmærksom på knækket. Nu er det anderledes, for med den nye arbejderklasselitteratur begynder folk i storbyeliterne at se strukturer, de kan genkende, og det fører til, at klasseskellet nu også bliver diskuteret på tværs af samfundet.
"Nu begynder den pænere del af middelklassen at beskæftige sig med de her spørgsmål," siger Christian Egander Skov, debattør og forfatter til bogen "Borgerlig krise", der udkom sidste år og blandt andet behandler, hvordan "magtens cirkler lukkes, eliterne bliver insulære og forskanser sig bag palisader af økonomisk og kulturel kapital", som han skrev i bogen.
Christian Egander Skov ser en lighed mellem den nye klasselitteratur og udkantsoprøret ved folketingsvalget i 2015, som blotlagde en markant klasseadskillelse i Danmark. Den nye klassedebat passer ind i populismens begreb om afstand mellem eliter og folk, vurderer han og indikerer, at klassebevidstheden ikke kun findes på venstrefløjen. I dag markerer klasse snarere et skel i befolkningen mellem vinderne og taberne af samfundets udvikling.
"Da man erklærede klassesamfundet for dødt, var det, fordi klassiske klasseidentiteter begyndte at forsvinde fra 1960'erne og frem. I dag handler klasseskellet om globaliseringens vindere og de tabere, der bliver efterladt tilbage på perronen. Det er vel det traume, som den nuværende arbejderklasselitteratur beskæftiger sig med i samme stil, som populismen beskæftiger sig med det," siger Christian Egander Skov.
Når borgerskabet fra magtens cirkler møder klassesamfundets vidnesbyrd i litteraturen, er det dog at sammenligne med et besøg i en zoologisk have, indvender han. Men Christian Egander Skov medgiver, at et bevidstgørende, litterært besøg i den sociologiske have godt kan føre til forandringer.
"Det betyder selvfølgelig noget, når det bliver legalt at tale om de her skel. Debatten om klasseskel har primært været i debatlitteraturen hos forfattere som Lars Olsen og Enhedslistens Pelle Dragsted, men nu hvor de her litterære beretninger kommer ind i salonerne, kommer det også til at betyde noget for vores politiske samtale," siger han.
Forståelse for højrefløj
Den nye arbejderklasselitteratur har været særligt markant i Frankrig, hvor især Edouard Louis er blevet en litterær stjerne. Hans forfatterskab cirkler konstant om taberens oprør mod samfundets vindere. Selvom Louis selv befinder sig på venstrefløjen, udtrykte han forståelse for, at hans egen far stemte på det højrenationalistiske parti National Samling, anført af Marine Le Pen, for venstrefløjen havde svigtet den arbejderklasse, hans far tilhørte.
“På tværs af Europa taler venstrefløjspartier ikke længere om sociale klasser, uretfærdighed, fattigdom, lidelse, smerte og udmattelse. De taler om modernisering, vækst, harmoni, mangfoldighed, kommunikation og social dialog,” skrev han i 2018 på dagen for det franske præsidentvalg i The New York Times.
Da de gule veste gik på de franske gader i 2018 i protest mod den nyvalgte præsident Emmanuel Macrons bebudede stigninger på beskatning af brændstof, så Edouard Louis gaden befolket af folk, der lignede hans egen far, og han blev vred på eliterne, der så ned på demonstranterne og kaldte dem for barbarer, idioter og uansvarlige.
“Du har virkelig aldrig oplevet fattigdom, hvis du synes, at graffiti på et historisk monument er værre end ikke at være i stand til at tage vare på dig selv eller brødføde dig selv eller din familie,“ skrev han i det politiske tidsskrift Jacobin.
De gule veste førte virkeligheden ind i politik, og det skabte retfærdig frygt i den politiske klasse, når kaos blev de marginaliseredes modsvar.
“Folk indså, at de kunne gøre oprør, og det blev politikerne også mindet om. Det, der var vidunderligt for mig, var, at den dominerende klasse gik i panik, de havde en ægte følelse af frygt. Frygt er noget, de mennesker, jeg er vokset op med, føler hver eneste dag,” sagde Edouard Louis til The Guardian.
Der er altså et klassebevidst traume i den nye diskussion af klassesamfundet, som man også ser i Glenn Bechs "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet". Som søn af en fængselsbetjent fra Horsens er han slet ikke vant til at tale de lærdes sprog eller følge de sociale normer, han møder på psykologistudiet på Aarhus Universitet. Arbejderdrengen møder et universitetsmiljø, hvor comme il faut er løbeture klokken 6 om morgenen, at finde de rette loppemarkedsfund og at få lagt et godt ord ind i jagten på den rigtige studielejlighed, fordi man kendte ham, der boede der før.
“Jeg er ved at blive sindssyg,” skriver Glenn Bech i erkendelse af ikke at besidde den samme sociale og kulturelle kapital som sine medstuderende. Klasse handler ikke bare om økonomi. Det handler også om overskud, skriver han andetsteds, og det overskud har man med fra sin opvækst.
Dækker over problemets kerne
Det er svært at forudse, hvad den nye klassebevidsthed konkret kommer til at betyde, men historisk set, har det haft stor betydning for samfundet, når skønlitteraturen lykkes med at bevidstgøre borgerskabet om sociale forhold, fortæller litteraturforsker Mathies G. Aarhus.
"Forfattere som Martin Andersen Nexø, George Orwell og John Steinbeck var med til at skabe en bevidsthed om, at arbejdsløshed er uretfærdigt, og at det ikke var individets skyld, at der fandtes arbejdsløshed. Ved at fortælle om de arbejdsløse mennesker var litteraturen med til at skabe den kultur, som politikken bag velfærdsstaten byggede på," siger Mathies G. Aarhus.
Den nye klasselitteratur har dog ikke fået lov at stå uimodsagt. Bechs klassebeskrivelse er blevet kritiseret for at fokusere for meget på eliternes symbolske magt. Men det er slet ikke en reel kapitalismekritik, lyder indvendingen. Når Glenn Bech optræder som en autentisk repræsentant fra arbejderklassen og slår løs på den selvsmagende øvre middelklasse i storbyen og dens klassefordomme, ender han med at reducere politik til identitetspolitik i en kamp om at forsvare sin mors afblegede hår, hendes ferierejser til Kreta og Sanne Salomonsen-tatovering.
På den måde undgår man behændigt at diskutere “kapitalens rovdrift på naturen, klimaet og forarmede underbetalte arbejdere i det globale syd”, skrev anmelderne på Information Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier i en kritisk analyse af Bechs bog. De kritiserede ham for ikke at beskæftige sig med selve problemets kerne: økonomisk ulighed.
Bech blev efterfølgende taget i forsvar af Bent Meier Sørensen, professor i filosofi og ledelse ved Copenhagen Business School, for bogen var ikke bare “en kritik af intellektuel snobisme og abstrakt identitetspolitik”. Bechs bog anerkender i stedet, at klassekonflikterne finder sted mange flere steder end i de økonomiske klasseskel. Intet felt dominerer et andet, og så “kan en stor mængde kulturel kapital være præcis lige så magtfuld som en stor mængde økonomisk kapital", skrev Meier Sørensen i Information.
Mathies G. Aarhus forsvarer også Bech, for i dag kan man ikke reducere den rigtige arbejderklasse til en specifik gruppe.
"Klasse kan vise sig på mange forskellige måder, hvad enten du er en indvandrerfamilie eller kommer fra en mere klassisk socialdemokratisk baggrund. Ifølge min læsning åbner Bech vores øjne for, at mange forskellige grupper kan marginaliseres på et klassespektrum i Danmark i dag," siger Mathies G. Aarhus.