I 1997 SATTE et samlet bispekollegium ord på den risiko, folkekirken løb, hvis man ville autorisere et ritual til vielse af homoseksuelle par: Alene hensynet til det kirkelige fællesskab var tilstrækkeligt til, at man ikke ønskede at gøre det.
Derfor kan det egentlig undre, at en kronik, der på et-årsdagen for autoriseringen af dette ritual sætter ord på bruddet i det kirkelige fællesskab, vækker så meget røre. Biskopperne havde jo for længst forudset det. Men de samme biskopper havde også lagt kimen til det, da de samtidig i 1997 sagde god for, at man kunne foretage kirkelig velsignelse af homoseksuelle par.
Derfor udsendte otte kirkelige organisationer også i 1998 en fællesudtalelse, hvor man blandt andet opfordrede præster og lægfolk til som forkyndere ikke at gøre brug af de præster og biskopper, der ville vælge en kirkelig markering af to homoseksuelle menneskers partnerskab.
Det var nærliggende for otte formænd for kirkelige organisationer at gentage opfordringen på det skismatiske rituals etårsdag. Og kronikken var ikke blot en gentagelse af 1998-udtalelsen, den satte tilligemed også ord på en praksis, som har lange rødder i folkekirkelig vækkelsessammenhæng.
LEDER: Kold krig i folkekirken
Man kan forklare den ved henvisning til Norge omkring 1920. Der finder vi en voldsom debat i det norske vækkelsesmiljø om, hvordan man skulle håndtere forholdet til den fremadstormende liberale teologi. Den meget respekterede biskop Tandberg, formand for det nystartede konservative Menighetsfakultetet, slog til lyd for, at teologisk konservative og liberale trods dybe uenigheder måtte kunne stå sammen mod tidens vantro, også i et forkyndelsesfællesskab.
Mod det protesterede en ung, nyudnævnt professor i dogmatik ved Menighetsfakultetet, Ole Hallesby, på et stormøde sammen med 950 repræsentanter for kirkelige organisationer. Protesten mundede ud i formuleringen af et handlingsprogram med fire hovedpunkter, som opfordrede til:
1) At fortsætte med at forkynde Guds ord efter Bibelen og den klassiske kristne tro.
2) Ikke at indgå i frivilligt samarbejde med den, der havde brudt med Bibelens autoritet.
3) Ikke at bruge den, der har brudt med Guds ord, til tillidsposter i kristent arbejde.
4) At fremme frihedsordninger efter dansk forbillede, sådan at præster, lægfolk og kirkelige organisationer kunne få frihed til at fortsætte deres virke inden for rammerne af Den norske kirke.
KORT FORTALT FULGTE mange af de kirkelige bevægelser i Danmark i både sidste halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede en linje, der til forveksling ligner sidstnævnte linje fra Norge. Man kunne noget forenklet kalde det den lærebevidste linje. Efter Anden Verdenskrig var Indre Mission et par årtier mere præget af det, man lige så forenklet kunne kalde den pragmatiske linje. Idealet for en missionsmand var ikke længere at gå til de troende præster, men at være trofast mod sognets gudstjeneste.
De seneste tre-fire årtier har Indre Mission årti for årti bevæget sig tilbage til den lærebevidste linje. Sognetroskabsprincippet har måttet vige for en ny læremæssig bevidsthed blandt de trofaste kirkegængere, og det har ført til såkaldte profilmenigheder i hele landet.
Når otte formænd afpudser den lærebevidste linje i en ny situation, ligger det altså i forlængelse af folkekirkelige bevægelsers ageren og markeren siden 1800-tallets vækkelser.
Og hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed: Samme ageren findes overalt i folkekirken, i alle slags teologiske afskygninger! Ritual-tilhængere, Grosbøll-tilhængere, mainstreamfolkekirkelige, alle slags praktiserer efter lignende principper. Det er en udmøntning af folkekirkens forkyndelsesfrihed. En frihed, som er forudsætningen for, at det overhovedet er muligt at finde sammen i forskellige grupperinger og bevægelser og menigheder med hver sin særlige profil (kirkepolitisk, liturgisk, socialt).
HVIS NOGLE AF biskopperne vil gøre spørgsmål om, hvem man vil dele prædikestol med, til noget suspekt i forbindelse med ansættelser, så skylder de menighedsrådene at gøre opmærksom på, at sådan agerer en lang række markerede grupperinger inden for den folkekirkelige ordning.
Visse formuleringer i kronikken kunne have været uddybet nærmere for at præcisere budskabet. En del af reaktionerne på kronikken kunne nemlig give det indtryk, at kronikørerne lægger op til en praksis, som betyder omtrent total isolation fra resten af folkekirken.
REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Vrøvl om ubibelsk lære. For højrefløjen handler det om køn og sex
- Kronik er et skud i den missionske fod
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Biskop: Fradøm ikke hinanden kristennavnet
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn
- Fordærvet kærlighed: Store teologiske dilemmaer ved vielse af homoseksuelle
- Den kirkelige højrefløj er blevet sekterisk i kirkesyn og ideologi
- Hvad er der dog sket i folkekirken?
- En smertelig kronik: Nu bliver det svært at være missionsk
Svaret kunne egentlig bare være en henvisning til det, der altid har været og fortsat vil være praksis for kronikørernes bagland, inklusive. præster: ordentlige og respektfulde relationer på mange niveauer i hele folkekirkens bredde.
Man kan også sige, at kronikkens positive anliggende var at udpege en farbar vej efter ritualet til at fortsætte med fynd og klem med alt godt menigheds- og missionsarbejde i en folkekirkelig ramme.
Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk og Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut og pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk Netværk.