Folke-kirke. Jeg kan godt lide, at trykket ligger godt fordelt mellem folk og kirke. At vi er en kirke, der rummer 74 procent af os danskere, uanset om vi går meget eller lidt i kirke. Vi har en rummelig folkekirke med højt til loftet. Vi er forskellige teologisk, politisk og kulturelt. Men fælles for os er, at vi ikke kan undvære den. Vi værdsætter den lokale sognekirke ved livets overgange og i dagligdagen. Kirken udgør en art hjerteslag for hele vores samfund. Det kristne menneskesyn har gennemsyret vores indretning af folkeskolen, sundhedsvæsenet og lovgivningen.
Det vil jeg gerne have fortsætter. Derfor er det vigtigt, at vi blander os positivt i den offentlige debat. For at befrugte enhver debat, med det kristne menneskesyns perspektiv.
Kirken er tæt på os i vores hverdag med den lokale kirke og sognepræst, og derudover har vi en lang tradition for sygehus-, fængsels-, korshærs-, værns- og studenterpræster. De seneste år har vi fundet endnu flere måder at være tæt på mennesker i det daglige på. Der er kommet præster med fokus på demens, gravide, sjælesorg, gymnasier, hjemmepleje, og det blomstrer fortsat med nye skud. Det er tegn på en kirke, der er optaget af at være i øjenhøjde med mennesker i alle livssituationer. Både når vi er i sognet, og når vi lever vores hverdagsliv andre steder. Så kirkelighed rimer på virkelighed.
Det er menighedsrådenes fornemme at opgave at finde ud af, hvordan man bedst giver guldet videre til de næste generationer på netop vores sted. At give tradition videre kræver altid fornyelse. Kirken lever af nærhed. Præst og menighedsråd har de seneste mange år sørget for at give traditionen videre ved at forny den, både når det handler om gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Det har blomstret med nye tiltag på land og i by.
Men indimellem kan det være svært at få plads til at sætte det lange lys på, og få tid og rum til at arbejde med kirkens indhold i menighedsrådet, hvis der er for meget bøvl, besvær, bygninger eller administration. Det kan og skal vi have set på i de kommende 10 år. Det er frivillige, der sidder i menighedsrådet, og opgaverne skal være realistiske. For det er et vigtigt ledelsesarbejde, menighedsrådene har: løbende at holde fokus på det, vi er sat i verden for som kirke, og på bedste vis prioritere ressourcerne godt, så vi er kirke for og med så mange som muligt.
Lad os være ”vilde med vilje”, så vi helt bevidst tilbyder en mangfoldighed af gudstjenester og aktiviteter, som tiltaler forskellige livsfaser.
Mange af os har et ideal om, at alle skal samles til søndagsgudstjenesten. Det er et smukt ideal. Der er bare den hage ved det, at det aldrig har haft sin gang på jord. Landet rundt har det blomstret med nye gudstjenesteformer, der henvender sig til mange forskellige målgrupper. Vi har spaghetti-, demens-, meditations-, rytmisk, brunch-, fyraftens-, børnehave-, aften-, internationale og friluftsgudstjenester. Hvert eneste gudstjenesteformat blev fremelsket, fordi det gav mening. Det arbejde skal vi være stolte af og fortsætte. Og glæde os over, at flere danskere er begyndt at gå mere i kirke. Vi stemmer så at sige med fødderne. Det eneste, vi mangler, er at lade virkeligheden slå igennem i vores sprog, så vi taler om gudstjenester og menigheder i flertal og lader hver af disse menigheder have værdi. Ikke som nogen, der egentlig burde komme til den rigtige gudstjeneste (altså højmessen), men som menigheder, der er gode nok, lige præcis som de er.
Lad os være ”vilde med vilje”, så vi helt bevidst tilbyder en mangfoldighed af gudstjenester og aktiviteter, som tiltaler forskellige livsfaser. Og lad os samarbejde endnu mere om det, så vi ikke bliver en fortravlet kirke. Hvert sogn skal ikke kunne det hele. Lad os tænke sammen, planlægge sammen og være stolte af, at vi allerede tilsammen er en rigtig mangfoldig folkekirke.
Og lad os også bruge vores realistiske sans også om søndagen. I realiteten er det en meget lille del af befolkningen, der er så dus med den klassiske højmesse, at vi finder glæde og dybde i den.
Biskopperne har sat et liturgiarbejde i gang for at give højmessen et serviceeftersyn. De spørger blandt andet: Er der for mange ord i gudstjenesten? Hvad gør vi, hvis menighedssvar ikke fungerer? Hvordan opleves nadver af dem, der ikke deltager? Og jeg vil tilføje: Fungerer orgel og kor som understøttelse af fællessangen? Hidtil har gudstjenesten været bundet af ritualbogen fra ende til anden. Med biskoppernes liturgiarbejde er der udsigt til, at det kan blive anderledes.
Jeg ønsker mig, at rammen for søndagsgudstjenesten bliver langt mere fri end i dag, så menighedsråd og præster kan sørge for, at søndagens gudstjeneste passer som fod i hose til det lokale sted, også om søndagen. For det er jo sådan, vi gør med alle andre gudstjenester. Indretter dem, så vi tror, det ”nærer troen” for dem, der kommer, som Luther udtrykker det. Når nu vi indretter stort set samtlige andre gudstjenester med færre bønner, måske helt uden menighedssvar, og måske har sat salmernes toneleje ned, så det er til at synge med på, hvorfor så ikke tage farve af det om søndagen de steder, hvor det passer ind? Jeg er tilhænger af, at de centrale led i søndagens gudstjeneste stadig skal være faste, og at vi stadig er bundet af tekstrækkerne. Men så er alt det andet frit. Salmerne, bønnerne, om vi har korsvar eller ej.
Og lad os så samarbejde på tværs af sogne omkring gudstjenestelivet. Så vi i fællesskab sørger for at være der både for dem, der elsker orgelmusik, og dem, der bedre kan lide rytmisk eller jazz, også om søndagen. Vi finder aldrig én gudstjenesteform, som alle i sognet synes godt om. Så lad os også med vilje være mangfoldige om søndagen. I de større byer kunne det for eksempel være en idé, at der hver søndag er en gudstjeneste på engelsk eller en med rytmisk musik.
Samarbejde på kryds og tværs styrker folkekirkens arbejde. Det gælder både, når det sker i sognet, og når det sker sammen med andre menighedsråd. Når vi i sognet samarbejder med borgerforeningen eller spejderne om høstgudstjenesten, så bliver dørtrinnet så lavt, at mange får lyst til at deltage. Og når vi samarbejder med andre sogne, får vi kræfter til at løfte vigtige opgaver og nå bredere ud. Når vi samarbejder med institutioner, kirkelige foreninger eller kommuner, kan vi sammen gøre en diakonal indsats, som ingen af os kunne have løftet alene.
Der kaldes i det hele taget på folkekirken fra mange sider i disse år, og kirken indgår i mange nye samarbejder, der gør en vigtig forskel for mennesker. Ofte er det mennesker, vi ellers aldrig var kommet i berøring med som kirke. Det kender man i Aalborg eksempelvis gennem Folkekirkens Familiestøtte og arbejdet med gymnasiepræster. Og kirken bliver værdsat i disse samarbejder. For kirken kan noget helt særligt. Vi er eksperter i nærvær og fællesskab. Vi har modet til at være der, hvor livet er svært. Med evangeliets dybe rødder har vi bud om håb og ritualer at hvile i, selv når livet slår knuder. Vi er en mangfoldig kirke, der er til stede overalt både fysisk i sognet og i alle de gode samarbejder. Dermed formår vi at være en relevant og livsnær kirke, der er til stede med menneskeligt fællesskab, gudstjenesteliv og dygtige præster, der er bedre end nogen andre til samtale og nærvær.
Folkekirken er bred og mangfoldig. Og kirken har gennem tiden været god til at lytte højt og bredt og svare, hvor der bliver kaldt. Med gudstjenester, undervisning, diakoni og mission. Det skal vi fortsætte ufortrødent med.