I KRISTELIGT DAGBLAD den 27. november citeres kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) for at sige, at truslen mod åndsfrihed kommer fra os selv, hvortil folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) svarer, at presset på åndsfriheden mest af alt kommer fra Islamisk Stat.
Det er ikke min sag at mægle mellem to politikere i Liberal Alliance. Jeg mener blot, at det er en væsentlig pointe, at den ene påstand ikke udelukker den anden.
Truslerne fra islamistisk terror i vores eget land er et anliggende for PET, politi og domstole. Det er der vist ingen, der er uenige i.
Under vægten af den trussel skal vi passe på, at vi i iver for at bekæmpe dette uvæsen ikke yderligere marginaliserer muslimske borgere, familier og grupper og dermed skubber dem i armene på islamister og salafister. Vores samfund hviler og reguleres på nogle stærke frihedstraditioner. Dem er tiden ikke løbet fra.
På BBC’s nyhedsside kan man for tiden se et interview med en kvinde, Tania Georgelas, mor til fire børn, flygtet fra Islamisk Stat og sin eksmand, der var jihadist. Hun fortæller, hvordan hun som ung voksede op i en forstad til London, som 17-årig konverterede hun til islam. Hendes venner beskriver hende som en helt almindelig teenager. Hun var dengang tiltrukket af at leve et fromt og rent liv og være del af et fællesskab, som hun følte hun hørte til i. Hun fortæller også, hvordan hun gennem videoer og billeder af muslimske ofre fra borgerkrigen i Bosnien blev del af en opfattelse og en ideologi, der opstillede en uforsonlig modsætning mellem islam og de vestlige samfund. Men særlig vigtigt er det i denne sammenhæng, hvordan hun fremhæver, at idéerne om ligestilling mellem kønnene og friheden til at tænke og tro efter egen overbevisning var det, der i sidste ende fik hende til at planlægge flugten med sine fire børn fra Islamisk Stat. I dag lever hun med sine fire børn i USA.
Vi må bruge vores fantasi, engagement i ethvert nabolag og vennelag i skoler og andre institutioner til at bekræfte, at vi er borgere i et fælles samfund. Det er slet ikke nemt, men nødvendigt. Tillid vokser ud af kendskab til hinanden. Så vidt er love, der mindsker parallelsamfund, for så vidt begrundede. Vi skal for eksempel ikke have et samfund med parallelle retssystemer og domstole.
Men en stat, der vil værne om borgernes frihed, må skelne mellem åndsfrihed og sindelagskontrol. I et samfund præget af åndsfrihed må de potentielle konflikter og uoverensstemmende opfattelser mellem borger og stat forfægtes med ord og symboler i det åbne. Vi skal vende os til at forklare os over for hinanden.
STATEN MÅ MEGET GERNE sætte mål for dannelsen i skolen, men den skal afstå fra at kontrollere, hvad folk – også eleverne – mener, tænker og tror. I det nødstilfælde, hvor overvågning og kontrol tillades af hensyn til sikkerheden, må det ske i henhold til en ekstraordinær foranstaltning, der alene kan begrundes i mistanke om kriminelle handlinger.
Dommen mod pigen fra Kundby i denne uge er et godt eksempel på, hvor svær den situation, vi står i, er. Det er en ulykke både for pigen fra Kundby, den by, skole og familie, hun er vokset op i, og for det danske samfund. Sikken fallit. Gid vi kunne have gjort noget i tide. Men det er lige så vigtigt, at der i et frit samfund også er mange ting, vi har frihed til ikke at dele med hinanden. Jeg foretrækker min lokale sognekirke frem for andre religiøse fællesskaber, og jeg synes ikke, at samfundet bliver bedre af, at jeg skulle vise interesse for også at komme i en moské eller hos Jehovas Vidner. Ingen af delene kunne jeg tænke mig. Jeg har end ikke den fjerneste lyst til at overveje at blive medlem, og jeg synes ikke, at det er udtryk for, at jeg så mangler sans for mangfoldighed. Jeg ville blive alvorligt alarmeret, hvis nogen mente, at moskéer og rigssale skulle forbydes, eller at retten for disse grupper til at lave friskoler skulle indskrænkes.
Det har på en kringlet facon været med til at styrke samhørigheden i Danmark, at vi både har en lov og ret, der garanterer, at vi har frihed til at tro, tale, forsamles, danne foreninger og lave friskoler med meningsfæller. Vi har generationers erfaring for, at disse friheder i sidste ende har gavnet loyaliteten til det fælles danske samfund.
Hvis vi under henvisning til globalisering og indvandring ændrer på disse frihedsgarantier, så er vi i gang med at forhandle selve arvesølvet, og så må vi i det mindste gøre os ualmindeligt umage for at vende og dreje alle argumenter for og imod, og både overveje, hvad vi med ny lovgivning vil inddæmme, og hvilket samfund den ny lovgivning efterlader os med.
Kirsten M. Andersen er lektor, ph.d. og formand for Grundtvigsk Forum.