LYTTER BORGERE OG POLITIKERE nok til hinanden og anerkender synspunkter på hver side af det politiske spektrum? Eller er politik blevet en slags virkelighedens teaterstykke fyldt med drama, og hvor nuancer og uenigheder reduceres til råben og skrigen?
Det spørgsmål var udgangspunktet for den første udgave af Frirummets Fællesdag, et nyt initiativ fra højskolerne, efterskolerne og de frie skoler, som fandt sted i går, og som skal medvirke til at skabe en ny og mindre konfliktfokuseret debatkultur. Vi er nemlig på i en forkert retning, hvor politikerlede og en manglende lyst til at deltage i den demokratiske samtale kan komme til at udgøre en alvorlig trussel mod vores demokrati, mener en af medstifterne, Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening.
”Vi oplever, at der i debatkulturen er
kommet en meget fast opskrift, der handler om, at man har ét synspunkt i hver sin lejr. Man kan sige, at man ikke tager konflikten alvorligt nok. Den bliver reduceret til underholdning. Med Frirummet ønsker vi ikke at komme væk fra konflikten, vi ønsker at tage konflikten alvorligt. Vi skal turde være i konflikten og blive klogere,” siger hun.
Det ser vi i politiske debatter om emner som integration, klima og økonomi, og det er en udvikling, der er taget til, mener Trinskjær. Derfor bliver borgerne apatiske, og politikerleden stiger.
”Vi mærker en træthed over de politiske debatter, det er politikerlede, det er apati. Det går ikke,” siger hun.
Frirummet spørger på sin hjemmeside, ”hvordan skal vi have en demokratisk samtale, hvis vi ikke er i stand til at forstå dem, vi er uenige med?”, og præmissen er, at stemmer på hver sin fløj, både borgere og politikere, skal kunne tale bedre sammen igennem en række debatter arrangeret af Frirummet.
Debatinitiativerne er ikke et forum for at skyde på hverken politikere eller medier, forklarer Lisbeth Trinskjær, nej, det er snarere et forsøg på at dykke ned og forstå konfliktens væsen og anerkende, at en modpart kan være uenig.
”Vi har brug for tage konflikten alvorligt. Vi ser oftere og oftere, at den bare bliver bekræftet som noget, politikerne altid har ment, og det er selvfølgelig komfortabelt. Men det betyder også, at vi ikke er særlig konfliktrobuste. Og i et demokrati et vi nødt til at være konfliktrobuste og tåle at være i konflikten. Det er det, vi vil.”
Det nye projekt skal skabe et rum, hvor uenigheder anerkendes, men hvor der samtidig er plads til at udtrykke tvivl og anerkendelse af modpartens synspunkter. Men til Frirummets Fællesdag i går var deltagerne sammensat af en række mennesker fra primært centrum-venstre, der er overvejende enige med hinanden. Taler det ikke imod målsætningen?
”Nej, det tænker jeg ikke. Dit spørgsmål afslører i virkeligheden den der konfliktunderholdningsmodel. At man skal have yderpunkterne på banen. Jeg synes, det er en falsk præmis. Er det kun en god debat, hvis man har yderpunkterne i debatten? Det, vi er optaget af, er, hvordan debatten er, hvordan vi har den.
Det debatformat, Frirummet arbejder i, kræver faktisk rimelige modige politikere. For de kan ikke gemme sig bag hovedpunkter vedtaget af partiet, for så kan de ikke sidde i formatet. De skal gå en lille smule ud på isen, og der kan de blive ret sårbare.”
Men højskoletanken beror vel også på, at man debatterer bredt med folk, man er uenige med?
”I sommer havde vi Sørine Gotfredsen (sognepræst og debattør, red.) og Ida Auken til at diskutere danskhed. Det er i hvert fald ret meget to politiske modstandere. Og begge har efterfølgende
refereret til det som en øjenåbner. De har været i debat masser af gange, men formatet tvinger dem ind i – eller man kunne sige giver dem mulighed for at brede debatvingerne lidt ud. Vi vil gerne høre nuancer, vi vil ikke bare have kampen.”
Mange danskere vil formentlig være uenige i mange af disse debattørers og politikeres synspunkter. Har I overvejet at bringe nogle af dem med i fremtidige debatter?
”Der vil være frirumsdebatter på alle mulige forskellige niveauer og om forskellige emner. Udgangspunktet er at tage fat i en konflikt mellem mennesker og synspunkter. Men er også vigtigt at få sagt, at i Frirummet er der en tredje fase, hvor de, der deltager, og også de tilhørere, der lytter, er forpligtet på at finde løsninger. I stedet for, at vi klassisk peger på politikerne og spørger, hvordan de vil gøre det, har vi faktisk netop hørt vores tilhørere om, hvad vi skal gøre ved problemstillingerne.”