Formand for Dansk Sprognævn: Sprogskribent har misforstået, hvad grammatik er

I sin kritik af Dansk Sprognævn glemmer Susanne Staun, at sprognormerne har skiftet, lige så længe som sproget har eksisteret. Vi må leve med, at der er variation i sproget, skriver

Man godt kan konservere en bestemt epokes sprogform i skriftsproget, men intet middel kan hindre talesproget i at udvikle sig i sine egne retninger, skriver formand for Dansk Sprognævn.
Man godt kan konservere en bestemt epokes sprogform i skriftsproget, men intet middel kan hindre talesproget i at udvikle sig i sine egne retninger, skriver formand for Dansk Sprognævn. Foto: Nils Svalebøg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Susanne Staun går til angreb på Dansk Sprognævn i sin klumme “Er fejlfinding et udtryk for intolerance?” her i avisen den 21. august. Hovedsynspunktet kommer til slut:

“Selvfølgelig er der kun én rigtig måde, grammatikken kan være på – den grammatiske. Enten overholder man reglerne i bådhuset, eller også kommer der hurtigt til at lugte rigtig fælt.”

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

Synspunktet ser bestikkende ud, men lider af en enorm tankefejl. Set på den måde måtte grammatikken være fuldstændig ens til alle tider. Men på det punkt har Susanne Staun ganske enkelt misforstået, hvad grammatik egentlig er. “Reglerne i bådhuset”, som hun kalder det, er de normer, der gælder, det vil sige et historisk fænomen. Men de normer er noget helt andet end det beskrivelsesapparat, som sprognormerne bygges op på, den almene grammatik. Sprognormerne har skiftet, lige så længe som sproget har eksisteret, og der er ingen grund til at tro, at de aldrig mere vil ændre sig. Bare man er gammel nok, har man allerede set den slags ske i det små. 

Vi må leve med, at der er variation i sproget. Som et eksempel på en ændring fra vor egen tid kan jeg nævne, at det i min barndom hed “efter at Olsen var gået", og at det var en grov fejl at udelade "at". De seneste mange år har mine pæne, velopdragne studerende på universitetet insisteret på, at det hedder “efter Olsen var gået”, og at det er en grov fejl at bruge "at" i den kontekst. Som et eksempel på, hvordan dansk varierer, kan jeg nævne, at jeg som dreng har lært, at det hedder "i sommer"; formen "i sommers" kendte folk, men den blev regnet for lidt sær, om end o.k. Selv uden statistik i ryggen er jeg temmelig sikker på, at opfattelsen blandt de fleste i dag er præcis den modsatte. Hvem skal nu afgøre, hvad der er rigtigt i den slags sager? Hvis sprogbrug er norm?

Vi kan nok være enige om, at det, der er tabt, er tabt. Det, som det gælder om for Susanne Staun, er, at der ikke går mere tabt. Rettidig omhu med smæk og udskamning skal sikre, at det, der er tilbage, bliver opretholdt uforandret.

Nu siger al erfaring, at al denne vold ikke hjælper en tøddel. Der er få lande, hvor der er blevet smækket og udskammet så meget som i Frankrig, hvad sproget angår. Resultatet er, at man dér har en del gloser og grammatiske former, som kun anvendes på skrift og i meget høj stil i talesproget, mens der i dagligsproget findes en lang række parallelle gloser og grammatiske former, som alle bruger, inklusive de fine, undtagen når deres gamle fransklærer er i nærheden. 

Moralen af det er, at man godt kan konservere en bestemt epokes sprogform i skriftsproget, men at intet middel kan hindre talesproget i at udvikle sig i sine egne retninger. Og hvad mere er: Det sker, at grammatiske former går tabt, men hvis deres indhold stadig er relevant, finder sproget nye udtryksformer for indholdet. Dansk har for eksempel tabt konjunktiven, men dens indhold kommer i stedet til udtryk i biord som "antagelig", "formodentlig" og "sandsynligvis" (og flere andre).

Den kreds af sprogfolk og politikere, der satte Sprognævnet i verden for snart 70 år siden, gav det som opgave at sætte skik på retskrivningen, vejlede i sproglige problemer og følge sprogets udvikling. Smæk og udskamning har aldrig hørt til nævnets opgaver, og det var bestemt heller ikke skabernes hensigt med nævnet.

Sprognævnets tilgang er at informere på et oplyst grundlag. Den tilgang bliver kun “postmoderne”, når man ikke kender forskellen på historiske sprognormer og almen grammatik.

Henrik Jørgensen er tidligere lektor i dansk sprog ved Aarhus Universitet og nuværende formand for Dansk Sprognævns bestyrelse og repræsentantskab.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.