Forsker: TV2-dokumentar viser en hverdag, velfærdssamfundet ikke bør acceptere

TV 2-dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” giver indblik i en dagligdag, vi ikke kan acceptere i et dansk velfærdssamfund, mener dagsinstitutionsforsker Ole Henrik Hansen. Det tidlige tillid mellem voksen og barn er afgørende for børnenes udvikling, påpeger han

I TV2 dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” ser vi pædagoger, som lader ting ske, som ikke må ske, og en ledelse der ikke griber ind. Det er svigt, som ikke udelukkende kan afhjælpes med normering, siger forsker Ole Henrik Hansen efter at have set dokumentaren, der blev vist på TV 2 i aftes. – Foto fra skjult kamera: TV 2
I TV2 dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” ser vi pædagoger, som lader ting ske, som ikke må ske, og en ledelse der ikke griber ind. Det er svigt, som ikke udelukkende kan afhjælpes med normering, siger forsker Ole Henrik Hansen efter at have set dokumentaren, der blev vist på TV 2 i aftes. – Foto fra skjult kamera: TV 2.

I aftes satte TV 2-dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” fokus på en række kritisable forhold i danske daginstitutioner. Kan du genkende det billede, der vises?

Selvom dokumentaren tegner et meget dramatisk billede, som jeg ikke umiddelbart genkender, så er det svært at forestille sig, at det ikke foregår flere steder. Vi ved, at kvaliteten er meget forskellig fra den ene institution til en anden, og for mig at se er der tale om et svigt fra både det pædagogiske personale, ledelsen og kommunen.

Men er det repræsentativt for virkeligheden i danske daginstitutioner, når man vælger at sætte et kamera op i en række daginstitutioner, der allerede er i kommunens søgelys?

Man kan sagtens kritisere grundlaget for at debattere ud fra de helt konkrete handlinger, vi konfronteres med. Det etisk forsvarlige i at sætte et skjult kamera op er med andre ord tvivlsomt. Berettigelsen ligger imidlertid i, at det her jo først og fremmest handler om børnene. Og det er en debat værdig, når vi ser, at ledelse og kommune ikke griber ind, når de ved, hvad der foregår. Fra et børneperspektiv er det den rigtige måde at gøre det på. Det giver dem en stemme, der ellers ikke bliver hørt.

Hvilken betydning har den tidligt etablerede tillid, omsorg og interaktion for børns udvikling?

Det er helt afgørende, at børn etablerer tillid til de voksne og tør give sig i kast med at skabe interaktioner og nærvær. Det er i den relation, at læringen sker. Vi kalder det proceskvalitet – det vil sige den kvalitet, der ligger i samværet, nærværet og omsorgen mellem børn og voksne. Hvis den relation ikke er på plads, vil børnene være overladt til at lære sprog og omsorg af hinanden. Ingen etårige har gavn af at blive skældt ud af en voksen, der åbenlyst ikke bryder sig om børn.

Hvad er det for nogle børn, der kommer ud fra daginstitutioner som disse?

Det er så svært at sige. Vi ved, at når børnene lykkes, så er de gode til ting, vi kan tælle – kognitive færdigheder, som for eksempel sprog. Vi ved imidlertid ikke meget om deres emotionelle færdighed. Det helt store problem, som jeg ser det, er, at de her børn tilpasser sig det regime, de oplever i disse daginstitutioner. Og vi ved reelt set ikke, hvilke konsekvenser den tilpasning har. Det sætter givetvis sine spor.

Dokumentaren peger på, at problemerne skyldes normeringen i daginstitutionerne. Er du enig i påstanden om, at ressourcerne er for få til at sikre ordentlig omsorg?

Normering har en betydning, det vil jeg ikke benægte. Men det vil helt sikkert ikke gøre det alene. Der skal andre kvaliteter til. Det handler om faglighed, om ledelse og evnen til at strukturere børnenes hverdag. I det her tilfælde ser vi pædagoger, der lader ting ske, som ikke må ske, og en ledelse, der ikke griber ind. Det er svigt, som ikke udelukkende kan afhjælpes med normering.

I dokumentaren beskriver en forælder tv-optagelserne som ”en mishandling af det dyrebareste, man har”. Enhver forælder vil vel reagere på at se deres børn græde. Overreagerer de?

Nej. Det her handler om, at børnene skal sikres et fagligt kvalificeret dagtilbud.

Det er let nok at skyde forældre i skoene, at de er pernitne, følsomme og overbeskyttende. Men tænk engang, hvis de ikke var. I virkeligheden skal forældrene lytte til sig selv og mærke efter, om de synes, det er godt nok. Det er den eneste rigtige reaktion.

Du har en søn på to år, som I har valgt ikke at sende i daginstitution. Hvad skulle der til, for at I havde valgt anderledes?

Der er forskning, der viser, at børn har bedst af at vente en anelse med at komme i daginstitution. I Danmark er det bare sådan, at man ikke kan få lov at vente den anelse uden at betale for det. Det er lidt enten-eller. Og vi valgte, at vores søn ikke var klar.

Jeg kan godt lide tanken om, at jeg kan snakke med ham om, hvordan dagen har været, så jeg er sikker på, at han har den bedst mulige barndom. I virkeligheden er det et spørgsmål, vi burde stille os selv på landsplan – om det, vi tilbyder, er børnene værdigt. Dernæst kan vi tage en kvalificeret debat på et kvalificeret grundlag om, hvordan de her dagtilbud skal skrues sammen.

TV 2 viser et eksempel på noget, vi i hvert fald ikke bør acceptere i et dansk velfærdssamfund.