Forskelle mellem kristendom og buddhisme

Det påstås ind imellem, at kristendom og buddhisme har mange fællestræk, og måske er det rigtigt hvad angår etikken, Men ellers er de to religioner væsensforskellige i måden at forstå den omkringliggende verden på

"Buddhismen er ofte - med nogen ret - blevet kaldt en »videnskab om sindet«," skriver Anders Nygaard.
"Buddhismen er ofte - med nogen ret - blevet kaldt en »videnskab om sindet«," skriver Anders Nygaard. . Foto: Pixabay.

Ofte, når folk finder ud af, at jeg praktiserer buddhistisk meditation, bliver jeg spurgt om hvad den egentlige forskel på kristendom og buddhisme er. Og spørgsmålet er ganske relevant; mange ser de to store religioner som havende så mange fællestræk, at de kan praktiseres side om side, at man kan være buddhistisk kristen eller kristen buddhist, så at sige.

Dette synspunkt lægger især vægt på de to religioners overensstemmelse hvad angår etik. Imidlertid er de to religioners grundlæggende syn på verden så væsensforskellige, at hvis man følger dem begge, må man til sidst blive meget forvirret - og det er i hvert fald ikke målet for nogen af dem.

Kristendommen er først og fremmest en trosreligion. Jeg er klar over, at rammerne for troen er vide, men for mig at se vil det være svært at kalde sig kristen, hvis man ikke i det mindste tror på at Gud (i en eller anden form) har skabt verden, og at Jesus var Guds søn, og om ham er der en række historiske forhold, især hans korsfæstelse og genopstandelse, som er vigtige troselementer.

Et vigtigt dogme i kristendommen, især i dens lutherske udgave, er netop idéen om frelse gennem troen alene, at man skal tro på Gud, Jesus Kristus og Helligånden for at få del i frelsen. Man kan dog aldrig være sikker på frelsen, for en anden vigtig trosartikel er arvesynden. Mennesket er i udgangspunktet syndigt og kan derfor ikke frelse sig selv. Kun i kraft af Guds nåde kan man blive frelst, og det er Gud alene, der bestemmer, hvem der skal frelses (på dette punkt ligger kristendommen og islam meget tæt på hinanden - det overses ofte i den aktuelle kristendom-islam-debat).

Disse synspunkter er bestemt ikke i overensstemmelse med buddhistisk tankegang. Buddhismen er ofte - med nogen ret - blevet kaldt en »videnskab om sindet«. Udgangspunktet for den buddhistiske praksis er vores egen oplevelse af omverden og af os selv. Når man inden for buddhismen taler om, at alt er en illusion, er det vores perception af verden, der hentydes til. Ifølge buddhismen er alle sanseindtryk, tanker osv. sammensatte, dvs. de har ikke nogen egennatur.

Hvis man f.eks. betragter en kop på bordet, skal en række forhold være sammenfaldende for at det kan ske: tilstedeværelsen af en kop (som selv er sammensat af millioner af partikler, brændt sammen til porcelæn), lys, og ikke mindst en betragter. Oven i dette kommer så betragterens egne ideer om koppen: er den grim eller smuk, stor eller lille, eller er man indifferent over for den.

Vi har som mennesker på grund af vanetænkning en tendens til at tage både verden og os selv for givet som faste størrelser, men gennem buddhistisk meditation opdager man snart, at det ikke er tilfældet. Verden er sammensat og ændrer sig fra sekund til sekund, og det man opfatter som et »jeg«, en solid basis for ens tilværelse, viser sig også at være konstant fluktuerende og forgængelig. Når både en selv og verden således er en konstant foranderlig strøm, giver det ikke megen mening at tale om en skabergud. Hvis den almindelige perception af verden som en given størrelse er en illusion, hvad skulle det da være, at en gud har skabt?

Buddha lærte, at hvis man vil nå hinsides lidelsen, skal man undersøge sit sind og derved nå til erkendelsen. Størstedelen af Buddhas lære drejer sig om disse metoder. Tro spiller kun en rolle for så vidt, at man som praktiserende buddhist selvsagt skal have tro på og tillid til, at metoderne rent faktisk virker. Buddhismen bliver, i lighed med bl.a. kristendommen, karakteriseret som en frelsesreligion. Men i modsætning til kristendommen er der ingen almægtig Gud, som kan frelse en.

Man er overladt til at gøre arbejdet selv, dog med de belæringer, eller »brugsanvisninger«, som først og fremmest Buddha, men også andre store mestre har givet til hjælp. Men i udgangspunktet har vi alle potentialet til at erkende tingene som de virkelig er, til at blive buddhaer, oplyste. Dette potentiale betyder, at man tager udgangspunkt i, at erkendelsen er mulig, at man selv (og alle levende væsener i øvrigt) har mulighed for oplysningen. Dette ses som en fantastisk mulighed, og fra buddhistisk hold bliver al den dvælen ved mennesket som syndigt uden mulighed for at frelses uden hjælp fra højere magter, set som tidsspilde. Det anerkendes, at levende væsener har fejl; hele grundlaget for Buddhas lære er, at den betingede, sammensatte verden, vi lever i, i sidste ende kun kan føre til lidelse. Men at man oplever lidelse betyder ifølge Buddha ikke, at man i sidste instans er syndig. Fejlene kan overvindes!

Kristendommen er med sin karakter af trosreligion, afhængig af, at den tilgrundliggende myte om dens tilblivelse, dvs. især evangelierne, som beskæftiger sig med Jesu liv og død, har historisk fundament. Det giver ikke meget mening at tro på, at Jesus var Guds søn, og at man kan blive frelst gennem hans død på korset, hvis ikke begivenheden rent faktisk fandt sted. Jeg skal bestemt ikke postulere, at det ikke var tilfældet, der er vist beviser nok på, at Jesus virkelig levede og blev henrettet ved korsfæstelse. Men den kristne tro skal så at sige »hænges op« på historiske forhold. Myten er nødt til, i hvert fald noget hen ad vejen, at være sand!

Buddhismen har også en lang række myter, bl.a. om hændelser i Buddhas liv. Det centrale i buddhismen er imidlertid ikke disse myters historicitet.

Om det så entydigt kunne bevises, at Buddha aldrig havde levet, ville de konkrete belæringer stadig være der, og der er utallige eksempler på, at metoderne som gives i disse belæringer faktisk virker efter hensigten. Buddhismen ville sagtens kunne eksistere uden den historiske Buddha, men kristendommen ville ikke være noget uden Jesus.

Et vigtigt dogme i kristendommen, specielt i den evangelisk-lutherske kirke, er fraværet af gerningsansvarlighed. De handlinger, man udfører, har i sidste ende ingen konsekvens for ens mulighed for frelse, som jo kun kan forekomme i kraft af Guds nåde. Dette er nok det vigtigste punkt, hvorved kristendom og buddhisme adskiller sig fra hinanden.

Ifølge buddhismen er det netop ens handlinger, der konstituerer, hvem man er, hvordan man opleverer verden, osv. Sanskritordet karma betyder egentlig blot »handling«, men i den mere omfattende betydning ligger tillige handlingers årsag og virkning. Tanken er, at alle ens handlinger - og til handlinger regnes også mentale handlinger (dvs. tanker og følelser, og udsagn) har konsekvenser. Som en buddhistisk mester har udtrykt det: Tanker bliver til ord, ord bliver til handling, handlinger bliver til vaner. Ens nuværende vilkår er derfor ifølge buddhistisk tankegang bestemt af tidligere handlinger, og de handlinger, man foretager nu, har betydning for ens senere tilværelse. Det er derfor umådelig vigtigt, hvordan man gebærder sig.

Sammen med karma hører også tanken om reinkarnation: ens handlinger former også ens videre tilværelser. For at forstå reinkarnationstanken ifølge buddhismen, er det vigtigt at adskille den fra nogle af de idée,r man hører fra New Age-tilhængere. Her betragtes reinkarnation positivt, som en gunstig mulighed, en ny chance, så at sige. Hele reinkarnationskonceptet opfattes i New Age positivt; man ophører ikke med at eksistere, men ens sjæl genfødes igen og igen.

Dette er på ingen måde tanken i buddhismen (eller hinduismen, for den sags skyld). Her betragtes reinkarnation som et vilkår for alt levende, og rækken af genfødsler og den dermed følgende lidelse, fortsætter i det uendelige, med mindre man bliver oplyst og opnår buddhatilstanden. Som nævnt ovenfor, benægter buddhismen eksistensen af et uforanderligt, evigt jeg, og dermed en sjæl.

Ordet reinkarnation er derfor ikke særlig heldigt, idet der egentlig ikke er noget (en sjæl), der bliver kød (inkarnerer). Vores eksistens som levende væsener er alene betinget af handlinger og den tilknytning, man har til det, som man (fejlagtigt, iflg. buddhismen) opfatter som et jeg. I kristendommen er tanken om genfødsler grundlæggende i strid med forestillingen om en evig frelse (eller fortabelse).

Anders Nygaard er forfatter, fagredaktør og praktiserende buddhist