Forskelsbehandlingens tid er forbi. Nu får alle en skidt behandling

Ved at fjerne vielser fra kirken, får man måske lukket diskussion om homoseksuelle vielser, men ødelægger samtidig forholdet mellem kirke og folk, mener Jan Lindhardt

Tegning: Peter M. Jensen

DET SYNES, SOM OM regering og folketing er ved at bevæge sig mod at lade homoseksuelle krone deres parforhold i kirken på trods af stor og voksende modstand fra de fleste biskopper og kirkens højrefløj, som også ministeren tillægger megen vægt.

Selvom vi er nået så langt – og godt for det – kan det faktisk ske, at homoseksuelle heller ikke i denne omgang opnår det, de ønsker sig: at kunne sige ja til hinanden for Gud og hver mand. Sagen er nemlig den, at modstanderne har en plan B, som går ud på at fjerne vielser af alle, også af mænd med kvinder og om vendt, fra kirkerummet.

Her kan de med en beskeden ret støtte sig på Luther, der i Reformationens første fase mente, at det var en sag, der kunne klares på rådhuset. Men det ville folk ikke finde sig i, så de fik i første omgang ret til at sige ja foran kirkedøren, men det var koldt at stå udenfor, og ret hurtigt fik de listet sig ind i våbenhuset og efterhånden videre op gennem kirken, så de kunne stå foran alteret, inden det 16. århundrede randt ud.

Dette er kort historien om ægteskabet i protestantisk sammenhæng indtil slutningen af det 19. århundrede, hvor antallet af skilsmisser steg voldsomt, og man fik indføjet "til døden skiller jer ad" i ritualet. Det hjalp dog ikke. Folk skilte sig mere og mere, inden døden kom dem i forkøbet. I lov af 1923 fritog man præster for at gifte fraskilte. På den måde kunne man måske true nogen til ikke at lade sig skille.

Ak nej. I dag er der vel mindst én fraskilt i hver tredje vielse, og dem sorterer konservative præster fra. Til stor sorg og ulykke for folk, der måske er i færd med at få orden i deres liv.

Hvis man nu får gennemført plan B og fjernet vielserne fra kirken, så er de homoseksuelle jo også fjernet. Det er næsten en klinisk løsning, som må tiltale alle, som hylder det rene ord og det renlige kirkerum. Forskelsbehandlingen er forbi, for nu får alle en skidt behandling.

Men på den måde fjerner man samtidig effektivt en meget vigtig forbindelse mellem folk og kirke. Man kan næsten høre det for sig: Der kommer homoseksuelle ind i kirken eller på kirkekontoret for at bede om vielse, men de bliver modtaget med brede grin af præst eller kordegn, der må meddele dem, at kirken ikke længere er leveringsdygtig i vielser.

Og når døren er lukket efter dem, kan man frit hengive sig til en hjertelig latter. Der var nok nogen, der blev snydt. De gifteivrige, men hvad værre er, også Folketinget, som havde ladet sig lokke til uigennemtænkt brud med en 400-årig tradition for kirkebryllup.

AT MAN DERMED har fjernet et vigtigt bånd mellem kirke og folk, også for de 90 procent, der ikke er homoseksuelle, synes man åbenbart er ligegyldigt. Folkekirken er jo ikke en altmuligbutik, men skal forkynde det rene evangelium, siger man og får igen lagt ansigtet i alvorlige folder. Samtidig med at man får udtrykt sin foragt for og ubehag ved de homoseksuelle, som tilmed herefter vil blive husket som dem, der fik brylluppet ud af kirken.

Men hvorfor stoppe ved vielser? Måske ville det være muligt at gå samme vej med begravelser. Borgmesteren eller en af hans kontorfolk kunne udtale et par deltagende ord ved rustvognen, og så af sted til et af de nye gigantkrematorier, som bygges i disse år i hver region.

Kirken derimod skal jo forkynde evangeliet rent og purt og har vel egentlig ikke nogen interesse i de døde, for de kan jo alligevel ikke høre noget.

Sådan kan kirken holde sin sti ren for død, skilsmisse og den kærlighed, som nogen synes er forkert.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen