Adam Holm mener i sin kronik den 10. august, at utroskab er smerteligt, men kan være nødvendigt. Efter eget udsagn er hans refleksioner fremprovokeret af et nært vennepars overraskende skilsmisse, grundet mandens utroskab.
Jeg kan naturligvis sagtens følge Adam Holms sorg over, at smukke og gode parforhold bryder sammen på grund af utroskab. Jeg er også enig med ham i, at utroskabens konsekvenser ikke behøver at være ubodelige, selvom de ofte viser sig at være det.
Det er dog ligefrem morsomt, at Holm mener, at drømmen om det monogame ægteskab med den eneste ene kan tilskrives alverdens præsteskaber – bistået af Disney-koncernen. Den menneskefjendske løgn om troskab mod den eneste ene skyldes altså ifølge Holm religionens fordærvelige undertrykkelse og forløjethed.
I min barndoms 1970’ere var der mange, der mente, at det monogame ægteskab var på vej ud. Og mange eksperimenterede med diverse samlivsformer, som skulle erstatte det klaustrofobiske, snærende ægteskab – som det lød med tidens marxistiske og kulturradikale retorik. Men de alternative samlivsformer mistede pusten, og ægteskabet kom tilbage som ideal og livsdrøm. Tror Adam Holm virkelig selv på, at det var den samlede danske præstestands fortjeneste eller skyld – alt efter temperament? Selvom præstestanden angiveligt skulle have Disney i ryggen, er det en – skal vi sige – fantasifuld påstand.
For mig er grunden mere livsnær. Drømmen om en ægtefælle, som man deler glæder og sorger med i livslang kærlighed, er indlejret i menneskets natur på samme måde som menneskets behov for mening og dets åndelige instinkt. Man kan godt fantasere sig væk fra sin skabte natur for en tid og bilde sig ind, at man kan (gen)konstruere sig selv fra grunden. Men kun for en tid.
Samme argument kan føres omkring det religiøse. Ifølge sekulariseringsmyten skulle religionen visne og dø, når vi fik uddannelse og velstand. Hvordan er det gået? Religionen er kommet igen med fornyet styrke, fordi det åndelige behov er indlejret i vores menneskelighed.
Men den anden af Holms påstande er ikke morsom. Påstanden om, at utroskab er et uafvendeligt og nødvendigt vilkår i et langvarigt parforhold, er for mig at se både trist og destruktiv. Ingen kan igennem et langt samliv undgå at føle sig tiltrukket af en anden end sin ægtefælle. Men at man bliver tiltrukket af en anden, behøver ikke at lede til utroskab. Det er en underlig etisk kapitulation, at man nærmest skulle blive tvunget til at forfølge sine impulser og sit begær. Jo, mange – alt for mange – er hinanden utro. Men svaret på dette faktum er for mig at se ikke, at man undskylder sig og bliver enige om, at utroskab er en slags skæbnebestemt nødvendighed. Hvad med i stedet at stoppe op og overveje, hvilken syndflod af hjertesorg og destruktion, man er i færd med at lukke ind i sit eget og sine nærmestes liv, når begæret presser sig på?
Det er en dybt egoistisk handling at være sin ægtefælle utro. Et parforhold kan muligvis overleve utroskab. Sandsynligvis ikke. Men selvom det skulle overleve, bliver det med store personlige omkostninger for alle involverede. Jeg har som præst set det igen og igen. Og det ønsker jeg ikke for nogen.
Tonny Jacobsen er formand for FrikirkeNet.