VI BEGYNDER med en begrebsafklaring. Hvis ”hygge” er ordet, der om noget beskriver den danske folkesjæl, er ”lagom” sindstilstanden, de fleste svenskere kan genkende i sig selv eller sin nabo: denne besindige, mådeholdne og passende måde at opføre sig på.
I den forstand har Sverige reageret rigtig svensk på fredagens terrorangreb i Stockholm. Det mener forfatter og journalist Niklas Orrenius fra Dagens Nyheter. Svenskerne ”bevarede roen”, siger han. Var kort og godt ”lagom”.
”Det er så åbenbart, at mange synes om den måde, statsminister Stefan Löfven (S) har håndteret det her på. Politiet fungerer, det svenske samfund fungerer,” siger Niklas Orrenius. Han har ellers har gjort det til sin journalistiske metier at beskrive yderpolernes Sverige, hvad enten det drejer sig om højreekstremister eller islamister. Men Niklas Orrenius tror ikke, at angrebet vil øge polariseringen i det svenske samfund.
”Jeg er meget glad for, hvordan stockholmere, politi og offentligheden har reageret på det her terrorangreb. Jeg har ikke set mange, som har skåret muslimer over én kam og sagt, at de skulle ud, og jeg har heller ikke set folk, der har forsøgt at bagatellisere det her. Der er en fornuft i diskussionen, som giver mig håb,” siger han.
En håndtering, der ifølge ham kan udmønte sig i en påtrængende svensk debat om radikalisering og islamisme.
”Det er ikke godt, det, der er sket. Det er en tragedie. Men jeg tror ikke, at det har været dårligt for debatten. Terrortruslen er blevet mere konkret for folk. Jeg har været lidt frustreret over, at Sverige ikke rigtig har set den trussel. Selvom der tidligere har været angreb i København, og selvom det viste sig, at angrebet delvist var rettet mod en svensk kunstner (Lars Vilks, red.), var det, som om Sverige bortopererede den hændelse i sin kollektive hukommelse. Nu kan man ikke gøre den slags længere. Nu skete det i det centrale Stockholm, på Sveriges mest kendte gade, Drottninggatan, og på en plads, hvor alle svenskere har været. Det går ikke længere at se bort fra truslen. Det burde man heller ikke have gjort tidligere,” siger han og peger på, at 300 svenskere er draget i krig for jihadistgrupper.
I sin seneste bog, ”Skotten i Köpenhamn” om Muhammed-tegneren Lars Vilks, besøger han blandt byen Vivalla med 7000 indbyggere – og omkring 20 fremmedkrigere.
”Og selvom jeg har skrevet om det før, er det, som om man ikke har villet synke det ind,” siger Niklas Orrenius. Den svenske ekstremismedebat er ofte endt som ”en strid om virkelighedsbeskrivelsen”, mener han.
”Tidligere har en del personer i Sverige sagt, at nazismen er meget farligere end islamismen, eftersom vi har oplevet 16 nazistiske mord i de sidste 20 år, mens vi ikke har set et eneste islamistisk drab indtil nu. Mens andre siger, at nazisterne er så få, og at de rigtig farlige er islamisterne. Jeg tror, at den der boksekamp om, hvad der udgør den største trussel, kommer til at aftage. Man kommer til at se, at begge sider udgør en trussel.”
Til gengæld tror Niklas Orrenius ikke, ”at den måde, som Sverige har håndteret det her terrorangreb på, driver flere terrorister frem”.
”Jeg følger ganske mange terrorsympatisører, selvfølgelig også ekstreme imamer, og de har svært ved at håndtere, at Sverige tager det så roligt. Havde Sverige reageret mere repressivt, mere Trump-agtigt, så havde de her heftige imamer, som måske ikke er åbne terrorsympatisører, men i hvert fald har terroristernes ører, kunnet sige, at Sverige er et svært land at være muslim i, og at det måske var bedre at bekæmpe det her land og slås side om side med ’vores brødre’ i Islamisk Stat. Sådan noget ser jeg ikke.”
Niklas Orrenius finder det vigtigt at adskille debatten om indvandring og ekstremisme. Det store skel går ikke mellem muslimer og ikke-muslimer, men mellem demokrater og ikke-demokrater.
”Dem, som frem for alt er truet, er almindelige muslimer,” siger han: ”Hvis jeg som ikke-muslim går i svensk radio og siger, at jeg er urolig for ekstremisme og IS-tilhængere i min hjemby, så sker der ingenting. Så er der ingen fare. Men hvis en muslim gør det samme, som en svensk politiker fra Eskilstuna har gjort det, så bliver han truet, hans hustru bliver truet, og han kan ikke længere gå ud på gaden.”
Ikke desto mindre knytter den begyndende kritik af de svenske myndigheder indvandringspolitikken sammen med ekstremismen: Den formodede gerningsmand var en afvist, men altså fritgående asylansøger. Alligevel tvivler Niklas Orrenius på, at det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne vil blive styrket i den svenske opinion.
”Jeg tror, at mange svenskere har gennemskuet det højere toneleje, som Sverigedemokraterne har om, at vi må slås for vort land. Men hvis det svenske samfund fortsætter med at agere, som det har gjort indtil nu, så tror jeg, at mange tænker parallellen, hvordan Jimmie Åkesson havde reageret, hvis han havde regeret under en terrorhandling.”
Polariseringen havde formentlig været hårdere, hvis angrebet havde dræbt langt flere, tror han.
”Der findes i folkehavet en følelse af, ’hvad skal vi med alle de muslimer?’ Det er just det, som har fået Sverigedemokraterne op på 20 procent. Og de kommer til at køre det her med, at han var asylsøger, og regeringen var for slap til at sparke ham ud. Men jeg tror, at det bliver svært at nå de rigtig nye højder, dels fordi regeringen håndterede det her ganske godt, dels fordi den faktisk har foretaget et skifte (i indvandringspolitikken, red.).”8