NÅR FORKYNDERLOVEN, en pakke af forskellige lovforslag rettet mod religiøse forkyndere, efter al sandsynlighed vedtages i disse dage, sker det under massiv modstand fra en bred vifte af trossamfund og religiøse organisationer. Det vidnede en tværreligiøs høring om mandag aften i Københavns Domkirke.
Siden det såkaldte enighedspapir blev vedtaget af et flertal i Folketinget inden sommerferien, har der været bred kritik af den mistænkeliggørelse af religion og religiøse forkyndere, der præger ikke bare enighedspapiret, men også den vifte af lovforslag, der er kommet i løbet af efteråret målrettet mod religiøse forkyndere.
Kritikken på høringen var klar: Hele forkynderloven er gennemsyret af en mistænkeliggørelse af religion og religiøse forkyndere. Eva Maria Lassen, fra Institut for Menneskerettigheder, sagde, at hensigten med lovpakken tydeligvis er at bekæmpe radikalisering og tendensen til parallelsamfund.
Men som pakken er udformet, mistænkeliggør den alle religiøse forkyndere og alle former for parallelle strukturer, og hun opfordrede trossamfundene til at afholde en konference om legitime former for parallelle strukturer som eksempelvis den interne lovgivning i den katolske kirke og i Det Jødiske Samfund.
Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen udtrykte skarp kritik af, at det i særlig grad er religiøse forkyndere, der kriminaliseres. Man tager ikke hensyn til, at autoritetsbegrebet naturligvis er langt bredere. Der findes jo også politisk ekstremisme. I et sekulært samfund undrer det, at man lægger særlig vægt på de religiøse forkynderes autoritet. Religiøse forkyndere bør være en del af diskussionen – også når det bliver skarpt – men det er et folkeligt anliggende. Man kan ikke lovgive mod fanatisme og dumhed, uanset om den er politisk eller religiøs, sagde biskoppen.
Politikernes ønske om at bekæmpe ekstremisme, forstået som religiøs legitimering af vold og terror vendt mod uskyldige, er et ønske, som også vi religiøse ledere deler. Selvfølgelig skal man bekæmpe ekstremisme og opfordring til vold og terror, blev der sagt. Derfor er det godt, at vi allerede har en lovgivning på området som for eksempel racismeparagraffen. Netop den paragraf understregede Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund, havde myndighederne allerede fundet anvendelig for eksempel i sager om hadprædikener rettet mod jøder. Desuden er der jo allerede lovgivning om, at man ikke må opfordre til vold og terror. Vi behøver ikke yderligere forbud.
MAN BEKÆMPER SLET IKKE disse tendenser med straffelove – derimod ved oplysning, samtale og støtte til de demokratiske foreningsdannelser, der sker også inden for de religiøse miljøer. Netop på spørgsmålet om, hvordan man bekæmper ekstremistiske holdninger, understregede Imam Abdul Wahid Pedersen, formand for Muslimernes Fællesråd, ”oplysning, oplysning og oplysning” som vejen frem og et klart ”Ikke i Guds navn” som en klar afstandstagen til ekstremistiske ytringer. Imam Daniel Rezaei tilføjede, at oplysning handler jo også om oplysning til samfundet om, hvad en religion som islam er – og ikke er. Der er brug for et mere nuanceret billede end det, vi har i dag.
Oplysnings- og foreningslivet er det fundament for den danske frihedstradition, staten skal værne om blandt andet med økonomisk støtte også til trossamfund. Denne lange, stabile frihedstradition må vi ikke kaste bort i stigende religionsforskrækkelse og panik over eksistensen af ekstremistiske synspunkter blandt et lille mindretal.
I sidste ende er det jo vejen til et totalitært samfund, understregede blandt andre Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum. Michael Laursen, generalsekretær i Frikirkenet uddybede: ”Det er en glidebane, vi ikke bryder os om. Der stilles spørgsmålstegn ved de religiøse børne- og ungdomsforeningers berettigelse. Det religiøse foreningsliv sidestilles med undergravelse af demokratiet.”
Anders Gadegaard er domprovst og Mads Christoffersen er generalsekretær i Danske Kirkers Råd.