Prøv avisen

Forskningsfrihedens vilkår

De netop overståede universitetsfusioner har medført en ophedet diskussion om forskningsfrihedens vilkår på de nye universiteter. Den specifikke anledning til diskussionen er, at en række hidtidige sektorforskningsinstitutioner er blevet indoptaget som institutter eller fakulteter på de nye storuniversiteter. På disse institutioner har der været mindre forskningsfrihed end på de gamle universiteter.

Dels har der været mindre såkaldt "fri forskningstid" end på universiteterne. Hovedparten af forskningstiden er på sektorforskningsinstitutterne gået med at udføre eksternt finansierede forskningsprojekter, ofte med et klart anvendt sigte. Dels har der på sektorforskningsinstitutionerne typisk været en meget synlig forskningsledelse, mens man indtil for nylig som fastansat lektor eller professor på et af de gamle universiteter stort set ikke har været ramt af forskningsledelse.

Der er således klart tale om, at en påvirkning fra de hidtidige sektorforskningsinstitutter kan udgøre en trussel mod de hidtil mere frie rammer for det videnskabelige personale på universiteterne. Det kan derfor ikke undre, at formanden for Foreningen for Højtuddannede (tidligere Magisterforeningen), Ingrid Stage, råber vagt i gevær og giver udtryk for sin frygt for, at der fremover ikke reelt vil være tid til fri forskning. Men når en fagforeningsformand råber op om, at friheden er truet, kan der nok være grund til lidt kritisk eftertanke.

Det er her vigtigt at gøre sig klart, at muligheden for fri forskning ikke har været forundt alle forskere på de gamle universiteter. Gennem de seneste årtier har universiteterne i stigende grad påtaget sig eksternt finansierede forskningsopgaver. Det kan være opgaver udført for industrien, eller det kan være opgaver finansieret at danske og internationale forskningsfonde. Til at løse disse opgaver har man ansat forskere på tidsbegrænsede projekter. På det seneste er mange af disse forskere blevet fastansat, men de er ansat til at løse bestemte opgaver og har ikke fået afsat tid til fri forskning.

På den baggrund kan man spørge, om diskussionen om forskningsfrihed ikke så meget burde handle om frihed eller ej, men om fordelingen af friheden. Sagen er i al sin enkelhed, at universiteterne via deres basisbevillinger råder over en pulje af fri forskning. Den pulje har hidtil i princippet været ligeligt fordelt mellem de fastansatte lektorer og professorer. Men er det ikke rimeligt, at både de nyligt fusionerede sektorforskere og de projektansatte forskere får del i friheden?

Samtidig er det en offentlig hemmelighed, at der er en kolossal spredning mellem, hvad der kommer ud af den frie forskningsindsats. Så måske burde diskussionen om forskningsfrihed have en ny drejning: Hvordan skal friheden fordeles, så samfundet får størst mulig gavn af de meget store midler, som er afsat til fri forskning? Skal den fordeles per automatik eller efter evne til at skabe nye ideer og resultater?

Peter Sandøe er formand for Det Dyrestiske Råd.

Klummen "Etisk set" bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, formand for Det Dyreetiske Råd Peter Sandøe, sognepræst Marianne Christiansen, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen samt hospitalspræst Anne Mette Berg.