Prøv avisen
Mediekommentar

Hvis ikke staten opdrager i dag, hvem gør så?

Nu vil man atter fra øverste hold indskrænke friheden med planer om at tvangsindlægge skilsmissepar til en samtale med en psykolog, som Pernille Rosenkrantz-Theil foreslog i går. Det skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil blev i går sendt i byen med idéen om, at alle, der skal skilles, skal tvangsindlægges til en samtale med en psykolog eller socialrådgiver. Endnu en pind til den vind af statsligt formynderi, der blæser hen over landet, skriver Sørine Gotfredsen

EN INTERESSANT bevægelse er i gang. En vind af statsligt formynderi blæser hen over landet, og med regeringens seneste ghettoplan blev det klart, at selv de meget liberale er rede til at gå på kompromis angående individets selvbestemmelse. Nu vil man atter fra øverste hold indskrænke friheden.

Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil blev i går sendt i byen med idéen om, at alle, der skal skilles, skal tvangsindlægges til en samtale med en psykolog eller socialrådgiver, da mange er dårlige til midt i processen at tage hensyn til deres børn.

I P1-programmet ”Slotsholmen” diskuterede hun forslaget med Venstres Carl Holst og fik her sagt, at hun ikke vil bruge ordet tvang. Hun uddybede: ”Vi tvinger jo heller ikke børn til at gå i skole – vi giver dem et velfærdstilbud.” Hvor elegant. Sådan kan det siges, omend der vist er tale om et ”tilbud” af en art, der er svært at afslå, men hvor man tidligere entydigt fra liberalt hold kritiserede et sådant formynderisk udsagn synes vi at nærme os punktet, hvor virkeligheden får bastioner til at vakle.

Ikke mindst fordi det handler om hensynet til børn, hvilket jo også gælder et af de meget omtalte tiltag i ghettoudspillet, der dikterer, at alle i bestemte områder skal sætte deres børn i institution. Idet de ellers kan få et svært liv. Pernille Rosenkrantz-Theil argumenterer på samme måde angående de mange skilsmissebørn, der møder mere modgang end andre, og med en tvungen samtale mellem de stridende forældre kan visse problemer måske undgås.

Ingen har lyst til at argumentere mod børns bedste. Heller ikke Carl Holst, der på P1 forsøgte at forene troen på, at man ikke skal ”statsliggøre” alt, med en forsikring om, at man også i Venstre sætter barnet i centrum.

Centralt i alt dette er jo, at når borgerne ikke længere i tilstrækkelig grad skønnes at kunne passe på hinanden, opstår idéen om, at det er nødvendigt at genopdrage. Og man kunne opfordre de glimrende journalister på ”Slotsholmen” til at gå lidt dybere ind i tidens ideologiske skred for at undersøge, hvor dybt overbevisningen egentlig stikker hos den enkelte politiker.

VI HAR LÆNGE I DANMARK sat lid til en slags given ansvarlighed og fælles moral angående næstekærlighed og selvbeherskelse, men måske er der ikke længere enighed om, hvem man bør være mest ansvarlig over for. Min næste som mit konkrete ansvar eller mig selv, fordi – som den magelige floskel lyder – jeg kun kan være noget for andre, hvis jeg først er noget for mig selv.

Det er muligt, at Pernille Rosenkrantz-Theil ikke bryder sig om ordet ”tvang”, men det er et uundgåeligt begreb, hvis man vil opdrage, og det er der efterhånden en del politikere, der vil. Mere og mere.

Skal man tale imod det, fordi den enkelte så vidt muligt skal være herre i eget liv? Eller skal man erkende, at selvdyrkelsen i dag er så magtfuld, at staten må træde til og forsvare de svage? Man kan begynde med at stille et bestemt spørgsmål.

Hvis ikke staten opdrager i dag, hvem gør så?

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.