Fortiden er sendt til storvask. Lad Genforeningen stå som et vaskeægte eksempel

Rytterstatuen af Frederik V står på Amalienborg Slotsplads i København. Den tidligere konge var nært forbundet med slavehandelen i Vestindien, skriver Politiken. – Foto: Henrik Pyndt Sørensen/ Ritzau Scanpix.
Rytterstatuen af Frederik V står på Amalienborg Slotsplads i København. Den tidligere konge var nært forbundet med slavehandelen i Vestindien, skriver Politiken. – Foto: Henrik Pyndt Sørensen/ Ritzau Scanpix.

Den omsiggribende protest mod racediskrimination oven på politimordet på George Floyd har udløst en lavine af forsøg på at revidere den officielle historieskrivning, som hviler på den hvide mands verdensbillede.

Det er først og fremmest gået ud over en række statuer og monumenter over personer og begivenheder, som repræsenterer politisk og racistisk undertrykkelse.

Det udspiller sig i rigt omfang i USA, men også på det europæiske kontinent. Her møder man talrige statelige monumenter over kolonitidens skurke, for eksempel kong Leopold II af Belgien, som begik folkemord under 1800-tallets kolonisering af Congo. ”Vi kan alle blive enige om, at vi ikke skal have statuer af Hitler eller Stalin. Men hvad med de danske konger?”, spørger historikeren Lars Hovbakke Sørensen i B.T.

På Amalienborg Slotsplads står en rytterstatue af Frederik V. Statuen er med rette berømt – ikke i kraft af kongens person, men takket være den geniale franskfødte billedhugger Saly, som brugte 14 år på færdiggørelsen – og det til en pris, der oversteg byggesummen for de fire Amalienborg-palæer.

Også Frederik V optræder på linje med mange andre europæiske fyrster i rækken af skurke. Han var ifølge Politiken nært forbundet med slavehandelen i Vestindien. Han privilegerede nemlig diverse storkøbmænd til at oprette et ”slavehandelskompagni” i Hovedstaden.

Skal statuen af den grund fjernes? Eller hvad med Holberg? Han tjente ifølge Kristeligt Dagblad 36 rigsdaler på en enkelt aktie i Vestindisk-guineisk Kompagni. Gør det ham til slavehandler? I Politiken kalder professor emeritus Ole Thyssen den nye tendens til moralistisk omgang med historien for ”mentalhygiejnisk aktivisme: Ser man nærmere efter, vil næppe én eneste af datidens stormænd og -kvinder undgå at se deres omdømme smadret, så ikke blot storbyernes pladser, men også museernes portrætter og statuer, bør destrueres. Og bibliotekerne. Kierkegaard var sexist, H.C. Andersen var racist...”

Fra krigsmonument til fredssymbol

Filosoffen Anders Næsby bakker synspunktet op i Morgenavisen Jyllands-Posten : ”hvis vi i fuld alvor begynder at forlange, at enhver person, civilisation eller æra skal leve fejlfrit op til de moralske normer, vi lige i denne tid finder interessante – ja, så vil vi hurtigt finde, at der ikke længere er nogen historie tilbage.”

Det store spørgsmål er selvfølgelig: hvor går grænsen? For der er næppe tvivl om, at de fleste statuer rummer et element af lovprisning eller forherligelse. Meningen er vel, at statuen skal statuere et eksempel for andre. Hvis ikke, hvad er meningen så?

Apropos monumenter. Lad mig som gammel sønderjyde her i 100-året for Genforeningen pege på Istedløvens historiske skæbne. Fortællingen er et eksempel til efterfølgelse på en befriende omgang med symbolværdien i et historisk monument. Istedløven blev opført af billedhuggeren Herman V. Bissen til minde om det blodige slag på Isted Hede i sommeren 1850.

Istedløven, der er opført i Flensborg som symbol på tillid mellem dansk- og tysksindede, er et eksempel til efterfølgelse på en befriende omgang med symbolværdien i et historisk monument, mener Jørgen Carlsen. – Foto: Sisse Stroyer/ Her Og Nu/ Ritzau Scanpix.
Istedløven, der er opført i Flensborg som symbol på tillid mellem dansk- og tysksindede, er et eksempel til efterfølgelse på en befriende omgang med symbolværdien i et historisk monument, mener Jørgen Carlsen. – Foto: Sisse Stroyer/ Her Og Nu/ Ritzau Scanpix.

Her vandt danskerne en dyrekøbt sejr over de slesvig-holstenske tropper. Den stod på Flensborg Kirkegård, hvor mange af de faldne soldater fra begge lejre var stedt til hvile.

Men løven provokerede de tysksindede, fordi den mere fremstod som et sejrsmonument end som et mindesmærke over de faldne.

Da Danmark blev besejret i 1864, var der blandt de tysksindede stemning for at sabotere mindesmærket. Men Bismarck, den magtfulde tyske kansler, beordrede løven fragtet til Berlin, hvor den nu stod som et sejrstrofæ og monument over den tyske overmagt.

Efter Tysklands nederlag i 1945 blev løven leveret tilbage til Danmark, hvor den fik sæde ved Tøjhusmuseet i Hovedstaden.

Siden er forholdet mellem de dansksindede og tysksindede i grænselandet som bekendt blevet langt mere forsonligt og præget af gensidig respekt. Byrådet i Flensborg kontaktede den danske regering, og i 2011 blev Istedløven igen afsløret på Flensborg Kirkegård. Denne gang i overværelse af både tysksindede og dansksindede, hvilket dengang blandt andet blev beskrevet i Flensborg Avis .

På soklen står: ”Genrejst i 2011 som bevis på venskab og tillid mellem danskere og tyskere.”

Goethe tilhører os alle

I forbindelse med den antiracistiske revision af historien har man både herhjemme og i udlandet haft kig på gadenavne, som refererer til storkøbmænd, der blandt andet ernærede sig af slavehandelen:

Politiken nævner Ernst Schimmelmann, A.G. Moltke, de Coninck. Også her kan man i lyset af Genforeningen lære noget om en tempereret og ufanatisk omgang med historien. Efter 1920 skulle Sønderjylland selvfølgelig afgermaniseres.

I Sønderborg ændrede man gadenavne efter Genforeningen, så tyske navne blev erstattet med danske, skriver Jørgen Carlsen. – Foto: Jacob Waage/Ritzau Scanpix.
I Sønderborg ændrede man gadenavne efter Genforeningen, så tyske navne blev erstattet med danske, skriver Jørgen Carlsen. – Foto: Jacob Waage/Ritzau Scanpix.

Konkret betød det blandt andet, at de tyske gadenavne skulle erstattes af danske. I min hjemby Sønderborg førte det til følgende resultater: Apfelstrasse blev til Æblegade, Perlstrasse til Perlegade, men hvad med den statelige Kaiser Wilhelm-Allee? Den blev til Kongevej. Og hvad med Goethestrasse? Ja, den blev bibeholdt som Goethesgade! Om man er dansker eller tysker, så var der enighed om, at digteren Goethe havde et format, der hævede sig over enhver nationalistisk smålighed og ømskindethed. Goethe tilhører os alle. Og mange andre med ham.

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.