En ny rapport fra Vive og Danmarks Evalueringsinstitut peger endnu en gang på, at det halter gevaldigt med kvaliteten i de danske daginstitutioner, hvor 4 ud af 10 stuer vurderes til at have "utilstrækkelig kvalitet". Som pædagogiske forskere ser vi endnu engang, at pilen peges mod pædagogerne og deres manglende kompetencer. Det har vi brug for at udfordre.
Det pædagogiske område har været udsultet i årevis, det er vist ingen hemmelighed. Pædagogers rammebetingelser er afgørende for, hvordan de kan udføre et kvalificeret pædagogisk arbejde, men rammebetingelserne bliver ikke bedre, når den pædagogiske praksis vedvarende pålægges nye krav om dokumentation, sprogvurderinger og andre tiltag. Tiltag, der i økonomisk øjemed virker meningsfulde, da vi kan måle, hvad pengene bliver brugt til. Men af pædagoger (og børn, som dagligt må lægge krop til disse initiativer) opleves de som direkte meningsløse. Opgaver med at "sikre" kvalitet i daginstitutionen virker altså ofte kontraproduktivt.
Man behøver ikke være pædagogisk forsker for at vide, at god kvalitet for børn handler om voksne, der er nærværende, har tid og som kan hjælpe med det, der bøvler i børnelivet. Det gælder alt lige fra, om man kommer fra vanskelige familieforhold, om man har svært ved at slå kolbøtter, eller om det kniber med at blive en del af børnefællesskaberne. Spændvidden i de opgaver, pædagoger skal varetage, er altså temmelig bred. For at det kan lade sig gøre, er man som pædagog nødt til at kende børnene godt. Og for at man kan det, må man følge dem tæt på over tid. Det er selvsagt kun muligt, hvis man ikke i sit daglige arbejde forstyrres med alle mulige andre opgaver, der fører det pædagogiske blik væk fra børnene. Lad os vise et eksempel på, hvad der er muligt, når der er gode betingelser for relationsarbejdet:
Iram på to år har fundet en bondegårdslade frem, hvor en af legetøjsgrisene kan bo. Emma på et år stavrer hen til legetøjsbordet og vil være med. Hun prøver at få fat på en af legetøjsgrisene, men Iram holder fast i grisen med et fast udtryk i ansigtet. Pædagogen Laila sætter sig ved siden af børnene og begynder at hjælpe Iram med at sætte dyrene ind i laden. ”Jeg tror også, Emma vil hjælpe til. Måske hun kan passe køerne?”, spørger Laila.
Netop fordi pædagogen sidder tæt på og iagttager børnenes samspil og forhandlinger om legetøjet, har hun mulighed for at støtte børnenes deltagelse i bondegårdslegen. Laila kender både Iram og Emma. Hun ved, at Emma er optaget af Iram, samtidig med at hun har iagttaget, at Iram godt kan lidt at hjælpe pædagogerne med at drage omsorg for de mindste børn på stuen.
Netop fordi Laila ikke ser ned på en iPad for at dokumentere legen eller tilbyder børnene sprogstimulerende ord til deres leg, ser hun, hvordan børnene er hinandens deltagelsesbetingelser.
Denne lille hverdagssituation er muligvis banal. Men den illustrerer, hvordan kvalitet i pædagogisk arbejde ser ud, når børnenes deltagelsesmuligheder understøttes på måder, hvor de bliver betydningsfulde for hinanden. I denne lille sekvens er børnene i gang med at udvikle både deres sociale kompetencer, deres sprog og deres motorik i en fælles udforskning af verden. Og det er pædagogers opgave nænsomt at støtte denne udforskning.
For at kunne varetage dette arbejde trænger pædagoger til ordentlige arbejdsbetingelser. De trænger til at få lov til at udføre den kerneopgave, som de er uddannet til. De trænger til at blive anerkendt for den daglige indsats, de gør for at hjælpe vores børn godt på vej. De trænger derimod ikke til mere pædagog-bashing.
Anja Marschall er ph.d. og lektor på pædagoguddannelsen, og Crisstina Munck er ph.d. og docent på pædagoguddannelsen, begge Københavns Professionshøjskole.