Sognepræsten i Brande,
Arne Ørtved, er vred. Meget vred. »Hvad fanden er meningen?« spørger han i Jyllands-Posten den 12. juni
(i Kristeligt Dagblad samme dato modereret til: Hvad i alverden er meningen) og skynder sig at tilføje: Ja, undskyld, man bliver helt hidsig.
Det tør siges. Så hidsig, at han glemmer at tænke sig om. For den åbne og fordomsfrie debat om disse højaktuelle problemer, som han mener er blevet afbrudt, før den fik lov til at begynde, er han selv i høj grad med til at forplumre. Fordi han ikke gør sig den ulejlighed at sætte fokus på, hvad sagen i virkeligheden drejer sig om. Og hvad den ikke drejer sig om.
Sagen drejer sig ikke om en præst, der er kommet i tvivl. Så skulle vi vist fritstilles hver og en. Men sagen drejer sig om en præst, der overhovedet ikke er i tvivl om, at folkekirken slæber rundt på en håbløst forældet tradition. Således har de fleste en »klar opfattelse af, hvad eksempelvis en god kristen er for noget - nemlig én der efteraber en svunden tid. Efter min mening er det tværtimod en helvedes dårlig kristen.« (Thorkild Grosbøll: »En sten i skoen«, s. 146). Og videre: »Vi tror ikke på Gud, og da slet ikke som himlens og jordens skaber eller som almægtig, vi tror følgelig heller ikke på Jesus som hans søn eller på hans mors jomfruelighed, ikke på hans nedfart til dødsriget eller efterfølgende opstandelse og derfor heller ikke på hans genkomst og ikke på kødets opstandelse, men nogen øjensynlig på en eller anden form for evigt liv.« (Ibid. s. 147 f.).
Så når Arne Ørtved i anledning af en række præsters og andres »kvalmende bekendelser af deres egen tro« spørger: »Hvad rager egentlig alle disse mere eller mindre velmenende præsters tro os andre?«, så burde han først og fremmest rette spørgsmålet til Thorkild Grosbøll selv. For det var ham, der åbnede ballet med sin bastante udmelding om, at han i hvert fald ikke tror på Gud. I frustration over, at ingen rigtigt lagde mærke til hans bog »En sten i skoen«
- hvorfor den hedder sådan, er selv efter endt læsning ikke gået op for mig - fik han Pernille Stensgaard fra Weekendavisen til at lave en helsides artikel med kioskbaskeren: Præsten tror ikke på Gud. At det har været en forstemmende uge i den danske folkekirke, er jeg helt enig med Ørtved i. Jeg er også enig med ham i hans indirekte kritik af kirkeministerens alt for hurtige udmelding om, at den slags er der ikke plads til i den evangelisk-lutherske folkekirke. Det sagde hun, endnu inden biskoppen var gået ind i sagen. Derved skaffede hun sig et habilitetsproblem på halsen. Men det er jo ikke første gang, ministeren klokker i det. Og garanteret heller ikke sidste gang.
Endelig er jeg enig med Ørtved, når han retorisk spørger: »Er det præsternes tro, der skal bære den danske folkekirke? Så er dens dage talte. Dels som folke-kirke og, hvad værre er, som kirke.« Enig. Hvorimod jeg ikke forstår formuleringen: »Troen er parkeret hos menigheden.« Parkeret? Kommer troen da ikke af det, der høres? Kirken er ikke båret af noget menneskes tro, så ville den ganske rigtigt være ilde stedt. Derfor synger vi også »Herren han er dog sine tro, også når de mistvi'le«. Men der er forskel på tvivl og en klar udmelding om, hvad man ikke tror på. Og det er for mig at se det, sagen drejer sig om.
Jens Kvist,
sognepræst,
Kirkebakken 1,
Aabenraa