Forsagelse i folkekirken, faren i fordelingspolitikken og fiktion i flygtningespørgsmålet

Anmelder på Kristeligt Dagblad, Kristian Østergaard, slår ned på de emner, der i ugens løb har været debbatteret

Velfærds-samfundet er som en sammenkomst på en café, hvor alle bortset fra en har betalt omgange til hele bordet, mener Hella Joof. –
Velfærds-samfundet er som en sammenkomst på en café, hvor alle bortset fra en har betalt omgange til hele bordet, mener Hella Joof. – . Foto: Ditte Valente /Ritzau Scanpix.

I Kristeligt Dagblad pågik i afvigte uge en diskussion om trosbekendelsens indledning: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Billedhugger og teolog Hein Heinsen fandt blandt andet, at ordet Djævelen ikke havde format nok til at betegne Guds modstander.

Teologiprofessor Niels Henrik Gregersen var enig, for så vidt som han tilkendegav, at ondskaben jo også meget vel kunne gemme sig i den politiske korrekthed eller i de ”rigtige meninger”. Men Gregersen ville dog ikke renoncere på selve forsagelsen og henviste i det stykke til Grundtvig.

Modsigelsens grundsætning var nemlig helt afgørende for Grundtvig, der mente, at hvis noget er sort, kan det ikke også være hvidt. Vi kan ikke sige ja til sandheden uden også at sige nej til løgnen. Eller endnu mere konkret: Vi kan ikke sige ja til den treenige Gud uden at sige nej til Allah og hans profet Muhammed.

I en kommentar til emnet bemærker korrekturlæser Nina Skaaning i Kristeligt Dagblad, at det onde jo ikke forsvinder, bare fordi vi beslutter at have fokus på det gode. Her kunne man føje til, at selvom vi ynder at tale om det uetiske, så hedder det jo også i Fadervor ”fri os fra det onde”. Ikke ”fri os fra det uetiske”.

Skal Djævelen ud af trosbekendelsen? Det onde forsvinder jo ikke, bare fordi vi beslutter at have fokus på det gode, som korrekturlæser Nina Skaaning bemærkede i denne uge. –
Skal Djævelen ud af trosbekendelsen? Det onde forsvinder jo ikke, bare fordi vi beslutter at have fokus på det gode, som korrekturlæser Nina Skaaning bemærkede i denne uge. – Foto: Jens Meyer/AP/ Ritzau Scanpix

Eller det skal måske også laves om? Ikke ifølge Skaaning: ”Der er især et sted, hvor intet nyt er godt nyt, og det er i den danske folkekirke”.

Mange mener, at dette diktum også bør gælde for velfærdssamfundet, men her er Hella Joof i Berlingske meget uenig. Den nuværende fordelingspolitik har frembragt lige dele magelighed og uansvarlighed:

”Det er ligesom buffeten på all inclusive-hotellet. Alle skovler op på tallerkenen og levner over halvdelen. Gratis er et smukt princip, og tillid er en vidunderlig idé, men det kræver homogenitet og respekt og mådehold. Og det er røget ud med badevandet.”

Og Hella Joof sammenligner velfærdssamfundet med sammenkomsten på caféen, hvor alle minus én har betalt omgange til hele bordet. Og så skal denne ene person lige pludselig med bussen:

”Så begynder der at brede sig en dum følelse af at være til grin for sine egne lommepenge.”

Netop denne problemstilling forholder professor emeritus Ove Kaj Pedersen sig til i et stort interview i Kristeligt Dagblad, hvor han om velfærdssamfundet udtaler, at dets problem består i, at det er for vanskeligt ”at bemestre menneskets iboende egeninteresse og ondskab”.

Lektor Camilla-Dorthea Bundgaard ser i sin klumme i Jyllands-Posten heller ingen fremtid for den universelle velfærdsstat, eftersom borgeren alligevel er nødt til at entrere med private aktører:

”I fremtiden får Poul travlt, for han kommer til at betale dobbelt for livets opretholdelse. Først betaler han for sin egen og Pers pseudosundhed, pseudouddannelse og pseudosikkerhed via skatten. Derefter betaler han for sin reelle sundhed, uddannelse og sikkerhed på det private marked (…) Så en langsom, smertefuld død bliver det, men: farvelfærd.”

Hos Socialdemokratiet lød der i denne uge også et markant farvel til den hidtidige udlændingepolitik. Partiet foreslår blandt andet, at asylansøgere skal flyves tilbage til lejre i Nordafrika, hvilket fik forfatteren Kaspar Colling Nielsen til at skrive på Facebook: ”Socialdemokratiets forslag er som taget ud af min roman ’Det europæiske forår’.”

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, indrømmer, at han netop havde læst romanen ”Det europæiske forår”, da han arbejdede med asyludspillet. Det er måske heller ikke så sært, at udspillet så også forbliver fiktion, skriver Kristian Østergaard.
Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, indrømmer, at han netop havde læst romanen ”Det europæiske forår”, da han arbejdede med asyludspillet. Det er måske heller ikke så sært, at udspillet så også forbliver fiktion, skriver Kristian Østergaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, indrømmede da også i Information, at han netop havde læst Collings roman under arbejdet med asyludspillet, ligesom det fremgår, at Kaspar Colling har drukket kaffe med Mette Frederiksen.

Ikke alle var dog lige duperet over forslaget om asyllejre i Nordafrika, og således skrev Lars Møller i spalten ”Groft sagt” i Berlingske, at ”den mangler en enkelt konkret detalje. Man har sjovt nok ikke et modtagerland til alle de indvandrere, vi gerne vil slippe af med, og dermed smutter planen direkte ned i affaldskurven”.

Men skulle Socialdemokratiets plan være inspireret af et fiktivt værk, er det måske heller ikke så sært, at den forbliver fiktion

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.