Der skete noget uventet, da sognepræst Sørine Gotfredsen stod på scenen og debatterede danskhed med Ida Auken fra Radikale Venstre. Uenigheden mellem dem var til at tage at føle på, men pludselig opstod der en ny erkendelse for Sørine Gotfredsen: ”Det jo kan være muligt at give sin modstander en lille smule ret uden, at jorden skrider endegyldigt under én.”
Det skrev hun i en en refleksion i Kristeligt Dagblad den 22. juni 2018, efter hun var med i en ”Frirumsdebat”, hvor formatet tvang hende til at lytte til Ida Aukens argumenter og forsøge at sætte sig i Ida Aukens sted, og hun kunne mærke, at det gjorde hende mindre konfrontatorisk.
I en verden, der bliver mere og mere fyldt med konflikter, og hvor vi ofte bliver splittet i to, kan ”Frirumsdebat” bidrage til at samle os og give os større forståelse for hinandens holdninger, mener journalist og forsker i konstruktiv journalistik Cathrine Gyldensted, der står bag bogen ”Blev du klogere?”, som udkom den 20. november.
Hvad går debatformatet ud på?
Artiklen fortsætter under annoncen
”Normalt er politiske debatter i fjernsynet eller i radioen delt op i en runde, hvor skiftet ligger i, at værten skifter mellem politiske emner.Dette debatformat adskiller sig ved at have tre runder, der er på en værditråd.
Første runde er en konfliktrunde, hvor parterne skal gøre deres uenighed tydelig. Spørgsmålet kunne være: Skal vi af med minkavl i Danmark? Ja/nej. Den konflikt og debattørernes forskelligheder afdækkes. Man skal gøre det meget tydeligt og meget skarpt, så det vil minde om en debat, som vi kender den.
Anden runde er en refleksionsrunde. Runden starter med et personligt spørgsmål, og debattørerne bliver bedt om at skifte plads. Det lyder lidt fortænkt, men de, der har prøvet det, siger, at det fysiske skift får dem til at gå i en anden tænkemåde. I denne runde skal man se debatten fra den andens synsvinkel. Havde modparten et godt argument? Er der noget, jeg selv er i tvivl om?
Debattørerne siger, at det har fået dem til at lytte mere til hinandens synspunkter i første runde, at de vidste, de bagefter skulle finde hinandens stærkeste argument.
Tredje runde er en initiativrunde med inddragelse af tilhørere. I initiativrunden beder moderatoren folket om at bidrage, sætte sig sammen i mindre grupper og summe over, hvilke initiativer, de selv kan tage.”
Men kræver den form for aktivisme ikke en vis enighed i salen? Hvis man er dybt uenig om et emne, er man vel også uenig om, hvad der skal gøres?
”Debatformen lægger op til, at det er okay, at der er uenighed. Hensigten er at give borgere en følelse af, at det nytter noget at gøre noget. Det har været en af grundtankerne for skaberne af debatformen, at borgerpligten skal stimuleres. Det kan man så være enig eller uenig i.”
I din bog kalder Sørine Gotfredsen initiativrunden for ”påklistret”. Kan denne runde ikke ende med at give folk en falsk forestilling om, at de gør en forskel?
” Jo, det er en risiko. Jeg vil lige sige, at jeg har skrevet bogen ud af nysgerrighed på debatformen, jeg har ikke skabt debatformen. Så efter interview af deltagere kunne jeg konkludere, at initiativrunden er den runde, som er sværest. Den ædle tanke er at styrke folks følelse af handlekraft, men det kræver kræver en stram styring af ordstyreren og mere arbejde i videreudviklingen af formatet.
Meget er vundet, hvis man bare vælger at bruge de første to runder. Selve refleksionsrunden er kraftfuld og nyskabende i forhold til at bringe ny viden frem og forstå, hvorfor nogen agerer, som de gør. Jeg synes, det mest interessante er værdiforankringen gennem det, som i debatrunden kaldes det ’personlige spørgsmål’.
Alle tilhørere, jeg har talt med, siger samstemmende, at det personlige spørgsmål får dem til at forstå forbindelsen mellem, hvad der har formet folk, og hvordan de derfor agerer i nutiden. ’Pludselig forstår jeg, hvorfor Sørine Gotfredsen er så passioneret omkring danskhed’, og ’pludselig forstår jeg, hvad der har formet Morten Messerschmidts holdninger til EU,’ siger de.
Det er tillids- og troværdighedsskabende og nok det stærkeste og mest geniale greb ved debatformen.”
Hvorfor synes du, det er vigtigt, at man føler en større grad af tillid og troværdighed til debattører?
”Dybest set handler det om, at man gider at møde op og høre på nogen, der mener noget andet end én selv. At det møde er givende, frugtbart og stimulerende, selvom man er uenige. Det synes jeg det her format understøtter. Det betyder, at et samfund har mulighed for at hænge sammen i stedet for at dele sig i fraktioner.
Det bliver en fælles mødeplads, hvor noget specielt kan opstå på trods af uenighed. Det stimulerer en sammenhængskraft.”
Ja, men debat handler om konflikt og uenighed – det er vel vigtigere end, i hvilken form for barndomshjem en debattør er fra?
”Anders Stahlschmidt, som har været med til at udvikle formatet, siger, vi skal være hårde mod problemet og bløde mod personen. Man skal ikke være bange for konflikten, så dette format har også plads til uenighed. Det er derfor, jeg synes, det er et klogt debatformat. Konflikten er nemlig tydelig og tilspidset, og det er vigtigt, man ikke er bange for at blive i konflikten. Det er også der, jeg ser potentiale for journalistikken.”
Hvor mener du, debatformatet kan bruges i journalistikken?
”I alt fra avisernes spalter til programmer med Clement Kjersgaard på DR. Man kunne sagtens opbygge et politisk interview efter formatet og man kan også forestille sig for eksempel Natasja Crone lave en valgdebat mellem Jakob Ellemann-Jensen (V) og Mette Frederiksen (S). Formatet er også meget velegnet til fysiske møder i forsamlingshuse, skoler, biblioteker.”
I bogen kritiserer du de nuværende debatformater. Du skriver, debatten ofte i dag ”kører op i en spids”, og sådan er det måske ofte i debatprogrammer som ”Debatten” på DR. Men kigger man rundt i debatlandskabet, er der jo også masser af nuancerede debatter, både i avisernes spalter, i tv-programmer, i radio og podcasts?
”Når du siger det, tænker jeg, at det nok skyldes, at du sidder på et medie, hvor du beskæftiger dig med nuancer. Jeg kommer fra tv og radio og har en anden oplevelse. Begge oplevelser er sande. Det er heller ikke sådan, at nu skal alle debatter være på denne måde, men i tv og radio er der absolut et forbedringspotentiale.
Når folk siger, at de har et indtryk af, at debatten er skinger, så er det fordi de har det indtryk fra måske tv og radio. Men hvis alt fremover kun blev ’frirumsdebatter’, ville folk søge tilbage mod noget mere skarpt. Det hele handler om at finde den rette balance.”