Kristeligt Dagblads indhold den 23. juni 2004 giver mig anledning til følgende kommentar, der måske kan afklare nogle forhold for den undrende offentlighed:
Professorerne, som udtaler sig i avisen for den 23. juni, er formentlig enige med mig i, at en medarbejder har krav på klarhed over, om påstået misligholdelse fra hans side i ansættelsesforholdet, skal få alvorlige konsekvenser for ham - f.eks. afskedigelse.
Der er formentlig også enighed om, at pastor Grosbøll fik sådan klarhed, da han blev genindsat - altså at han ikke med henvisning til bogen »En sten i skoen« og avisinterviewet forud for genindsættelsen senere risikerede afsked.
Mon der ikke også er enighed om, at Grosbølls frihed med hensyn til forkyndelse har samme grænser, som gælder for andre præster, og at friheden for Grosbøll ikke er indskrænket for tiden efter genindsættelsen, hverken af hans »løfter om bod og bedring«, af biskoppens »skærpede tilsyn«, hendes formaning af ham eller af en eventuel advarsel, som hun måtte have tildelt ham. Eller mener professorerne, at forkyndelsesfriheden kan gradbøjes, alt efter hvem der »står på prædikestolen«.
Mon der derfor ikke også er enighed om, at skal Grosbøll afskediges, må det blive på grundlag af hans adfærd efter genindsættelsen, og enighed om, at denne adfærd i sig selv - isoleret betragtet uden skelen til tiden før gen-indsættelsen - må være af en sådan karakter, at den kan bære en afskedigelse.
Jeg tror, at professorerne også vil acceptere, at en domstol under disse omstændigheder - ved en slags delafgørelse - først vil prøve, om Grosbølls adfærd efter genindsættelsen i sig selv kan bære en afskedigelse, og hvad enten dette er tilfældet eller ikke - fordi det er uden betydning for resultatet - nægte at beskæftige sig med præstens adfærd forud for genindsættelsen.
Heraf følger jo, at en domstol aldrig vil komme til at tage stilling til avisinterviewet og »En sten i skoen«, også fordi der utvivlsomt er enighed om, at en domstol ikke teoretisk vil tage stilling til et retsspørgsmål, som er uden betydning for afgørelsen af en konkret konflikt.
Uenigheden består formentlig blot i, om biskoppen har taget gyldigt forbehold om på et eller andet senere tidspunkt at henvise til præstens adfærd forud for gen-indsættelsen som grundlag for afskedigelse. Jeg mener det ikke.
Måske kan biskoppen endda slet ikke juridisk gyldigt tage et sådant forbehold, men under alle omstændigheder har forbeholdet ingen virkning, medmindre det er udtrykkeligt, og præsten udtrykkeligt har godkendt det. Det er ikke nok at indfortolke det i »skærpet tilsyn« (hvad er dette retligt?), »løfte om bod og bedring« (med hensyn til hvad?), advarsel og formaning (om hvad?).
Præsten har udvist en kritisabel adfærd forud for suspensionen og genindsættelsen. Det har han med hensyn til avisinterviewet selv erkendt. Der foreligger så vidt oplyst ikke nogen påtale fra biskoppens side om gentagelse af disse provokerende formuleringer. Prædikensamlingen »En sten i skoen« har biskoppen rost som et nyttigt indlæg i den kirkefaglige debat og anerkendt som en forlængelse af en ældre kristendomsforståelse - og altså placeret inden for området for folkekirkens bekendelsesskrifter.
Hvilken adfærd fra tiden forud for genindsættelsen er det - under disse omstændigheder - professorerne mener, domstolen skulle kunne tage hensyn til ved bedømmelse af præstens adfærd efter genindsættelsen - som grundlag for hans afskedigelse?
Jens Smedegaard Andersen,
fhv. dommer,
Kronprinsessegade 46 C,
København K