Formand for Arkitekturoprøret: Vi må gøre op med modernismens firkantede dogmer

De færreste kommuner magter at tage vare på sine bevaringsværdige bymiljøer, lyder det fra foreningen Arkitekturoprøret. Foreningen arbejder for en både strammere styring med nybyggeri og for mindre rigide krav til renovering af fredede huse, fortæller formand Jep Loft

I Aarhus bliver mange ældre huse revet ned og erstattet af nye. I et åbent brev i Aarhus Stiftstidende til byens borgmester skrev Jep Loft den 27. marts: ”Med jeres fortætningspolitik er I ved at omdanne Aarhus til en betonørken.” Her ses huset på hjørnet af Nørrebrogade og Knudrisgade, hvor nedrivningstilladelsen gælder fra starten af maj. Nabohusene er allerede revet ned. – Foto: Marie Ravn/Ritzau Scanpix.

Arkitekter, bygherrer og danske kommuner burde i højere grad tvinges til at tænke i bymiljøer, som skaber trivsel for mennesker. Ikke – som det ifølge Jep Loft har været de seneste 100 år – insistere på, at ethvert nybyggeri skal anerkendes som sin egen unikke manifestation af en større eller mindre grad af genialitet. Som regel opført i beton, stål og glas. Oftest med et arkitektonisk udtryk, der har sit afsæt i modernismens krav om skrabet funktionalitet. Sjældent med omtanke for omgivelsernes historie og sjæl.

Som formand for Arkitekturoprøret, der er en voksende dansk aflægger af en tilsvarende svensk forening, der også findes i Norge, ønsker han at ”genopfinde en mere klassisk byggestil”, som han har udtrykt det. Foreningen, hvis motto er ”Lad os bygge smuk igen”, lod for godt en måned siden sine følgere på Facebook kåre Aarhus som ”Dårligste kommune til bybevaring”, mens Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens i samme omgang fik påduttet titlen som ”Danmarks værste nybyggeri”.

Ifølge en afstemning blandt medlemmer af foreningen Arkitekturoprøret er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens ”Danmarks værste nybygggeri”. Her ses torvet under opførelse i november 2019. – Foto: Morten Pape/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
Ifølge en afstemning blandt medlemmer af foreningen Arkitekturoprøret er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens ”Danmarks værste nybygggeri”. Her ses torvet under opførelse i november 2019. – Foto: Morten Pape/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Jeres kritikere mener, at I er drevet af nostalgi og kun accepterer én type arkitektur.

”Nej, ved du hvad – det hører vi egentlig ikke så meget mere. Vi får også flere og flere medlemmer og følgere på Facebook, som er arkitekter. Men det er rigtigt, at nogle har været bange for pasticher og mener, at alt, der ikke forsøger at tage sig nyt eller originalt ud – eller bare bestræber sig på at passe ind i omgivelserne, er noget nostalgisk skidt. Men vi ønsker ikke pasticher. Tag en Fiat 500 eller Morris Mini Cooper fra 1950’erne. De produceres igen i en mere moderne udgave med en stærkere motor og fremstår begge som en smuk og klassisk bilmodel. Det er ikke historisme med spir og krummelurer, vi vil have i arkitekturen. Men der findes en byggestil fra begyndelsen af 1800-tallet – opført i årtierne efter Københavns bombardement i 1807 og til lige før 1920 – som er hamrende flot. Enkel og elegant og uden overflødigt pynt. Det, der skete byggemæssigt efter 1920, er til gengæld alt for ofte blevet en fiasko.”

I har simpelthen gang i et oprør mod modernismen i arkitekturen?

”Ja! Le Corbusier (fransk-schweizisk arkitekt, byplanlægger med mere, red.) er den store skurk i den sammenhæng. Han ville jo rive hele det historiske Paris ned og opføre skyskrabere og anlægge sovebyer ude i periferien. Lige siden slutningen af Første Verdenskrig har det været et krav, som arkitekter i høj grad stadig efterlever, at alle byggerier for alt i verden skal se meget moderne ud. Men grundlæggende mener jeg, at vi burde holde op med at diskutere arkitektur og i stedet fokusere mere på bymiljøer. Det er dét, der betyder noget for mennesker. Ikke enkeltstående byggerier. Men det gør man desværre ikke – jeg er ikke selv arkitekt, men har læst en hel del bøger om emnet. Ingen af dem har sammenhæng og bymiljø som tema.”

I ønsker i Arkitekturoprøret at få vedtaget noget, der svarer til en bymiljøbeskyttelseslov, ligesom der er en naturbeskyttelseslov. Hvordan?

”Jeg har sammen med formanden for foreningen Historiske Huse, Birthe Iuel, skrevet til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) og har nu fået et møde med ham i maj. Vi ønsker en bedre koordinering mellem planloven og byggefredningsloven, så kommunerne i højere grad tilskyndes til at genanvende og renovere eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt, der slet ikke passer ind i det eksisterende. Aarhus er jo bare ét skræmmeeksempel. Her er mange huse i den indre bykerne blevet fjernet og erstattet af store, nye bygninger. Man taler om ’fortætning’, altså at der helt konkret skal bygges tættere inde i de attraktive bymiljøer, for det er dér, alle gerne vil bo. Fordi det er hyggeligt. Ja, men de ødelægger samtidig bymiljøet ved at bygge grimt og stort. Samtidig vil vi gerne have, at byggefredningsloven ikke gør det unødigt svært for folk, der ejer en bevaringsværdig bolig. Skal en bygning fredes, må man ikke ændre så meget som et dørhåndtag. Jamen, lad da beboerne renovere deres badeværelse, siger jeg bare. Der er jo facaden, der er det vigtigste element for bymiljøet. Det er dét, vi forholder os til, når vi enten bor eller bevæger os i byen.”

Har I også en bæredygtighedsdagsorden?

”Ikke jeg selv. Men det er der andre, der har, og for eksempel Aarhus Kommune fremhæver selv bæredygtighed som en værdi, den så alligevel ikke lever op til i trangen efter at fremstå som dynamiske. De fleste kommuner magter desværre ikke at tage vare på deres bevaringsværdige bymiljøer, og af Danmarks 76 middelalderkøbstæder, er der kun cirka 20, der har passet godt på deres kulturarv. Ribe er måske det mest vellykkede eksempel i hele landet, men der er heldigvis også andre byer i Sønderjylland, på Fyn og på Bornholm, der er lykkedes med opgaven.”

Er det ikke i orden, at et byrum afspejler forskellige tidsaldre og byggestile, og at der er et vist kommunalt råderum?

”I kommunerne er det et til enhver tid ret tilfældigt sammensat byråd, der beslutter hvilke projekter, der får byggetilladelse. Selvom 80 procent af byrådsmedlemmer nok er fornuftige og tænker i større sammenhænge, kan der være 20 procent cowboytyper. Og så kommer der lige en ’developer’ – det er en meget farlig mand! – forbi med et ’projekt’. Til et boligkompleks for eksempel. Og han har fået en investor med på vognen. Og dét, kommunen ser, når de får projektet forelagt, er naturligvis noget ’udvikling’ og ’vækst’, og så ofres andre hensyn alt for ofte. Derfor er det nødvendigt, at kommunerne pålægges et ansvar for at bevare de bymiljøer, der er bevaringsværdige.”

Du bruger ofte tillægsord som ”hyggeligt”, ”grimt”, ”menneskefjendsk” og ”hensynsfuldt” om arkitektur og bymiljø. Det er jo værdisætninger, som er subjektive og unddrager sig fælles definitioner.

”Ja, når man taler arkitektur, kommer man måske ikke til enighed. Men alle kan jo godt se, hvilke bymiljøer der fungerer. Det er dér, folk gerne vil færdes og bo.

Derfor synes jeg, at det er helt relevant at tale om at genopfinde en mere klassisk byggestil, der er hyggelig, menneskevenlig og ikke mindst i korrekt skala i forhold til omgivelserne. En ny bygning skal ikke være anmassende og eksistere på sine egne præmisser. Jeg efterlyser harmoniske flerheder af flere forskellige huse, der spiller sammen.”