Tak til Thomas Aastrup Rømer fra Tænketanken Prospekt for i en kronik i Kristeligt Dagblad den 17. oktober at følge op på anbefalingerne til en revitalisering af skolens religionsundervisning.
Rømer beklager undervejs i kronikken, at udvalget bag anbefalingerne ikke har forholdt sig mere frit til kommissoriet. I Religionslærerforeningen er vi enige i, at en egentlig revitalisering af faget forudsætter mere grundlæggende ændringer i rammer og vilkår for undervisningen, men at klandre et udvalg for at holde sig inden for et kommissoriums rammer giver ikke mening.
Derimod er det den efterfølgende debats udfordring at sætte et sådant udspil ind i en større skolepolitisk og dannelsesmæssig sammenhæng, og det er jo netop, hvad Rømer gør. Det samme gjorde i øvrigt ministeriets tidligere fagkonsulent og fungerende formand for Det Pædagogiske Selskab Asger Hermansen, da han allerede under lanceringen var inviteret til at kommentere rapportens indhold. Interesserede kan læse hans kommentar på Religionslærerforeningens hjemmeside.
Rømer peger derudover på nogle inkonsekvenser i kommissoriet, fordi udvalget i hans læsning tilsyneladende har fået til opgave "at foreslå noget uden at foreslå noget" ved at skulle holde sig inden for de eksisterende rammer. Det er imidlertid en meget snæver forståelse af det bestemmelsesgrundlag, der ligger bag lærernes arbejde.
Indeholdt i de forskellige faghæfter er en lang række faglige positioner med forskellige fagsyn, der toner fagenes funktion i relation til opfyldelsen af skolens overordnede formål. Af den grund kan den konkrete undervisning i fagene tage sig meget forskellig ud under de samme rammer. I det lys er forslaget om religiøs grundforståelse ("religious literacy") som forståelsesramme for faget netop at kaste et nyt blik på det inden for de eksisterende rammer, således at det får en mere interkulturel vinkling til gavn for forståelsen af en mere globaliseret verden.
Derudover kan man som lærer også prioritere indholdet af faghæfterne meget forskelligt, og her går to af arbejdsgruppens anbefalinger på en opprioritering af fænomenerne "den religiøse dimension" og "livsfilosofi", fordi det er dem, der ligger elevernes erfaringsverden nærmest, og derfor også af eleverne opleves som mest relevante, når de bliver spurgt.
Desværre er disse fænomener tilsyneladende aldrig rigtig slået helt igennem i praksis, men måske det nye Center for Videnskab og Tro under Københavns Universitet med tiden vil kunne bidrage til belysningen af, hvilken funktion den religiøse dimension i tilværelsen har for forståelsen af livet, samfundet og verden.
Endelig udtrykker Rømer bekymring for, at rapporten primært begrunder faget sundhedsfagligt og psykologisk med henblik på fremme af elevernes trivsel og identitet. At skolen som institution bidrager til elevernes identitetsdannelse, og at deres vigende trivsel er et aktuelt politisk tema, er der ingen tvivl om, men hvad rapporten gør, er at pege på opprioriteringen af det åndelige som en del af elevernes alsidige udvikling – ikke i psykologisk forstand, men som en eksistentiel kategori.
Når koblingen til trivselsproblematikken nævnes, baserer det sig alene på kommissoriets opdrag og på det forhold, at man inden for sundhedsvidenskaberne i stigende grad arbejder med en hypotese om, at den manglende bevidsthed om det åndelige i vestlig kultur kan være en af årsagerne til oplevelsen af ringere trivsel. Det forhold angår dog selvsagt ikke selve religionsundervisningen.
John Rydahl er formand for Religionslærerforeningen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.