Prøv avisen

Forskningsfrihed er ikke frihed fra ledelse

FORSKNINGSFRIHED: Universiteterne har i de senere år gennemgået en helt nødvendig omstillingsproces med en lang række forandringer i opgaver, ledelsesformer og strukturer til følge

Jeg er overhovedet ikke enig i det dystre billede, som Dorthe Jørgensen og Peter Kemp i deres kronik den 6. juni retter mod forholdene i universitetsverdenen, hvor grundforskning og frihed ifølge disse to forskere nærmest er ved at dø.

Universiteterne oplever i dag en opmærksomhed, som de kun kunne drømme om for fem-ti år siden samt ikke mindst stærkt stigende forventninger fra samfundets side. Det har betydet, at universiteterne i de senere år har gennemgået en helt nødvendig omstillingsproces med en lang række forandringer i opgaver, ledelsesformer og strukturer til følge.

Jeg anerkender, at det for de ansatte på universiteterne kan opleves som overvældende. Men jeg synes, at Dorthe Jørgensen og Peter Kemp visse steder blander tingene sammen og andre steder drager nogle direkte forkerte konklusioner.

Vi har for eksempel aldrig tilført så mange midler til grundforskning i Danmark, som vi gør i disse år, og der er endnu flere på vej. Grundforskningen lider altså ikke. Men det er korrekt, at forskerne på universiteterne i dag oplever en større grad af ledelse end tidligere.

Tidligere fra for godt 30 år siden og frem til 2003 valgte de universitetsansatte selv deres ledere mellem sig. Ordningen blev indført som reaktion på professorvældet. Men i dag er universiteterne blevet til kæmpeinstitutioner med milliardbudgetter. De uddanner fem gange så mange kandidater som dengang og har oplevet en lignende stigning i ansatte. De konkurrerer med universiteter i udlandet om store bevillinger fra EU og om at tiltrække dygtige forskere og studerende. Dét kræver ledelse.

Den nødvendige ledelseskraft blev tilført, da regeringen, Socialdemokraterne og Kristendemokraterne vedtog universitetsloven i 2003. Og vi ser i disse år resultatet: Alle universiteter har i imponerende grad taget de nødvendige skridt for at fokusere og satse strategisk.

Det medfører naturligvis, at ikke alle forskningsretninger vil nyde lige godt af de mange ekstra midler. Men der er altså stadig plads til vigtig grundforskning, også på områder som kronikørernes. Og at universitetsledelserne nu rent faktisk gør brug af ledelsesretten er slet ikke det samme, som at forskningsfriheden er forringet.

Friheden for forskerne til at vælge metode, fremgangsmåde og emne er akkurat den samme som hidtil. Og sektorforskerne er med universitetsfusionerne nu for første gang også omfattet af forskningsfriheden.

Tilbage står det med undervisningen. Her vil jeg gerne blankt erkende: Ja, der har vi blandet os. Og med vi mener jeg et bredt flertal i Folketinget bestående af Socialdemokraterne, de Radikale, Dansk Folkeparti, de Konservative og Venstre.

Jørgensen og Kemp ser det som et tegn på uhørt topstyring, at vi nu vil bestemme, hvor længe den enkelte studerende må være om at skrive sit speciale.

Men specialeskrivningen har hele tiden været normeret til et halvt år de fleste steder. Sådan har det været i mange år! Universiteterne har bare ikke kunnet leve op til den: I dag gennemfører kun hver sjette universitetskandidat på normeret tid.

I denne tid står gymnasiaster over hele landet klar til at springe ud som studenter. Tænk, hvis det kun var en sjettedel af dem, der fik studenterhuen på!

Dorthe Jørgensen og Peter Kemp har helt ret i, at Venstre sammen med vor regeringspartner vil garantere plads til og respekt for den enkeltes frie initiativ. Med alt, hvad jeg har beskrevet her, har vi netop sikret, at en styrket, decentral ledelse frit kan belønne og fremelske gode initiativer og give den enkelte forsker mere frihed i sit arbejde.

Jeg er dog opmærksom på, at der på trods af, at vi i denne regerings tid har fjernet 46 bekendtgørelser og kun tilføjet 21 nye er en oplevelse af detailstyring. Derfor har jeg nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for rektorer og bestyrelsesformænd, der skal identificere, hvordan der kan skabes endnu mere frihed på de enkelte institutioner.

Helge Sander (V) er videnskabs- og forskningsminister