Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Forskningsfrihed er forudsætning for et oplyst demokrati

Er vi ved at sætte forskningsfriheden over styr, spørger sociolog Rasmus Willig. – Illustration: Søren Mosdal.

Til forskel fra ytringsfriheden er der nærmest en larmende tavshed, når det kommer til forskningsfriheden. Er vi ved at sætte den over styr, spørger sociolog Rasmus Willig

FORSKNINGSFRIHEDEN er på niveau med andre grundlæggende frihedsrettigheder som ytrings-, presse-, informations- og forsamlingsfriheden. Tilsammen udgør de et marked for debat, kritik og udveksling af meninger.

Kommer en eller flere af disse grundlæggende idéer under pres, vil vi ikke overraskende, ja, nærmest intuitivt gøre opmærksom på nødvendigheden af et forsvar for principelle demokratiske spilleregler. Men til forskel fra ytringsfriheden er der nærmest en larmende tavshed, når det kommer til forskningsfriheden. Det kan der være flere årsager til. Den primære er nok, at der ikke har været et problem, men det synes desværre ikke længere at være tilfældet.

DEN TYSKE FILOSOF Hans-Georg Gadamer har påpeget, at en moderne stat bliver stadig mere afhængig af videnskaben, således at den med tiden ligefrem tvinges til at kontrollere den. Det er, hvad der i dag svarer til de såkaldte strategiske rammekontrakter, som danske universiteter er underlagt.

Staten er nemlig afhængig af, at universiteterne leverer højt kvalificeret forskning, der driver det eksisterende samfund fremad. Uden videnskab, ingen fremskridt, derfor kontrollen.

Gadamer var altså fremsynet, når vi i dag ser på konkurrencestatens enorme kontrol af de danske universiteter. Gadamer så ligeledes, at videnskaberne derfor også ville blive mere afhængige af staten i form af øgede forskningsbevillinger. Det fører ifølge Gadamer imidlertid til en konflikt, for videnskaben kræver forskningsfrihed, men den bliver svær at realisere, hvis videnskaben skal varetage statens interesser.

Professor emeritus Heine Andersen har for nylig udgivet bogen ”Forskningsfrihed. Ideal og praksis”. Konklusionerne er desværre helt anderledes, end man kunne ønske sig. Gadamers profeti synes nemlig at være gået i opfyldelse.

Andersen kommer med flere vigtige resultater, men især to er i øjnefaldende. For det første har han ikke kunnet finde en eneste autoritativ definition af forskningsfrihed, der kunne fungere som målestok for hans undersøgelse. Hvad betyder det? Det betyder i princippet, at hverken ministerium, styrelse eller universiteter ligger inde med en fælles formel definition af forskningsfriheden, som man kan støtte sig op ad, hvis den bliver udfordret. Ikke så lidt bekymrende.

Det andet interessante resultat er, at der er flere i tidsbegrænsede stillinger, end der er fastansatte på de danske universiteter. Faktisk er det beskæmmende, at cirka 65 procent af det videnskabelige personale er ansat i stillinger, der maksimalt løber i fire år, de fleste dog i to til tre år. Sådan har det været i lang tid, men det tal har været stigende.

De to resultater er interessante, fordi forskere, der er ansat i mere usikre, tidsbegrænsede stillinger, højst sandsynligt vil være mindre tilbøjelige til at ytre sig om særligt kritisable forhold eller uhensigtsmæssige forskningsresultater af frygt for ikke at få forlænget deres ansættelse.

VI ER NU TILBAGE VED den fremsynede Gadamer, for danske universiteter og universitetsansatte bliver i dag målt på, hvor mange eksterne midler de kan indhente fra private virksomheder og fonde – midler, som de forskere, der er i tidsbegrænsede stillinger, ofte er afhængige af.

Det er ikke underligt, for konkurrencestaten er som bekendt en statsform, der producerer incitamenter for at klare sig i den internationale konkurrence, udliciterer og indgår i et intensivt samarbejde med markedsaktører.

Det er der i og for sig intet i vejen med, men hvis forskningsfriheden ikke formelt set er til stede, forskerne ikke er fastansat, og universiteternes succes afhænger af private midler, er der stor risiko for, at den viden, der produceres, mister sin legitimitet, ganske enkelt fordi hverken armslængdeprincippet, en ansættelsesretlig sikkerhed eller incitamenterne er til stede. Heri bestå problemet.

Universiteternes legitimitet og fortsatte autoritet afhænger nødvendigvis af disse principelle forhold, alene af den grund, at vi har behov for universiteter og en forskerstand, hvor der ikke kan herske tvivl om, at de vil ytre sig om fænomener, de finder særligt kritisable, og som offentligheden bør have kendskab til. Som Andersen konstaterer, har forskningsfriheden stor betydning for et oplyst demokrati. Men er vi ved at sætte den over styr? Valget synes imidlertid forholdsvis simpelt for vores politikere: forskningsfrihed som forudsætning for et oplyst demokrati eller en konkurrencestat uden legitimitet.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.