Mosuls tavse kirkeklokker vidner om forfulgte kristne

Der er snart ingen plads til kristne i Mosul, som traditionelt har været et af de kristnes kærneområder i Irak, skriver redaktør på den norske avis Dagen, Kari Fure

Mosuls tavse kirkeklokker vidner om, at kristne bliver fordrevet fra de områder, der var kristendommens vugge, skriver bogaktuel norsk redaktør. Foto: Polfoto

FOR TREDJE JUL og nytår i træk er kirkeklokkerne stille i Mosul, men i år fornemmer man et håb om, at de kan komme til at ringe igen.

Mosuls tavse kirkeklokker taler, selvom de tier. Uden en lyd vidner de om, at kristne bliver fordrevet fra de områder, der var kristendommens vugge.

Det er to et halvt år siden, Islamisk Stat (IS) drev kristne og andre minoriteter ud af Mosul og landsbyerne på Nineve-sletten i Nordirak. Flygtningene har siden levet i nød og uvished.

Nu skaber forsøget på generobring af Mosul forsigtig optimisme. I løbet af efteråret er flere landsbyer blevet befriet. Selvom det ikke er trygt at flytte hjem endnu, er en del mennesker rejst tilbage for at se, hvordan det står til. Synet, der mødte dem, var nedslående. De kom til minerede landsbyer, hvor al infrastruktur var raseret, til vandaliserede hjem og skændede kirker. I Mar Shimoni-kirken i Bartella, den første landsby, der blev befriet, var bibeler brændt, bænkene lå væltede, og mursten lå smadrede på gulvet. Alligevel var det første, man gjorde, at holde messe. Ligesom de tavse kirkeklokker i Mosul taler et tydeligt sprog, var symbolikken tydelig, da lyden af kirkeklokkerne på ny kunne høres over Nineve-sletten. Dette er håbets lyd.

I lang tid er der blevet advaret om, at Irak tømmes for kristne. Det er ikke tomme trusler. Det lød som et sørgeligt omkvæd, da jeg var i landet i sommer. ”Vi vil rejse,” svarede næsten alle de flygtninge, som jeg talte med.

Ingen områder er blevet tømt for kristne så effektivt som netop Mosul og landsbyerne på Nineve-sletten, det flade sletteland, der grænser op til den kurdiske selvstyreregion. Det er ikke underligt, hvis de kristne, der engang boede her, har blandede følelser, når generobringen nu er i gang. En ting er, at IS har ødelagt hjem og skoler, kirker og klostre, men mange har også oplevet, at naboer, som de stolede på, har svigtet og vendt dem ryggen – ligesom den syrisk-ortodokse ærkebiskop i Mosul, der oplevede, at naboer var med, da IS fjernede korset fra hans 1750 år gamle katedral.

At mange vil tøve med at flytte tilbage til selve Mosul, handler også om, at det var en vanskelig by at leve i for kristne, længe før IS invaderede byen. Da forfølgelsen af kristne tog til i årene efter Saddams fald, var det i Mosul, den første kirke blev bombet. To uidentificerede mænd i en sølvgrå Opel kastede en bombe ind i Helligåndskirken den 26. juni 2004. Senere blev flere kirker angrebet. Gudshusene blev et farligt sted at være. Præsterne var særligt udsatte. Flere blev dræbt på bestialsk vis, og byens kristne blev udsat for gentagne bølger af forfølgelse.

”Vi er ikke bare flygtet fra Mosul én gang, vi er flygtet igen og igen,” sagde Anmar Muner Ibrahem, en ung mand, jeg mødte i Dohuk i Kurdistan. For ham er Mosul tabt. Han vil ikke tilbage.

”Selvom Mosul skulle blive frigivet, tror jeg ikke, at de kristne nogensinde vil føle sig trygge der,” sagde den kaldæiske præst fader Douglas.

At flygte tilbage til Bartella og andre landsbyer på Nineve-sletten har virket langt mere realistisk. Men der er fortsat store forhindringer. Sikkerhedsspørgsmålet bliver afgørende. En ting er terrortruslen og frygten for, at IS infiltrerer flygtningestrømmen fra Mosul. Det er en bekymring, der deles af både kurdere og kristne. Og selvom de irakiske styrker skulle lykkes med at drive IS væk, så er det stadig usikkert, om de har militære og økonomiske kræfter til at holde dem væk på længere sigt.

VI SER OGSÅ, at Tyrkiet demonstrerer militær styrke i Nordirak. Præsident Erdogan har flere gange ytret ønske om at deltage med styrker i befrielsen af Mosul. Han ser sig selv som garant for, at shia-dominerede irakiske myndigheder ikke begår overgreb mod Mosuls sunni-muslimske befolkning. Tidligere på efteråret udtalte han, at kun sunni-arabere, tyrkere og sunni-kurdere bør blive tilbage i Mosul-regionen, når den er befriet. Skulle dette blive en realitet, er der ingen plads til kristne i det, som traditionelt har været et af de kristnes kærneområder i Irak.

Erdogan kritiseres for at forsøge at omskrive historien og ville genrejse det osmanniske imperium på ruinerne af IS-kalifatet. Mange af de interne flygtninge i regionen er efterkommere fra kristne, der overlevede det osmanniske folkemord. Hos dem vækker tyrkernes raslen med sablen bange miner og frygt for fremtiden.

Helt trygge har de kristne i Kurdistan heller ikke følt sig. Historisk har sameksistensen mellem kristne og kurdere været krævende. I perioder blodig. Der lever stadig mennesker, der husker Semmel-massakren i 1933.

De seneste år er konfiskering af jord blevet et voksende problem. Assyrere oplever at stå retsløse over for kurdere, der besætter deres jorde. Blandt de kristne går diskussionen på, om de kan stole på kurderne. Præsident Barzani er sandsynligvis oprigtig, når han garanterer, at de kristne flygtninge har et hjem i Kurdistan, men mener de fleste kurdere det samme? Kurdistan har taget sig af mange flygtninge i lang tid. De interne flygtninge og fastboende må dele deres få ressourcer. Den slags giver gnidninger.

DE KRISTNE IRAKERE ER STOLTE af deres land og af at tilhøre en næsten 2000 år gammel kristen tradition. Det er ikke med let hjerte, at de giver op og flytter til udlandet.

”Vi har dybe rødder i Irak. Her har forfædrene og vores martyrer levet, og her lever vores kirker stadig. Hvis vi rejser, bliver vi som en dråbe i et stort hav. Vi forsvinder,” sagde den kaldæiske biskop Michael i Alqosh, da jeg mødte ham i sommer.

Meget må gøres, for at Iraks kristne skal have en fremtid i landet. Det handler blandt andet om revidering af lovgivning og læreplaner, hvor kristne og andre minoriteter stadig behandles som andenrangsborgere. Men på kort sigt er der særligt to ting, der haster, nemlig sikkerhed og økonomisk hjælp til genopbygning.

Skal kristne og andre minoriteter have en fremtid i Irak, må de kunne stole på, at de er trygge, hvis de flytter tilbage til landsbyerne. De vil kunne sende børn i skole uden at være bange for kidnapning. De vil kunne lægge sig om aftenen uden at være bange for, at nogen banker på døren og truer dem på livet. De vil gå til gudstjeneste uden at være bange for at blive sprængt i luften.

Her må det internationale samfund tage ansvar, og det haster. Ellers tømmes Irak faktisk for kristne. Det er ingen tom trussel.

Kari Fure er redaktør på den norske avis Dagen og forfatter til bogen ”På flugt – historien gentager sig” om kristenforfølgelser i Mellemøsten.

Oversat fra norsk af Rasmus Jensen.