Prøv avisen
Debat

Fornægtelse af reformationens betydning skal imødegås med folkelig oplysningskampagne

Den offentlige tyske støtte til reformations-jubilæet står i grel modsætning til Danmark, skønt en større andel af befolkningen her er medlemmer af den samme kirke, som tilmed er nævnt i Grundloven og nyder fortrin i forhold til andre trossamfund. Foto: Johan Gadegaard / Midtjyske Medier / Scanpix

Man kan få det indtryk, at der i visse dele af befolkningen er et så intenst had mod alt, der har med kirke og kristendom at gøre, at man ikke nøjes med at forsage Gud, men også fornægter historien, skriver Michael Böss

”Nu er der vel ingen grund til at spille offerkortet? I kristne har det jo godt med jeres statsdrevne bedehuse og mange offentligt ansatte skriftkloge.” Sådan lød reaktionen på Facebook, da jeg tidligere på ugen sammenlignede den tidligere danske regerings bidrag til markeringen af reformationsjubilæet i 2017.

Min hustru og jeg var netop vendt hjem fra en efterårsferie, som blandt andet gik til Wittenberg, altså byen, hvor Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser op på Slotskirkens dør.

Her og i mange andre tyske byer begyndte fejringen af 500-året allerede i 2008. Den såkaldte Luther-dekade består af årligt skiftende hovedtemaer for konferencer, udstillinger, publikationer med mere, som afdækker det brede spektrum af temaer, der er forbundet med Reformationen og dens ”impulser” helt op i vor egen tid: Reformationens indflydelse på for eksempel skole, uddannelse, musik, kunst, sprog, politik, tolerance og frihedsforståelse.

De økonomiske midler til Luther-dekaden kommer fra forbundsregeringen, flere delstater og byer i Reformationens kerneområder. Alene forbundsregeringen yder årligt fem millioner euro. Ud over denne offentlige fejring har den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland sit eget, mere konfessionelle program.

Den offentlige støtte til jubilæet står i grel modsætning til Danmark, skønt en større andel af befolkningen her er medlemmer af den samme kirke, som tilmed er nævnt i Grundloven og nyder fortrin i forhold til andre trossamfund.

Skønt VK-regeringen oprindelig planlagde at sætte 54 millioner kroner af til fejringen, fjernede den i 2010 selv bevillingen. Alligevel kritiserede de to partier den efterfølgende SRSF-regering for ikke at sætte midler af, ud over de 5,5 millioner, som daværende kirke- og kulturminister Marianne Jelved (R) skaffede fra folkekirkens fællesfond.

Tidligere forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) mente dengang, at der burde være ”penge nok i systemet til at prioritere Reformationen”. Det var universiteternes og forskningsrådenes opgave, ikke statens.

Det gav anledning til følgende kommentar i Kristeligt Dagblad fra daværende biskop Niels Henrik Arendt, som indtil sin alt for tidlige død for nylig var fremtrædende medlem af præsidiet: ”Det lød meget fornemt, da man nedsatte et præsidium med Dronningen som protektor.

Det tegnede til, at der nu kom den helt store danske reformationsfejring. Men der er ingen offentlige midler til det. Det er jo mærkeligt. Og lidt pinligt.”

Arendt mente desuden, at det viste en politisk uvilje mod ”markeringer af national art”.

I sidste uge satte Venstre-regeringen så fem millioner af på den kommende finanslov til forskning og forskningsformidling i og om Reformationen. Det blev kritiseret af Enhedslistens Eva Flyvholm og professor Bent Meier Sørensen fra CBS i dagbladet Information.

Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) tilgodeså ”religiøse favoritter” og respekterede ikke armslængdeprincippet, lød det.

Beløbets størrelse er dog så lille, at der ikke har vist sig politisk kød på det for oppositionen. Marianne Jelved (R) udtalte således: ”Reformationsjubilæet er delt i to spor, dels et kirkeligt og dels et samfundsspor, og det er efter min opfattelse helt i orden, når uddannelsesministeren nu yder en særbevilling til samfundssporet”.

Læser man debattråden, som står under Informations artikel (12. oktober), kunne man dog få det indtryk, at der i visse dele af befolkningen er et så intenst had mod alt, der har med kirke og kristendom at gøre, at man ikke nøjes med at forsage Gud, men også fornægter historien.

Der er brug for en stor folkelig oplysningskampagne i de sidste to år.

Michael Böss er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet