Forsker: Vi er vidner til vaccineapartheid

Der er akut mangel på vacciner i Afrika og store dele af Asien. Hvornår kommer der skub i vaccinesolidariteten, hvornår bliver ord til handling?

I Afrika er kun 0,9 procent af befolkningen færdigvaccineret. Her ses en vaccine fra Pfizer, der blev givet i Sydafrika i maj.
I Afrika er kun 0,9 procent af befolkningen færdigvaccineret. Her ses en vaccine fra Pfizer, der blev givet i Sydafrika i maj. Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Vi er vidner til vaccineapartheid, hvor rige lande er i fuld gang med at vaccinere deres egne befolkninger, mens fattige lande ser med fra sidelinjen. Sådan lød beskeden fra verdenssundhedsorganisationen WHO tilbage i januar 2021.

Og vaccinekløften mellem rige og fattige lande er ikke blevet mindre sidenhen. Mens vaccinationstempoet stiger i Europa og USA, er der akut mangel på vacciner i Afrika og store dele af Asien. Kun 0,9 procent af Afrikas befolkning er færdigvaccineret, 7 procent i Asien og 10 procent i Sydamerika mod 43 procent i USA og 22 procent i Europa. Årsagen er, at middel- og højindkomstlandene har sat sig på langt størstedelen af vaccinedoserne. Ifølge WHO går 1 procent af alle vaccinedoser til lavindkomstlande, 52 procent til middelindkomstlande og 47 procent til højindkomstlande. Den ulige vaccinefordeling afspejler og forstærker den globale ulighed, der var forud for covid-19-pandemien.

Godt nok har Europa og USA med sin ældre befolkning og højere covid-19dødelighed været hårdere ramt af pandemien end de fleste lavindkomstlande, men billedet er begyndt at vende. Covid-19-smitten har godt fat i flere lavindkomstlande, og dødeligheden stiger. Uden øget vaccinesolidaritet gennem vaccinedonationer til lavindkomstlande ser udsigterne dystre ud.

For at løse den ulige vaccinefordeling blev Covax i april 2020 søsat af WHO, EU-Kommissionen og Frankrig for at fremme udbuddet af vacciner i lavindkomstlande. Idéen er her, at rige lande betaler for vacciner til fattige lande. Covax’ mål var at have to milliarder doser tilgængelige med udgangen af 2021 til vaccination af risikogrupper og frontlinje-sundhedspersonale i lavindkomstlande.

Indtil nu har Covax sendt over 80 millioner vacciner af sted til 129 lande. Der er altså stadig et stykke vej op til de to milliarder doser. Samtidig har Covax’ største vaccinebidrager, Indien, meldt hus forbi.

Indiens indførelse af eksportrestriktioner for vacciner i marts 2021 på grund af den omfattende covid-19-smittespredning har sat en kæp i hjulet på Covax’ vaccinedonation. Inden marts 2021 tegnede Indien for 86 procent af vacciner til Covax – og det på trods af, at kun 3,3 procent af Indiens befolkning i dag er færdigvaccineret. Indien har ingen planer om at genoptage sit bidrag til Covax før tidligst til oktober. Det understreger nødvendigheden af, at højindkomstlandene træder til – med eller uden Indien om bord. Den ulige fordeling af vacciner betyder ikke kun, at millioner af mennesker udsættes for smitte, men også at der opstår dødelige varianter, der hurtigt kan sprede sig til resten af verden. Derfor har det internationale samfund på det seneste advaret kraftigt mod de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser, der er ved en todelt pandemi.

IMF, WHO, WTO og Verdensbanken opfordrer sammen til en mere retfærdig vaccinefordeling og massive offentlige investeringer i blandt andet opskalering af vaccineproduktion. Deres mål er, at mindst 40 procent af befolkningen i alle lande er vaccineret i 2021 og 60 procent i første halvdel af 2022.

EU og dets medlemsstater er da også fast besluttet pa at fremskynde delingen af vacciner. Målet er at donere mindst 100 millioner doser enten gennem Covax eller bilateralt inden arets udgang, hvoraf Danmark planlægger at bidrage med tre millioner doser. Mens USA lægger op til midlertidigt at ophæve vaccinepatenter, er EU større fortaler for at øge den globale kapacitet for vaccineproduktion gennem licensering og deling af teknologi og knowhow.

Samtidig står flere nationale regeringer i EU over for en noget tøvende befolkning, når det gælder viljen til at dele vacciner med lavindkomstlande her og nu. Den paneuropæiske tænketank ECFR foretog i samarbejde med Tænketanken Europa en meningsmåling i 12 EU-lande sidste måned, hvor temperaturen på vælgernes holdning til vaccinedeling blev målt. Målingen viser, at solidariteten er der, men timingen for vaccinedonation deler vandene.

Kun en tredjedel af respondenterne på tværs af de 12 lande ønsker, at EU skal dele vacciner med lavindkomstlande med det samme (mod 27 procent af de danske respondenter). 19 procent mener, at EU først skal dele vacciner, når de mest skrøbelige borgere i EU er blevet tilbudt vaccination (her 24 procent i Danmark) – og 18 procent, at EU først skal dele, når alle EU’s borgere har fået tilbudt vaccination (26 procent i Danmark). Borgere fra katolske lande svarer i højere grad, at de ønsker at dele vacciner her og nu end dem fra overvejende protestantiske lande.

Spørgsmålet er derfor, hvornår der kommer skub i vaccinesolidariteten, og ord bliver til handling. Med omlægning af produktionen til boostervacciner og vaccination af børn ned til 12 år i Europa og USA kan der gå længere tid, før lavindkomstlandene får deres skud af vacciner. Vaccinedonation var også på G7-mødet forleden. Her blev de enige om at dele mindst 870 millioner doser til lavindkomstlande inden for det næste år. Reaktionen fra WHO har dog været, at der er brug for 11 milliarder doser for at komme pandemien til livs. For som ofte sagt før er ingen sikre, før alle er sikre.

Maja Kluger Dionigi er ph.d. og seniorforsker ved Tænketanken Europa.