Prøv avisen

Fornuft og følelse

Radio & tv

"DE ER MINE BABYER!" Kameraet zoomer ind på en ung kvindes øjne, der flyder over med tykke tårer. Vi er midt i TV 2 Nyhederne en almindelig nyhedsaften i ugens løb. Historien handler om et ungt par, der har fået fjernet deres 11 muskelhundehvalpe, som angiveligt ikke længere er lovlige.

Alle hvalpe er naturligvis nuttede, så indslaget begynder med de små hundes uskyldige leg på familiens græsplæne, inden politiet "hensynsløst" fjerner dem. Tv-holdet er endda med, da en politibetjent fortæller det knuste par, at hvalpene vil blive aflivet, medmindre ejerne kan dokumentere, at hundene ikke nedstammer fra den forbudte hunderace Amstaff. En dyrlæge siger, at han ikke er ansat til at aflive raske hunde, mens en politichef siger, at politiet blot håndhæver loven.

Fortælleteknisk er det jo fremragende. Men den foregående episode, hvor en stor kamphund ifølge TV 2?s egen hjemmeside bed en 12-årig pige i Greve og derfor også blev fjernet, bliver kun nævnt i forbifarten. Og den lille bornholmske pige, der fik sit ansigt skambidt af muskelhunde før lovændringen, bliver slet ikke nævnt.

Tilbage står altså den klassiske tv-modsætning mellem den tilsyneladende stive sådan er loven bare-holdning mod det hjælpeløse offer, i dette tilfælde hundeejerne. Indslaget er hverken værre eller bedre end så mange andre.

Sidste år bragte både DR og TV 2 endda den modsatte vinkel efter samme offerskabelon. For "følelser giver godt fjernsyn", som en af mine tidligere DR-kolleger engang har sagt. En formaner peger jo altid fire fingre mod sig selv, og jeg har selv lavet min portion af følelsesmættede radio- og tv-indslag. Men spørgsmålet er, om de skarpvinklede offerhistorier gavner demokratiet.

I en tid med spin og ugentlige meningsmålinger er det nok desværre naivt at forestille sig, at debatten blot skulle styres efter, hvad sociologen Habermas har kaldt "det gode arguments tvangløse tvang". For følelser er ikke kun godt fjernsyn, følelser flytter også stemmer og beslutningsprocesser.

MEN JEG SYNES, at vi som medier spiller demokratisk fallit, når hovedvejen til indflydelse ikke længere er stærke argumenter, men spørgsmålet om at finde den mest rørende case, der kan tvinge tårer frem på tv.

Der er heldigvis stadig mange flotte eksempler på nuanceret tv-journalistisk, og public service-kanalernes nyhedsdækning er mest af alt en helt uundværlig gave til det danske demokrati. Men følelsesfjernsyn uden nuancer er og bliver billige point – både for journalister og politikere, der kan score hurtige stemmer på at reagere først på en følelseshistorie som "ansvarlig" politiker.

Men svarer det i grunden ikke til ukritisk at give efter, hver gang ens barn plagende tuder i Kvickly?

Jeg argumenterer naturligvis ikke for, at vi skal ignorere vores følelser. Tværtimod. For de slægter jo også samvittigheden og medfølelsen på. Men idealet må være en sund balance mellem fornuft og følelser, hvor vi aldrig amputerer den ene del. Ellers ender det hurtigt i halvhjernede løsninger.

Daniel Øhrstrøm er journalist på Kristeligt Dagblad og anmelder i dag radio og tv