Prøv avisen
Debatinterview

Forsker: Kvinder sidder tungt på julen

”Det er kvinderne, der tager teten i julen. Det er dem, der tager ansvar for, hvad der skal spises, hvem der skal sidde ved siden af hvem, og hvilke gaver der skal købes til hver især. Det er kulturelt betinget, at det er kvinderne, der rumsterer i reden,” siger forsker i blandt andet hjem og hverdagsliv Mette Mechlenborg. Foto: Mauritius Images/ritzau

Julen er hjerternes tid. Og kvindernes. Det er dem, der pynter op, laver gaveliste og dækker julebord. Skal julen fordeles mere ligeligt, må kvinderne give mændene mere ansvar frem for bare at uddelegere, siger forsker, ph.d. Mette Mechlenborg

Mette Mechlenborg, hvorfor er julen blevet kvindernes højtid?

Forskningen viser, at der er forskel på de ting, mænd og kvinder laver i hjemmet. Mændene står for de synlige ting. Skifter pære i lampen, så han kan sige ”Se skat, så er der lys igen”. Kvinderne ordner alt det mere usynlige og det, der skal gøres ofte. Støvsuger for eksempel.

De samme mønstre gentager sig i julen. Mændene står for det synlige – det er dem, der laver andestegen, så alle, når den bliver sat på bordet, kan klappe og rose ham og sige: ”Hold da op, hvor er kødet mørt og skindet sprødt.” Tilbehøret, som ikke får samme opmærksomhed – rødkålen, kartoflerne, det er kvindernes opgave.

Der ligger nogle kulturhistoriske ting i, at det er blevet sådan. Op igennem det moderne har mænd realiseret sig gennem deres arbejde, mens kvinderne har gjort det via hjemmet. Historisk er det hende, der roses, når man åbner døren til hjemmet og ser de glatbonede gulve. Selv i de mest moderne familier, hvor man ikke mener at ligge under for den slags, hænger der stadig noget ved fra de traditionelle kønsrollemønstre.

Når de mønstre findes, så følger det også, at det er kvinderne, der tager teten i julen. Det er dem, der tager ansvar for, hvad der skal spises, hvem der skal sidde ved siden af hvem, og hvilke gaver der skal købes til hver især. Det er kulturelt betinget, at det er kvinderne, der rumsterer i reden.

Julen er et koncentrat af hverdagen. Det er ikke bare mad, det er begivenhedsmad, der laves juleaften. Det er rum og ting under kontrol. Det er forventningernes fest – nu skal vi hygge os, og det skal være, som det var sidste år. Og der ved kvinderne bedst, siger historien.

Gider mændene i virkeligheden ikke julen, siden de lader kvinderne bestemme?

Der er en dobbelthed i det, lige så vel som der er for kvinderne. De arver den med fortællingen om husmoderen i hjemmet, mens mænd arver forestillingen om, at det er umandigt at gå for meget op i, hvor julepynten hænger, og om juledugen ligger rigtigt på bordet. Det er en fortælling om, hvordan manden fastholder sin maskulinitet – og det kan han blandt andet gøre ved at sige: ”Tøhø, så slap jeg for det, jeg fik mig sneget udenom.”

Men på den måde får han så heller ikke så meget indflydelse, og de ting, han måske gerne ville have bestemt, dem er han ikke i stand til at få forhandlet igennem.

Er det ikke nogle vattede mænd, der ikke tager kampen op i ligestillingens navn?

Fordi vi gennem kulturen har forbundet det huslige arbejde med en afmaskulinisering af manden, er det modsatte – at slippe for dem – del af den maskuline selvfortælling. Men det er ikke kun mænd, der fastholder den myte. Det er i lige så høj grad kvinderne selv, når de for eksempel siger: ”Der var næppe blevet købt nogle gaver, hvis det var Peter, der skulle have stået for det,” og: ”Godt, han ikke stod for saucen, så var den nok brændt på.” Men når kvinder taler på den måde, er de med til at gøre mændene til en slags voksne teenagere.

Men kvinderne brokker sig jo også, når mændene ikke tager mere del i de huslige pligter – hvorfor overlader de så ikke bare noget mere af julen til dem?

Vi afspejler vores værdier i hjemmet. Hjemmet er langtfra et neutralt sted. Hvis nogen risikerer at blive snydt for en gave, eller hvis man opdager, at man har glemt rødkålen, så tænker kvinderne straks: ”Åh, det er også min skyld.” Fordi de kulturelt er opdraget til at identificere sig med hjemmet. Når noget ikke fungerer, så er der meget skam og skyld forbundet med det.

De hjem, der for 100 år siden var de velfungerende hjem, var også de pæne hjem. Sådan har vi kulturelt betragtet det op igennem historien.

Den der detailstyring af hjemmet kræver disciplin – det er der, hvor fællesskabet også bliver skabt.

Men det kan også risikere at udvikle sig til ren terror – for julen er forbundet med en masse traditioner, hvor tingene skal foregå på præcis samme måde, som de plejer, og hvis man ikke føler sig tilpas i det, så kan det komme til at føles som et fængsel at være i for mændene.

Hvis kvinden forstår at orkestrere juletraditionerne, så kan hun i bedste fald blive den omfavnende moder, der giver den dejlige jul. Men i værste fald risikerer hun at optræde som fængselsinspektør.

Er der ikke så småt en ny udvikling på vej, hvor mændene gradvist tager mere ansvar i hjemmet og dermed også i forhold til julen?

Jo, det kan man sige. Men der, hvor det rykker mest, er stadig der, hvor det i forvejen er accepteret, at manden overtager. Som for eksempel at det er ham, der tilbereder andestegen. Og selvom manden tager ud og køber gave til tante Yrsa, så er det stadig kvinden, der har givet ham besked på, hvilken bog hun skal have.

Hvad kan man gøre, for at julen bliver lidt mere ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd?

Det vigtigste er, at man er bevidst om, hvad man gør, og hvorfor. Man kan tage traditionerne og holde dem ud i strakt arm og så spørge sig selv, om det er sådan, begge parter bedst kan lide det.

Så handler det også om at dele ansvar ud frem for opgaver. Kvinder kan have en tendens til at dele opgaver ud frem for ansvar. Manden kan med andre ord godt tage ud og købe julegaverne, men han har fået en liste med, hvor der står, hvad han skal købe. Kvinderne skal turde give lidt mere slip.

Hvis kvinden forstår at orkestrere juletraditionerne, så kan hun i bedste fald blive den omfavnende moder, der giver den dejlige jul. Men i værste fald risikerer hun at optræde som fængselsinspektør, siger forsker Mette Mechlenborg. Foto: Privatfoto