Det løser ingen sociale problemer at give tiggere penge

Hvis man giver penge til tiggere, gør man dem dårligere og fastholder dem i en nedværdigende situation, skriver Robert Olsen, som er forstander på Kofoeds Skole i København

"Hvis man vil støtte udsatte i en politisk sammenhæng, burde man i stedet kæmpe for behandling for misbrug, medicinhjælp, psykiatriske sengepladser, rummelige arbejdspladser, billige boliger og en lokal indsats, der ikke fastholder, men giver muligheder for at ændre egen situation," skriver Robert Olsen, forstander på Kofoeds Skole.
"Hvis man vil støtte udsatte i en politisk sammenhæng, burde man i stedet kæmpe for behandling for misbrug, medicinhjælp, psykiatriske sengepladser, rummelige arbejdspladser, billige boliger og en lokal indsats, der ikke fastholder, men giver muligheder for at ændre egen situation," skriver Robert Olsen, forstander på Kofoeds Skole. Foto: Rune Schou Larsen/ritzau.

Siden Folketinget vedtog en hastelov om tiggeri, har der pågået en debat om dels det hensigtsmæssige i lovgivningen og dels tiggernes retssikkerhed. Mange har forsvaret ”retten til at tigge”, som næsten en grundlæggende rettighed.

I forbindelse med diskussionen har stort set ingen beskæftiget sig med tiggeri. Er det godt socialt arbejde at forsvare tiggeri? Er det godt at give tiggere penge? Hvilke problemer er der ved at give almisser!?

Grundlæggeren af Kofoeds Skole, Hans Christian Kofoed, skriver i sin erindringsbog om sit møde med tiggere:

”Det ringede, og uden for min dør stod en krumbøjet, rystende mand, som næppe kunne fremstamme ’nervevrag’. Jeg gav ham, hvad jeg havde råd til. Kort efter ringede det igen. Der stod en anden mand. Han var om muligt endnu mere krumbøjet og rystende end den forrige, han var også nervesvag. Nej, tak min gode mand, sagde jeg, Den går ikke. I har fået kludder i husnumrene! I passer jeres forretning sjusket. Hvis I ønsker gratis logi, så må I hellere...”

”Nervesvagheden var forvundet som ved et trylleslag, og han fik mælet igen til de værste trusler; men ned ad trapperne gik det udmærket.”

Grundlæggende handler socialt arbejde om at hjælpe mennesker til at få det bedre, eller at de kan hjælpe sig selv til at skabe bedre rammer og muligheder for deres liv.

Hans Christian Kofoed gør opmærksom på to problemstillinger, som peger på, at tiggeri – og det at give penge til tiggere – i virkeligheden gør mennesker dårligere. De forsøger at fremstå så dårligt som muligt for at skaffe penge, altså direkte det modsatte af intentionerne i socialt arbejde.

Tiggeren forsøger at fremstå dårligere, mere nervesvag, end vedkommende rent faktisk er, og samtidig fortæller det lille citat om, at giver man til tiggere, så kommer der også flere. Når noget kan betale sig, så gør flere og flere det. Man kan sige, at det næsten er kontraindiceret for at forbedre folks situation.

Socialhistorisk er vi gået fra en politik, hvor udsatte og hjemløse borgere har skullet bede om almisser, til at de har rettigheder, men også pligter. K.K. Steinckes (S) socialreform fra 1933 skabte et nyt grundlag for borgerne, såsom større social sikkerhed, hvis man var handicappet, ældre og socialt udsat. Det var ikke længere almisser og tiggeri, som de udsatte borgere skulle ty til, når de var uden midler, men til staten og kommunen.

I nyere tid har også andre diskuteret aspekter af tiggeri. Tidligere forstander på hjemløsetilbuddet Sundholm Aksel Beldring skriver om tilblivelse af avisen Hus Forbi, at ”en af hovedtankerne bag Hus Forbi er at give de hjemløse en mulighed for at droppe det nedværdigende tiggeri og i stedet tjene penge på at sælge en avis. Samtidig med at avisen kunne være et talerør for hjemløse”.

Aksel Beldring fra Sundholm og Ole Meldgaard fra Kofoeds Skole var, sammen med en gruppe hjemløse, med til at starte Hus Forbi netop med det sigte at skabe værdighed og respekt om de udsatte borgere. Et mål, som man i dag kan sige, at Hus Forbi har nået til fulde.

Mange hjemløse finder en sælgeridentitet i salget af Hus Forbi, de har Hus Forbi-tøj og er ved deres respektfulde tilstedeværelse foran supermarkeder og stationer med til at være brobyggere og sælgere af deres avis, deres standpunkter og deres situation.

Hastelovgivning er ikke godt, og løsningen ligger næppe i øget kriminalisering, men det ligger heller ikke i at forsvare tiggeriet eller give penge til tiggere, som ikke får ændret deres sociale situation, men tværtimod gør dem dårligere og fastholder dem i en nedværdigende situation.

En løsning kunne være tiltag i Østeuropa for at hjælpe der, hvor der er behov for det. Kofoeds Skole er aktuelt involveret i et projekt i det østlige Slovakiet, som netop handler om at udvikle den sociale indsats lokalt til gavn for gruppen af romaer.

Hvis man vil støtte udsatte i en politisk sammenhæng, burde man i stedet kæmpe for behandling for misbrug, medicinhjælp, psykiatriske sengepladser, rummelige arbejdspladser, billige boliger og en lokal indsats, der ikke fastholder, men giver muligheder for at ændre egen situation.

Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole.