Specielt det sidste afsnit i Martin Ravns mildt sagt skeptiske indlæg i Kristeligt Dagblad den 18. september fik mig til at overveje at skrive et forsvar for mit portræt af Georg Brandes.
Ikke fordi jeg mener at være en større kender af Brandes end cand.theol. og ph.d.-stipendiat Martin Ravn, slet ikke, men fordi hans kritik virker noget forskruet.
Martin Ravn angriber min generelle introduktion til Brandes' liv og produktion for at være klichéfuld og udelukkende kolportere gamle nyheder.
Hertil er der at svare, at jeg skamløst har lånt oplysninger og vurderinger fra den danske litteraturhistorie i ét bind, ”Hovedsporet” (2005), og fra ”Nietzsche-Lexikon” (2009), ganske vist håndbøger, men dog alligevel anerkendte håndbøger.
Jeg har ikke forsket i Brandes og kan derfor ikke korrigere håndbøgerne, sådan som Martin Ravn tilsyneladende kan.
Anden del af mit portræt, hvori jeg ikke støtter mig til håndbøgerne, men selvstændigt læser og udlægger Brandes' korte program for sin litterære kritik i ”Kritiker og Portraiter” (1870), har Martin Ravn ingen kommentarer til, og det er vel egentlig her, at portrættet får sin berettigelse, fordi gyldigheden af Brandes' kritikeridealer afprøves, om end ganske kortfattet - og måske overfladisk, alt efter temperamentet.
Da jeg nu er i gang, kunne jeg tilføje, at jeg på et tidspunkt overvejede at imødegå i al fald en af håndbøgernes ”klichéer” ved at beskrive Brandes' såkaldt progressive kritik som i nogle henseender bagstræberisk.
I Brandes' portræt af J.P. Jacobsen i ”Det moderne Gjennembruds Mænd” (1883), som jeg har haft fornøjelsen af at læse med studerende, kritiseres Jacobsen for ikke at kunne skrive en ordentlig fortælling i ”Niels Lyhne” (1880).
Romanen falder ifølge Brandes fra hinanden i isolerede fragmenter, og hovedpersonen Niels Lyhne vandrer med Brandes' ord ”igennem en Allé af Bipersoner”.
Sagen er bare den, at hvad Brandes ikke brød sig om ved Jacobsens romanæstetik, netop var, hvad de modernistiske forfattere i begyndelsen af det 20. århundrede fremhævede som genuine kvaliteter hos ham, selv James Joyce skulle efter sigende have hædret Jacobsen ved i kapitel 13 af ”Ulysses” (1922) at lave en parallelscene til et sted i ”Niels Lyhne”.
Når det så er sagt, er det altid stimulerende at vide, at Kristeligt Dagblads læsere stiller de højeste forventninger til ikke mindst kulturstoffet i avisen hver dag. Det holder bidragyderne til ilden og skærper forhåbentlig deres/vores præcision.
Måske skulle jeg bare have ladet Martin Ravns ”bessermachen” tale for sig selv, måske tilføjer mit (for)svar lidt nyt om Brandes og har dermed en værdi for nogen.
Anders Juhl Rasmussen er ph.d. og postdoc ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet