For at forstå, hvad Rusland vil i Ukraine, må vi forstå Ruslands og Putins historie

Hvad Rusland og Putin egentlig vil med Ukraine kan synes uudgrundeligt for os i Vesten. Spørgsmålet om Ruslands vilje giver kun mening, hvis man medtænker russisk historie, skriver dagens kronikør

Putin har aldrig lagt skjul på sin fortid hos KGB. Her ses den russiske præsident på en skydebane ved hovedkvarteret hos den militære efterretningstjeneste GRU i Moskva. Billedet er taget den 8. november 2006.
Putin har aldrig lagt skjul på sin fortid hos KGB. Her ses den russiske præsident på en skydebane ved hovedkvarteret hos den militære efterretningstjeneste GRU i Moskva. Billedet er taget den 8. november 2006. Foto: Itar-Tass/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det Rusland, Putin og hans, oprindeligt ukrainske, højre hånd Dimitri Kozak vil med Ukraine, synes uudgrundeligt for os i Vesten. Spørgsmålet om russisk vilje og russiske planer kan sætte grå hår i hovedet på vestlige politikere og kommentatorer. Men måske ikke på diplomater, hvis ellers de reflekterer over den russiske historie.

Vi behøver ikke at gå helt tilbage til den svenske kong Karl den Tolvtes enorme togt langt ind i Rusland indtil han mødte den russiske zar Peter den Store og nederlaget i Poltava i Ukraine, mellem Kharkov og Kiev i årtusindets koldeste vinter i 1709. Men vi skal tilbage til Første Verdenskrigs allerførste dage for at forstå russiske krigsplaner.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Dengang havde den østrig-ungarske kejser sendt et på mange måder strategisk overlæsset ultimatum til Serbien om adgang for kejserrigets politistyrker. Det fulgte efter mordet på kejserdømmets kronprins i Sarajevo den 28. juni.

Serbien kunne ikke indfri kravene, og Østrig-Ungarn erklærede krig. Men Serbien var allieret med Rusland. Og Rusland mobiliserede. Dengang mobiliserede man via jernbaner, som var nye i Rusland. Og havde ét spor. Lige som Rusland havde én plan, en angrebsplan. Og så rullede togene og katastrofen gik i spin.

Krigens taktik overtog styringen fra dens politiske strategi, og alt gik galt. Intet land mistede så mange mennesker som Rusland, der tabte denne krig til det tyske kejserrige.

Den fadæse sidder dybt i militær planlægning. For alle parter. En lignende forenklet taktisk krigsførelse foregik på Vestfronten. Krigen blev en total krig.

Lige som Karl den Tolvtes, der førte til skrøbelige alliancer mellem den danske kong Frederik den Fjerde og den russiske zar Peter, der i 1716 tilsammen havde omtrent 50.000 soldater omkring København for at invadere Skåne – uden at det blev til noget. Også dengang havde parterne mange planer. Og mange vidt forskellige viljer. Der kunne forenes, men ikke lod sig forene.

I 1939-41 var scenariet mellem Hitler-tyskland og Sovjetunionen en tak mere avanceret. Begge parter lurepassede og indgik sågar en gensidig ikke-angrebsplan, så de kunne nå at opruste. På begge sider. Hitler kom vanen tro først og angreb, hvilket over de næste fem måneder kostede den røde hær over to en halv millioner mand, plus alle de civile.

Efter 1945 var Sovjetunionen mere knust, end vi kan forestille os. Men også mere oprustet. Faktisk har vi i Danmark oplevet noget lignende flere gange under Svenskekrigene. Hvilket jo dog er så lang tid siden, at man stort set har glemt, at den danske stat er opbygget til at imødegå sådanne sammenbrud. Nemlig gennem enevælde. Dette absolutte krigsdiktatur havde også sat sig igennem med stalinismen.

Læren blev at lave mange og meget varierende planer. Og at Sovjetunionen skulle kunne gå i angreb frem for i defensiven. Selv om læren også var, at det enorme territorium og de gigantiske omkostninger – formodentlig over 40 millioner omkomne i Anden Verdenskrig – kunne opsluge selv de stærkeste hære.

Napoleons fejlslagne togt i 1812 udgjorde nok den centrale lære for den preussiske general og krigsfilosof Carl von Clausewitz: Krigens virkelighed bliver anderledes end dens abstrakte skrivebordsplaner. Både Vesten og Sovjetunionen har måttet sande den lære i Afghanistan.

Det er derfor bydende nødvendigt for de krigsstrateger, der som Putin og Kozak blev oplært som KGB-officerer under Den Kolde Krig at planlægge, at Rusland skal have en bufferzone, der for den gensidige mistillids krigsstrategier kan opsuge eventuelle angreb. Læren sidder lige så dybt som tyngdekraften for ingeniører.

Blandt de toneangivende amerikanske strategiske analytikere er der forskellige versioner af denne såkaldte realisme, men er typisk amerikansk temmelig ahistorisk. Blandt franske og tyske realister er realismen baseret på velovervejede kradse historiske erfaringer. Imens kan politikere tale om ideale verdener og muligheder.

Men allerede den tyske filosof Immanuel Kant, Clausewitz’ forbillede, forklarede, at folkeretligt lovlige angreb kun må kunne foregå, 1) hvis modstanderens regering er utilregnelig, 2) hvis der ikke interveneres i en konstitutionelt velorganiseret stat (som med andre ord er forhandlingsduelig); 3) hvis modstanderen har samlet en truende våbenmasse; 4) hvis grænser er i gang med at blive overskredet; 5) hvis alle andre diplomatiske muligheder for fredsskabelse er afprøvet. Hvortil vi i dag tilføjer, at der ikke må nedlægges veto i FNs sikkerhedsråd. Det kriterium har USA overskredet. Faktisk havde Sovjetunionen også overskredet kriterierne, da Hitler i 1941 ellers lavede den mest fatale overskridelse nogensinde.

For Ruslands KGB-oplærte ledere, hvor folkevalgte de end er eller ikke er, sidder de usikkerheder dybt inde deres tankegange. Det, de vil, er ikke det, vi vil. I begge tilfælde er viljen ikke det, parterne vil, for de skal ville noget andet, end de ville, når viljen skal realisere sig og blive til realisme. I krig hænger fortid og fremtid ikke sammen. Planer og realiteter hænger ikke sammen.

Men netop derfor skal diplomati og debat hænge sammen. Ordet ”de-bat” kommer fra gammel fransk ”de-battre”, det vil sige at ”stoppe med at slås”.

Som Kant – verdenshistoriens største filosof – formulerede det: I en ægte debat opdager man, at man vil noget andet end det, man ville, og at man tænkte noget andet end det, man troede, at man tænkte. Og dermed blev dømmekraften klogere på forholdet mellem tro, vilje, tænkning og viden.