Forsker: Der er brug for en langt mere aktiv børne- og familiepolitik

Det ville være klædeligt, hvis man atter tog det familiepolitiske ansvar på sig, gav familiepolitikken et eftersyn og ikke mindst tog et kig på, hvorvidt den almindelige hverdag i de danske småbørnsfamilier er rimelig eller urimelig – for store og ikke mindst for små, skriver bogaktuel forsker

Det ville være klædeligt, hvis man atter tog det familiepolitiske ansvar på sig og ikke mindst tog et kig på, hvorvidt den almindelige hverdag i de danske småbørnsfamilier er rimelig eller urimelig – for store og ikke mindst for små,” skriver adjunkt Sine Penthin Grumløse. – Arkiv
Det ville være klædeligt, hvis man atter tog det familiepolitiske ansvar på sig og ikke mindst tog et kig på, hvorvidt den almindelige hverdag i de danske småbørnsfamilier er rimelig eller urimelig – for store og ikke mindst for små,” skriver adjunkt Sine Penthin Grumløse. – Arkiv. Foto: Leif Tuxen.

KASTER MAN ET BLIK på den børne- og familiepolitiske udvikling, viser det sig, at særligt igennem de seneste 20 år er dansk familiepolitik blevet udvandet ganske betragteligt.

Tidligere bestræbelser på at sikre børnefamilierne bedre vilkår er i dag skrinlagt med den begrundelse, at familiers hverdagsliv er et privat anliggende. ”Den gode hverdag” tilrettelægges bedst af forældrene, der i øvrigt selv må finde ud af, hvad der er et godt hverdagsliv for netop deres familie. Det betyder, at der er frit valg til at definere ”det gode liv”, men det betyder også, at det er forældrenes eget ansvar at tilrettelægge hverdagen godt nok. Fra familiepolitisk hold fyger det med udsagn om, at god familiepolitik er den politik, der ikke blander sig unødigt i familiernes hverdagsliv.

I det 20. århundredes første årtier handlede dansk familiepolitik først og fremmest om at nedbringe antallet af børnefødsler blandt de borgere, man ikke mente skulle sætte børn i verden. På den konto etableres ægteskabsforbud og tvangssterilisering. Både sterilisations- og ægteskabslovgivningen vakte dog diskussion. Et kernespørgsmål var dengang som nu: Hvor meget skal børne- og familiepolitikken bestemme, og hvilke forhold skal det være op til den enkelte at beslutte?

SOM EN INTEGRERET DEL af velfærdsstatens organisering kom børne- og familiepolitikken i højsædet i løbet af 1960’erne, og selvom man også tidligere havde haft blik for børn og familiers hverdagsliv, skærpedes blikket for det almindelige familieliv. Det var småbørnsfamilierne, man var bekymret for, og – i en tid, hvor flere mødre fik arbejde uden for hjemmet – var det særligt de yngste børns ve og vel, der trak politisk bevågenhed.

Et tilbagevendende spørgsmål var, om disse forældre mon kunne varetage børnenes tarv, når såvel mor som far arbejdede uden for hjemmet. Det var med henvisning til, at samfundsudviklingen lagde pres på den hverdag, som man hidtil havde ment var bedst for de yngste.

Med henvisning til, at de yngste børn har behov for at være sammen med deres mor i hjemmet, var det svært at se, hvordan flere mødres beskæftigelse uden for hjemmet ikke netop ville gå ud over børnenes ve og vel. I en årrække debatteredes det, hvordan flere familier kunne få barnets pasning i hjemmet til at fungere med forældrenes arbejde uden for hjemmet på en sådan måde, at det også var godt for børnene. Husmoderydelsen var et blandt flere forslag.

Senere diskuteredes det, om man kunne sikre børnene en bedre hverdag, hvis forældrene fik ret til økonomisk tilskud til at passe egne børn i eget hjem, eller ved at sikre småbørnsforældre en kortere arbejdstid, mens børnene var små. Partierne til højre for midten abonnerede på tilskudsmodellen, mens partierne til venstre i større og større stil argumenterede for nedsat arbejdstid til begge forældre.

Selvom der ikke var enighed om, hvordan børne- og familiepolitikken skulle udformes, var der enighed om, at det var en politisk opgave at finde ud af, hvordan samfundet skulle tilrettelægges, hvis man skulle passe bedst muligt på børnene og deres familier.

I 1974 oprettedes Børnekommissionen med det formål at finde ud af, hvordan det stod til i børnelivet. Konklusionen var nedslående: ”Småbørn har uacceptable vilkår i dagens Danmark. Samfundsudviklingen har ladet dem i stikken. Materielt er der sket fremskridt, men omkostningerne for de små har i andre henseender været store.”

Dette budskab sad ingen partier overhørig, og i 1980’erne stod den familiepolitiske kamp på Christiansborg fortsat mellem retten til en 30-timersarbejdsuge og økonomisk tilskud til pasning af egne børn i børnenes første to-tre leveår. Kampen om familiers tid til at være sammen som familie var i gang, og det var en politisk kamp.

Det hverdagsliv, som de fleste af os har den dag i dag, blev altså tidligere betragtet som et urimeligt hverdagsliv, der krævede familiepolitiske løsninger. Sagt med andre ord var alle – og ikke blot børnene – blevet ladt i stikken, og det var politikernes opgave at rage kastanjerne ud af ilden. Dette blev dog snart ændret.

NÅR MAN KASTER et historisk vue over dansk familiepolitik ses det, at ikke bare forståelsen af, hvad der er et godt hverdagsliv, ændres over tid. Det gør placeringen af ansvaret også.

Det er ikke vanvittig lang tid siden, at Det Tværministerielle Børneudvalg gjorde opmærksom på, at børnefamilierne var uhensigtsmæssigt meget under pres, og både Børnerådet og senere også Familie- og Arbejdslivskommissionen har gentagne gange peget på samme forhold. Børn og forældre efterspørger også i dag tid til at være en familie sammen.

På nogle punkter er familielivet naturligvis en privatsag, men vil vi have nogen form for familiepolitik i Danmark, må vi nødvendigvis anerkende, at der er forhold, som den enkelte familie ikke er herre over.

Der er betingelser og vilkår i enhver børnefamilie, som sættes af andre, og som gør, at ikke alle forældre kan tilrettelægge hverdagen på en sådan måde, at børn såvel som voksne trives og har den tid til hinanden, som er nødvendig for at kunne fungere sammen som en familie.

Det ville være klædeligt, hvis man atter tog det familiepolitiske ansvar på sig, gav familiepolitikken et eftersyn og ikke mindst tog et kig på, hvorvidt den almindelige hverdag i de danske småbørnsfamilier er rimelig eller urimelig – for store og ikke mindst for små.

Sine Penthin Grumløse er adjunkt ved Professionshøjskolen UCC og forfatter til bogen ”Den gode barndom”, som netop er udkommet.