”Vores retstavning bør laves om, mener sprogforsker Petersen, så sproget i højere grad følger vores moderne udtale.”
Sådan lød det i TV Avisen mandag den 20. marts, da tv-vært Kåre Quist opsummerede resultaterne af seniorforskerne Holger Juul og Jan Heegaard Petersens forskning i moderne dansk udtale.
I udsendelsen forklarede Jan Heegaard Petersen, at unge mennesker i dag udtaler ordet vinduesrude som vinduesrode med o i stedet for u, og at ordet russer på samme måde udtales rosser. Herudover fik vi de gammelkendte eksempler på forvekslinger af æ og a i ordene kræft og kraft samt sammenrodningen af ordene bager, bæger og bærer, som også Kristeligt Dagblad har beskrevet.
Udtalen af disse ord har været til debat siden 1960'erne. Dengang kaldte man det lavkøbenhavnsk udtale. I dag kaldes det så de unges sprog, og man overvejer at tilpasse staveformen til udtalen, så det bliver lettere for børnene i folkeskolen at stave dem korrekt.
Som eksempler på, at den danske udtale stikker af fra skriftsproget, blev der bragt klip med den gamle gymnastikpædagog i Danmarks Radio Kaptajn Jespersen (1883-1963) – der i mere end 25 år hver morgen klokken 7 havde et gymnastikprogram, der var spækket med opmuntrende sentenser som ”en sund sjæl i et sundt legeme” og ”den, der ranker sig, slanker sig” – og fra flere andre professionelle og markante talere. Som kontrast til dem kunne vi så høre to søde, unge, nutidige piger tale om, at man ikke lægger så meget vægt på ”udtalelsen” mere, men at de alligevel har lært det.
Det er givetvis rigtigt, at der er sket en vis form for vokalglidning i flere miljøer, men hvordan Heegaard med så stor sikkerhed kan fastslå, at der ikke er tale om sjusk, når nu den ene af pigerne netop selv angiver den manglende sproglige opmærksomhed som et problem, er ikke helt indlysende for mig. Beskrivelsen af problematikken lægger imidlertid op til en massiv misforståelse af forholdet mellem skrift og lyd. Det har nemlig aldrig forholdt sig sådan, at det danske skriftsprog gengav de danske sproglyde i et én til én-forhold.
Tænk på udtalen af skriftens i. Vi har et langt i i Lise, et med stød i vin og en kort udgave i lille. Vi har imidlertid også et i, der udtales som et e i ord som ligger og lilla, vi har et i i ordet drikke, der udtales som æ, og så er der bogstaverne i i mig, dig og sig, der udtales som et dybt a efterfulgt af j. Hvis vi som Heegaard foreslår – ændrer retskrivningen til vinduesrode – bør vi vel med samme ret begynde at skrive legger, lella, drække, maj og daj? Og hvis det hedder vinduesrode, skal det vel også hedde rodekuvert og roderkonge. Og hvad er det egentlig med e’et i vindue? Skulle vi ikke nøjes med at skrive vindusrode?
Påstanden om, at dansk udtale gennem de seneste årtier har udviklet sig længere og længere væk fra retskrivningen, abonnerer jeg heller ikke på. Jeg vil tværtimod hævde, at der aldrig har været større overensstemmelse mellem det sprog, de unge taler, og skriftsproget end i dag.
Tidligere var det danske sprog opdelt i en række markant forskellige dialekter. Der var så store forskelle i ordforråd, sætningsmelodi, og den måde de forskellige ord blev udtalt på, at det var muligt med få kilometers forskel at afgøre, hvor en person kom fra.
Fra 1922, hvor radioen og senere fjernsynet kom til Danmark, med udviklingen af uddannelser, der får unge mennesker fra Udkantsdanmark til at rejse til primært København, Aarhus, Aalborg og Odense for at få en uddannelse, og muligheden for at passe et arbejde ret langt fra ens hjem, er det i dag stort set umuligt at bevare de gamle dialekter. De bliver stille og roligt udtyndet, og hver generation taler et sprog, der ligger tættere og tættere på et fælles sprog. Tidligere sagde man ikke ruden, men ruun uden d og med et meget langt u på Lolland og æ rud med foranstillet bestemthed, blødt d og afsnubbet e i Vestjylland.
Det var en langt mere markant forskel end den, forskerne i dag påpeger mellem rude og rode. Da ordenes stavemåde ligger tættere på rigsmålet end på dialekterne, kan man faktisk tillade sig at hævde, at udtalen i dag ligger tættere på skriftsproget, end det gjorde for 100 år siden.
Inden vi køber idéen om, at vi skal stave, som de unge angiveligt taler i dag, skal vi også lige huske, at staveformerne indeholder mange flere informationer end udtalen. Staveformerne afspejler også i vid udstrækning ordenes oprindelse. Ordet restaurant staves ikke ræsdorang, fordi det er fransk, ordet sneakers skrives ikke sniigås, fordi det er engelsk, og emoji staves ikke emåudji, og selv om det kan være sværere at lære at stave disse ord, er der ingen, der ønsker at fravige den internationale praksis.
Da Dansk Sprognævn i 1986 udgav en ny udgave af Retskrivningsordbogen og indførte en mulighed for at skrive majonæse i stedet for det franske mayonnaise med henvisning til folks manglende evne til at stave dette ord korrekt, udløste det en sand shitstorm, længe inden vort sprog var blevet beriget med dette ord.
Der er efter min bedste overbevisning ikke folkelig opbakning til at indføre en retskrivningsreform, der tilnærmer ordenes stavning til udtalen. Man kan sikkert med fordel indføre nogle småjusteringer, og man kunne med fordel også fjerne en række af de forvirrende dobbeltformer, der er blevet fyldt ind ordbogen i et misforstået forsøg på at gøre det lettere at stave.
Der er ikke fokus på dansk udtale i folkeskolen i dag. Hvor der arbejdes med udtalen af fremmedsproget engelsk, tages udtalen af dansk for givet, men man kunne sikkert have fornøjelse af at afspille forskellige former for dansk sprog og tale om forskelle og ligheder med elevernes eget sprog.
Lise Bostrup er cand.mag. i dansk og formand for Den Danske Sprogkreds.