JEG KENDER EN DEL, der efter at have gået en tur på Nørrebro i København får lyst til at skrive et debatindlæg. De fleste nøjes med at brokke sig ved middagsbordet, men sagen er, at man i denne bydel ofte aner en ubehagelig stemning.
Senest er dette gået op for Socialdemokratiets Rasmus Stoklund, der i onsdags på P1 fortalte, hvordan han efter personlig erfaring med Nørrebro må konstatere, at mange med ikke-vestlig baggrund opfører sig for dårligt. Han registrerer manglende respekt for, hvordan man færdes blandt hinanden, og selvom det har udløst stor vrede, fastholder han, at folk med fremmed herkomst i denne henseende er ”overrepræsenteret”, som vi kalder det. Rasmus Stoklund oplever hos visse grupper en særdeles synlig ligegyldighed med omgivelserne og lad os holde fast i dén følelse, der jo har at gøre med fraværet af høflighed.
I bogen ”Tolv tiltaler” vier jeg et helt kapitel til dette begreb, fordi det – sit støvede image til trods – udgør den bedste betegnelse for det, der går tabt, når man ikke i tilstrækkelig grad ærer hinanden og måske end ikke ved, at vi har pligt til det. Hvilket også i dette tilfælde skyldes, at man ikke har religiøsiteten tilfælles. Høflighed stikker nemlig dybt, vi nærmer os sagens kerne, og det er pudsigt, at Rasmus Stoklund har pådraget sig en såkaldt medieshitstorm i lige disse dage, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) kritiseres for at nedvurdere kristendommens betydning for landet og fællesskabet. Som de fleste andre finder hun det magtpåliggende at adskille lovgivningsarbejde fra hellige skrifter, og det giver mening, men galt går det, når tænkningen bredes ud til at betyde, at religiøse overvejelser generelt bør være fraværende i enhver politisk debat.
For det er forkert. Det medfører nemlig, at vi ofte taler forbi en del af essensen, hvilket også skete i radiodebatten forleden, hvor Rasmus Stoklund lod sig afspore, fordi det øjensynligt ikke falder ham ind, at omgangsformen her til lands i høj grad udspringer af den kristne civilisering af individet.
Den har belært os om pligten til at anerkende medmennesket, uanset hvem han er, derfor må vi ikke udvise ligegyldighed, og mens vi sandt for dyden ofte gør det alligevel, bemærker vi af og til en ekstra råhed, når folk med muslimske rødder fremstår ligeglade med deres omgivelser. Også Rasmus Stoklund fornemmer den forskel, men han har ikke sprog for den og kan derfor kun gengive sine fornemmelser. Præcis her finder vi begrænsningen i den nye erkendelse af de multikulturelle problemer blandt mange socialdemokrater. De kan registrere dem, men de kan ikke analysere dem, for de forstår ikke, at det religiøse altid vil være en del af mange samfundsmæssige og politiske anliggender.
Den indsigt er jeg bange for, at de fleste af dem aldrig vinder, hvormed man må nøjes med at glæde sig over den besindelse, der trods alt er sket. Og så ellers håbe på, at statsministeren og andre lytter til den velmente vejledning.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.