Vi taler sædvanligvis om vor trosbekendelse og dens fire artikler. Vi kalder den bare trosbekendelsen, hvad der er helt i sin orden. Det gjorde vi hidtil, og det vil vi også kalde den, når disse linjer er ude.
Men imens vi læser her, i det korte glimt, det varer, og som vi i Kierkegaards betydning af ordet vil kalde Øieblikket, vil vi nu kalde den noget andet.
Vi vil tale om forsagelsen og vore tre trosartikler. Og vi vil tale om den første, om forsagelsen. Dette er et altafgørende punkt for den kristne, og der har altid været gode grunde til at hæfte sig ved den.
LÆS OGSÅ: Menneskers umistelige rettigheder stammer fra Gud selv
Men i løbet af de sidste 200 år er der kommet endnu en grund til, nemlig den bevægelse, der er gået hen og blevet landets uofficielle statsreligion, altså den humanistiske trosretning. Faktisk fører spørgsmålet om forsagelsen os lige ind i hjertet af krigen mellem kristendommen og den humanistiske trosretning.
I forsagelsen redegør vi for vor onde natur, og vi forsager den. Vi forsager Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvad er det, man forsager? Det man har lyst til. Vi byder ikke vore gæster en velkomstdrink, der består af lige dele vodka, benzin og saltsyre.
Er det noget, vi forsager? Nej. Det er noget, vi ikke har lyst til. Man forsager det, man har lyst til. Og i tankens rige og på symbolplanet falder maskerne. Man kender da selv godt til glæden over prominente dødsfald. Det kan være en chefredaktørs eller en fremtrædende politikers.
Den slags er måske meget uskyldigt, for man har jo ikke gjort noget forkert, men hvad viser det hen til? Viser det hen til, at vi har en god natur, eller viser det hen til, at vi har en ond natur? Det viser da hen til en ond natur. Det kan der da ikke være nogen tvivl om. Fra den kærlighed, vi bærer til vore egne synder, ved vi besked om vor egen onde natur. Fra vore iagttagelser ved vi besked om andre menneskers onde natur.
Hvad enten den kristne skuer ind i sig selv eller ud på verden, så får han den samme besked, at han er i det onde, og at verden er i det onde. For den kristne er der herefter ikke andet at gøre end at acceptere sit medlemskab af Kristne Slynglers Forbund. Den eneste tro, vi bekender i forsagelsen, er vor mistro til os selv.
Helt anderledes ser det ud ovre i den humanistiske trosretning, der virkelig fører sin krig mod kristendommen fra bordenden af. Her tror man virkelig i den første trosartikel. Man tror på menneskets gode natur. Man tror, at det onde kan identificeres, lokaliseres og elimineres.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det som bekendt også. Tusindårsriger, utopier, Det nye menneske eller Overmennesket kommer og går, men elendigheden består. Tragedien og den tragiske livsfølelse er det eneste, der har bestandighed.
Det er anderledes hyggeligt at være humanist, for så har man ret, hvad den kristne som bekendt aldrig har lige over for Gud. Og den, der har retten på sin side har naturligvis også lov til det hele i sin krig mod det onde, enten talen nu er om en luftkrig i Libyen eller en militær besættelse i Afghanistan for nu at nævne to lande, der aldrig har gjort Danmark noget som helst ondt, men som fik den humanistiske krigsførelse af smage med vores hjælp. En krigsførelse, der går ud på at bombe folk til fornuft. Til humanistisk fornuft.
Men sådan et felttog tager naturligvis på kræfterne, og man trænger derfor til at slappe af en gang imellem (eller ret tit, faktisk). I sin tarveligste form sker det foran et tændt fjernsynsapparat.
Her kan man i timevis og aften efter aften bivåne det kulørte medieaffald, der især importeres fra det kapital-humanistiske Nordamerika, og som skamløst, vedvarende og systematisk gør reklame for kriminalitet, vold, drab på sagesløse mennesker og udplyndring af dem, det hele garneret med eksplosionsbrande, biljagter og politisirenernes evindelige vrælen og blå lysglimt i natten.
Man gør det harmløst ved at kalde det underholdning, selvom dette er den mest intense reklamekampagne nogensinde i menneskets historie for alt, hvad der er ondt. Det hygger man sig så humanistisk med, for det gode vinder de sidste tre minutter, og spiller himmelfalden, når nogen har karakteren til at gøre nøjagtig det samme ude på gaden eller på en ø oppe i Norge.
Man kan selvfølgelig også på anden og mere kulturradikal vis længes mod skibskatastrofer og pludselig død. Naturligvis andres død, ikke ens egne børns død. Det kan man, fordi sådant regnes for æstetisk.
Uden indsigten i menneskets onde natur bliver det en meget søgt, for ikke at sige sadistisk idé, at Gud gav sin søn hen til at dø på et kors. Hvis vi ikke havde en ond natur, skulle vi selv være i stand til at drage omsorg for vor evige salighed.
Men det er vi ikke, hvis vi er kristne. Kun hans korsdød giver os noget som helst håb om Guds nåde. Og det er forsagelsen, der viser os kristendommen som pessimismens store religion, og de mennesker, der tager forsagelsen dødsens alvorligt, bliver derved til tragiske realister, der ikke kan have samfund med idealismen, heller ikke og slet ikke i dens snart mange humanistiske udformninger.
Jack Kornbeck, cand.jur., Bystævneparken 17, Brønshøj