Stig Grenov: Politiet bør vise hensyn over for migranter, som søger kirken

Det kirkelige frirum, hvor man traditionelt har kunnet søge tilflugt, uanset hvem man var, eller hvad man havde gjort, er i fare, skriver Kristendemokraternes formand Stig GRenov efter anholdelse ved migrantmenighed i Vanløse

Det kirkelige frirum, hvor man traditionelt har kunnet søge tilflugt, uanset hvem man var, eller hvad man havde gjort, er i fare, skriver Stig Grenov. – Arkiv
Det kirkelige frirum, hvor man traditionelt har kunnet søge tilflugt, uanset hvem man var, eller hvad man havde gjort, er i fare, skriver Stig Grenov. – Arkiv. Foto: Polfoto.

Søndag den 12. marts troppede to civilklædte betjente op foran den kristne migrantmenighed i Vanløse. De tjekkede ID på menighedens mørklødede kirkegængere.

”Der er ikke gudstjeneste her på gangen,” svarede politiet præsten, da de stoppede folk. Ordensmagten fandt personen, de ledte efter, og forlod stedet.

Lov og orden skal holdes. Men politiet skal næppe foretage mange besøg, før en tredjedel af menigheden undlader at dukke op. Mange forbinder af hjemlandets erfaring ordensmagt med mistro og angst. Andre kan tænkes at være illegale, men ufarlige migrantarbejdere, der ikke ønsker et stævnemøde med politiet. Og heri ligger betænkeligheden.

Det kirkelige frirum, hvor man traditionelt har kunnet søge tilflugt, uanset hvem man var, eller hvad man havde gjort, er i fare. Den illegale flygtning eller indvandrer er ingen undtagelse. Kontakten med kirken giver det ensomme menneske det fællesskab, som giver styrke til at komme overens med myndighederne. Det er også en klar fordel for samfundet. Men søndag blev en mand anholdt, da han søgte tryghed og nåde.

Interessant er det, at politiet i København bliver bedt om at holde afstand til fixerum, så stofmisbrugere ikke anholdes, når de tager deres stoffer. Det samme hensyn burde vises over for den fremmede, der søger fred i kirken. I modsat fald skræmmes en stor gruppe mennesker væk fra det fællesskab, der tilbyder dem hjælp og menneskeligt nærvær midt i ensomheden.

Hvis vi som samfund kan udvise sociale hensyn over for stiknarkomanen, burde det samme gøre sig gældende for den fremmede.

Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne.