Forskningsfrihed til diskussion, akademiske partisaner i Israel - og racismedebatten

Lektor Marianne Stidsen mener i Politiken, at universitetet i for høj grad blevet de rigtige meningers klub.
Lektor Marianne Stidsen mener i Politiken, at universitetet i for høj grad blevet de rigtige meningers klub. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix, Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix, Julie Meldhede Kristensen.

Det har vakt opstandelse, at et flertal i Folketinget for nylig konciperede en tekst mod overdreven aktivisme, skriver Politiken . 3241 forskere har taget til genmæle, fordi de mener, at forskningsfriheden dermed kommer under pres.

Men er det sandt? Ikke hvis man spørger litteraturforskeren Marianne Stidsen, der i Politiken tager sig til hovedet over, at vedtagelsesteksten kan udlægges som højreorienteret politik:

”Den er præcis det modsatte (…). Universitetet er i for høj grad blevet de rigtige meningers klub. De, der ikke er med i klubben, gruppetyranniseres og søges banket på plads. Og det er selvsagt et problem. Derfor skal politikerne have stor tak for at sætte fokus på det med det nye aftalepapir og for at mane til, at universitetsledelserne gør det samme.”

Stidsen er ikke den eneste, der studser over, at forskerne går bersærkergang efter folketingsflertallets spagfærdige indskærpelse af, at der ”ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.

For hvorfor bliver forskerne krænkede over disse selvfølgeligheder? Ja, det er det virkeligt ejendommelige ved denne sag, som ikke bliver mindre ejendommelig af, at Alternativets daværende folketingsmedlem Christian Poll i 2019 indkaldte forskningsministeren, fordi Poll ville gribe ind i den økonomiske forskning på universitetet, der efter Polls skøn ikke vægtede klimakampen højt nok.

Og professor i offentlig forvaltning Asmus Leth Olsen undrer sig i Berlingske over, at der i 2019 ikke var nogen forskere, der reagerede på Christian Polls angreb på forskningsfriheden:

”Selv ikke det mest fine måleinstrument fra DTU ville kunne kende forskel på Polls kritik og så de generelle kritikpunkter af for eksempel kønsstudier, som de lyder fra DF og LA. Men Polls intervention blev ikke mødt med ramaskrig og underskriftsindsamling blandt alle forskere.”

Denne og andre lignende sager om forskningsfrihed viser, ”at forskerne reagerer mere på, hvilke fag der kritiseres, og hvem der står som afsender for kritikken, end de går i brechen for akademisk frihed for alle til alle tider”.

Har Stidsen en pointe i, at universitetet er blevet de rigtige meningers klub?

Selektivt forargede akademikere

Ph.d. Hanna Ziadeh påpeger i Berlingske, at det er undergravende for forskningen, når mellemøstakademikerne offentliggør erklæringer, der opfordrer til boykot af Israel.
Ph.d. Hanna Ziadeh påpeger i Berlingske, at det er undergravende for forskningen, når mellemøstakademikerne offentliggør erklæringer, der opfordrer til boykot af Israel. Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix

Det er også det spørgsmål, man kan stille sig, når man læser ph.d. i menneskerettigheder Hanna Ziadehs kommentar i Berlingske . Her påpeger han, at det er undergravende for forskningen, når mellemøstakademikerne offentliggør erklæringer, der opfordrer til boykot af Israel med begrundelsen, at Danmark som ”tidligere kolonimagt” er særligt forpligtet på at undsige den israelske nutidige kolonisering af Palæstina.

”Meget saglig og evidensbaseret forskning, må man sige…,” bemærker Ziadeh om dette barokke stunt, der må fremkalde trækninger ved smilebåndet hos de fleste. Disse ”akademiske partisaner” deler jo verden i sort og hvidt. Palæstinenserne og Hamas er hvide, mens Israel og dets støtter er meget, meget sorte.

Mellemøstakademikerne er således selektivt forargede. De laver ikke underskriftsindsamlinger mod Saudi-Arabien, der på sjette år fører en af de meste grusomme krige i Yemen. Det er kun Israel, der kan få mellemøstakademikerne til ”at kaste deres højtbesungne faglighed for at tilslutte sig anti-Israel hylekoret”.

Skattefinansierede debattører

Dr.phil. Michael Böss skriver i Morgenavisen Jyllands-Posten, at mange ansatte på humaniora i virkeligheden er skatteyderfinansierede debattører, der ”forsker” i tykteori, transteori og hvidhedsteori.
Dr.phil. Michael Böss skriver i Morgenavisen Jyllands-Posten, at mange ansatte på humaniora i virkeligheden er skatteyderfinansierede debattører, der ”forsker” i tykteori, transteori og hvidhedsteori. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Dr.phil. Michael Böss skriver da også i Morgenavisen Jyllands-Posten, at mange ansatte på humaniora smykker sig med lånte fjer, når de kalder sig forskere. I virkeligheden er de skatteyderfinansierede debattører, der ”forsker” i tykteori, transteori og hvidhedsteori.

Det giver kronikør Rune Selsing et særligt grelt eksempel på i Berlingske, idet lektorerne Michael Nebeling Petersen og Mons Bissenbakker i artiklen ”Sorgens hvide telt” har taget udgangspunkt i terroristen Omar El-Husseins død og begravelse. Ifølge Selsing når de to lektorer frem til den konklusion, at moralsk afstandtagen til terror er racisme. Mon ikke der er megen ”forskning”, vi sagtens kunne undvære?

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.