Prøv avisen

Forklædt som roligan: Bevægende fodboldfest i Ukraine

Imod slutningen af turen til Lviv i Ukraine kunne jeg male det elskede symbol og var konverteret til dansk national stolthed, skriver Robin Elisabeth Herr. På billedet ses de danske fans før EM-kampen Danmark vs Tyskland søndag d.17.juni 2012. Foto: Claus Bech Denmark

Selvom vi tabte 1-2 til Tyskland, var jeg konverteret til dansk, national stolthed, skriver amerikaneren Robin Elisabeth Herr, som er freelancejournalist og lektor på Copenhagen Business School

DET GJORDE MIG NERVØS at male flag i ansigtet på fodboldfans på vej til kampen mod Portugal. Var proportionerne rigtige? Jeg er trods alt amerikaner. Heldigvis sad jeg i et tog med over 400 danskere, der var dækket af de rød-hvide farver, deriblandt flag. Imod slutningen af turen til Lviv i Ukraine kunne jeg male det elskede symbol og var konverteret til dansk, national stolthed.

LÆS OGSÅ: Professor: Fodbold er et kedeligt spil

Kald det bare arrogance, men amerikanere er vant til at slappe af og vente på succes. Selvfølgelig er denne opfattelse ikke rigtig. USA er aldrig nået længere end til anden runde ved verdensmesterskabet, sålededes også i 2010, hvor de tabte 1-2 til Ghana. Men følelsen af at være uovervindelig eksisterer fortsat, fordi vi siger, at fodbold ikke rigtig tæller.

Jeg syntes, det var stressende at heppe på Danmark, men givende. Toget dansede nærmest på vej til fanzonen til kampen mod Portugal. Efter allerede at have vundet 1-0 over Holland hoppede vi euforisk op og ned og fortsatte på stadion med: Dem, som ikke hopper, de elsker Portugal!.

LÆS OGSÅ: Komiker: Sådan overlever du fodbold-EM

Det høje humør dalede dog, og vi kom hurtigt ned på jorden, da Portugal scorede 24 minutter inde i kampen og igen efter 36 minutter. Vi var dog flyvende igen ved slutningen af første halvleg, da Danmark reducerede: Olé, vi er danskerne, olé, vi er danskerne!. Håbet nåede nye højder, da Nicklas Bendtner udlignede til 2-2 på hovedstød. Der var kun 10 minutter tilbage af kampen, og vi ventede i spænding, men blev igen skuffede, da portugiserne scorede med kun tre minutter tilbage af kampen.

Der var ingen fest den aften. Dog var og er der et evigt håb, fordi Danmark vandt europamesterskabet i 1992. Da vi marcherede ind i fanzonen inden kampen mod Tyskland, var der atter håb om, at det kunne ske igen. Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei!.

LÆS OGSÅ: "Folkekirken er som en fodboldkamp... Hvis du ikke kender reglerne, får du ikke noget ud af kampen"

Da vores rød-hvide skare på over 400 fans blev mødt af ukrainere, der smilede, når de gik forbi på fortovet og vinkede fra balkonerne, blev jeg til min egen overraskelse rørt til tårer.

Selvom vi tabte 1-2 til Tyskland, var jeg konverteret til dansk, national stolthed. Her er der ingen let vej til succes, og tit render vi ind i en mur. I stedet kræver succes en stærk, kollektiv tro og en vedvarende stædighed til at blive ved til sidste fløjt. Fordi vi ved, at det igen en skønne dag vil blive som i 1992.